Prøv avisen
Interview

Jødisk forældrepar: Vi følte os som to galninge, der stod der med vores mishandlede søn

”Hvis lægen selv havde konstateret, at vores søn var omskåret, ville det have været helt i orden. Men nu var det, som om der bliver talt bag ryggen på os i det officielle system.” – Tegning: Morten Voigt

Et jødisk forældrepar følte sig mødt med mistro, da sundhedspersonalet på et hospital opdagede, at deres lille søn for nylig var blevet omskåret

”Vi følte os mistænkeliggjort af det sundhedssystem, vi burde kunne stole på,” siger Jakob om den nat, da han og hans hustru Sara via 1813 blev henvist til Rigshospitalet med deres lille søn, som havde ondt i maven. Problemet, som viste sig at være forstoppelse, løste sig dog af sig selv, da de var nået frem på afdelingen.

”Så situationen var ikke mere tragisk, end at den også var lidt morsom, for da sygeplejersken tog bleen af vores søn, fik han afføring, og vi bekymrede førstegangsforældre var meget lettede og lidt flove,” siger han.

Men parret fik ikke lov til at gå hjem med det samme, for da sygeplejersken opdagede, at drengen for nylig var blevet rituelt omskåret, blev der hentet en læge, fortæller Jakob.

Han og Sara har fået lov til at fortælle deres historie under anonymitet, fordi debatten om ikke-medicinsk omskæring er ophedet, her kort tid før Folketinget skal stemme om en ny vejledning. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Og grunden til, at de gerne vil dele deres oplevelse, er, at de er overbeviste om, at sundhedssystemets generelle ukendskab til rituel omskæring kan skræmme jødiske og muslimske forældre fra at søge lægehjælp, når de oplever at blive mødt med mistro.

Senere den nat på Rigshospitalet blev der nemlig taget fotos af den lille drengs kønsdele, og hans forældre oplevede derefter forløbet som ubehageligt og diskriminerende.

”Vi er ellers glade for sundhedssystemet, og det er slet ikke fordi, jeg vil sige noget dårligt om det. Men der mangler klart mere uddannelse i minoriteter, når en læge aldrig har set en omskæring før og handler derefter på en uhensigtsmæssig måde,” siger han.

Omskæringen, som ifølge Jakob var foretaget en uge forinden af en rabbiner, der også er kirurg, var der nemlig tjek på, og såret helede fint.

”Vi havde fuldstændigt styr på, at såret helede godt og havde hver dag sendt fotos på mobilen til rabbineren, som skrev tilbage, at det så fint ud, og alt var godt. Alligevel var det, som om ingen lyttede til os.”

Sygehuslægen syntes, at barnets penis så lidt rød ud, og forældreparret forklarede igen, at det skyldtes, at de er jøder, og at barnet var blevet omskåret for en uge siden.

”Men hun begyndte at kigge drengen i ørerne og undersøge ham. Det var fint nok, men det problem, vi kom med, var jo løst, så vi forstod det ikke helt,” siger han.

Ifølge Jakob forsvandt lægen derefter med et ”vent lige her”, og efter 10 minutter kom sygeplejersken igen og begyndte at tage fotos af sønnens penis med en hospitalstelefon. Argumentet var, at det var godt at have til journalen.

Efter endnu en halv time kom også lægen tilbage. Hun havde konsulteret en urolog, en specialist i urinveje og kønsorganer, som sagde, at det hele så normalt ud. Alligevel fik de tilbudt flydende paracetamol, et smertestillende middel til børn.

”Det hele var gennemsyret af, at der ikke var tiltro til det, vi fortalte,” siger Jakob, der stadig tænker på oplevelsen, selvom den nu ligger seks måneder tilbage.

Kan sygehusets reaktion ikke være et udtryk for omsorg? Og var det ikke meget rart at få kigget grundigt på drengen, nu han var der?

”Bestemt! Men at tage fotos af hans private dele uden at spørge, og at de billeder nu ligger for evigt i hans journal, synes vi er mærkeligt. Der blev ikke lyttet til, hvad vi sagde om omskæring og heling, og til sidst indrømmede lægen da også, at hun aldrig før havde set en omskæring.”

Og det er det, Jakob og Sara mener er problemet.

”En smule viden om vores minoritets traditioner kunne have forhindret, at vi bag vores ryg skulle efterforskes af en urolog, som vi i stedet kunne have haft en dialog med. Vi følte os trådt på. Da vi var der, jokede min kone lidt med, at om lidt ville børneforsorgen møde op og hente drengen, men den fornemmelse fik vi faktisk. Vi følte os som to galninge, der stod der med vores mishandlede søn,” siger Jakob.

Kort efter oplevelsen var parret til rutinetjek med sønnen, og det første, lægen sagde, da han læste i drengens journal på skærmen, var, at han kunne se, at drengen var blevet omskåret, og ”hvorfor det?”.

”Hvis lægen selv havde konstateret, at vores søn var omskåret, ville det have været helt i orden. Men nu var det, som om der bliver talt bag ryggen på os i det officielle system,” siger Jakob, som mener, der mangler uddannelse i minoriteters situation, når en læge aldrig har set en omskæring før.

”Hvorfor ikke på medicinstudiet undervise i, hvordan en omskåret patient ser ud? Også i tilfælde af, at der skulle være noget galt. Det er ikke nogen hemmelighed, at det i sjældne tilfælde kan være farligt, hvis det ikke er foretaget ordentligt,” siger Jakob, som mener, at den manglende forståelse skyldes, at det danske samfund stadig er homogent. Og han frygter, at hvis Folketinget skulle forbyde rituel omskæring i Danmark, vil visse grupper være tilbageholdende med at gå til lægen.

”Der tænkes i meget smalle kasser, og hvis man hopper uden for dem, anses man for at være meget mærkelig. Det er nærmest tabubelagt at være religiøs, og jeg stod der som dansker i Danmark og blev anset som fremmed. Det var ubehageligt.”

Rigshospitalet, som har modtaget dette interview til orientering, ønsker ikke at kommentere konkrete sager, men skriver i en mail, at:

”Rigshospitalet tilstræber at sikre alle, der kommer ind på hospitalet, en god oplevelse i behandlingen – uanset kulturel og religiøs baggrund”.

Vi følte os trådt på. Da vi var der, jokede min kone lidt med, at om lidt ville børneforsorgen møde op og hente drengen, men den fornemmelse fik vi faktisk.