Prøv avisen

Jødiske børn skulle glemme deres fortid

Jødiske hittebørn blev ofte lagt på trappen til det Mosaiske Samfund, siger kulturhistorier Morten Thing. Foto: Torben Stroyer/ritzau

De børn, der kom til Danmark under jødeforfølgelserne i Rusland, blev lyn-integreret. Men den fortid, man ikke talte om, efterlod dem med ”et halvt liv”, fortæller ny bog

Man ved meget lidt om de jødiske børn, der kom til Danmark under pogromen (jødeforfølgelsen) i Ukraine i begyndelse af 1900-tallet. Men en ny roman, ”Mit halve liv” af Anita Furu, der sætter fokus på en af skæbnerne underbygger formodningen om, at omplantningen lå som ”et blåt mærke” i sjælen resten af livet.

Børnene blev enten adopteret direkte fra for eksempel Kijev af danske jødiske familier, eller kom rejsende hertil med deres forældre, som i nogle tilfælde ikke kunne tage sig af dem selv.

”På Fødselsstiftelsen var der en kasse, hvor man kunne lægge de børn, man ville give fra sig – i stil med de babyluger, man taler om at indføre i dag. De jødiske hittebørn blev ofte lagt på trappen til Det Mosaiske Troessamfund,” siger kulturhistoriker Morten Thing.

Der er ingen tal for, hvor mange forældreløse jødiske børn, der endte i Danmark, men det var flere, end man kunne adoptere væk.

”Derfor opretter man i begyndelsen af 1900-tallet et jødisk børnehjem, ” siger museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum Sara F. Stadager, der først blev opmærksom på dets eksistens, da en amerikaner for kort tid siden kontaktede hende for at efterforske et familiemedlems skæbne.

”Det med børnehjemmet kom faktisk bag på mig,” siger Sara F. Stadager, som nu ved, at det blev oprettet, fordi det var svært at skaffe jødiske familier nok, der ville adoptere dem.

”Man havde ikke lyst til at lade dem vokse op hos ikke-jødiske familier.”

Børnehjemmet lå mellem 1900 og 1912 i trossamfundets bygning, men i 1912 erhvervede man en villa til formålet.

I 1905 til 1915 kom der 10.000-12.000 jøder fra Rusland til Danmark. Langt de fleste rejste efter nogen tid videre til USA og blev del af den store udvandring.

”De jøder, der kom østfra, var en meget udsat gruppe, og nogle afleverede deres børn, enten fordi de selv var syge, eller fordi de valgte at efterlade dem her, inden de begyndte en usikker fremtid i USA,” siger Sara F. Stadager.

De børn og voksne, der blev i Danmark, undergik en lyn-integration.

”Det var en hel utrolig speedet assimilation, der skete. På halvanden generation blev jøderne fra Rusland danske. Børnene glemte deres navne, kultur og sprog. Det var et overgreb, hvis man kan sige det sådan. Arven fra øst blev i den grad fjernet,” siger Morten Thing, hvis egne bedsteforældre kom til Danmark i 1908-1910.

Den meget hurtige fordanskning skyldtes, at danske jøder var bekymrede for at blive slået i hartkorn med de fattige, dårligt uddannede og ofte kommunistiske trosfæller fra Rusland. Og fra 1799-1933 påhvilede integrationen af jøder Det Mosaiske Troessamfund (i dag Det Jødiske Samfund i Danmark). Det indebar blandt andet, at der skulle betales alle mulige udgifter.

”Der boede en jøde på Island, en musiker, der tit var indlagt, og hver gang sendte hospitalet i Reykjavik regningen til trossamfundet i København,” fortæller Morten Thing.

”Man kan sige, det var en fantastisk indsats fra det jødiske samfunds side, for der var en uhyre stor klasseforskel mellem de danske jøder, som ofte tilhørte eliten, og så dem, der indvandrede østfra,” siger kulturhistorikeren.

Men de børn, der kom alene, havde ofte traumer, som de bar med sig resten af livet.

”På den tid var det almindeligt anerkendt, at man ikke skulle rippe op i noget. Børnene blev danske i en fart, og deres fortid blev visket ud. Men den lå jo som en skygge i dem,” siger Morten Thing.