”Hej, vil du ikke have nogle ærter?” Sådan lød det en sommer på Kristeligt Dagblad, hvor Johannes Møllehave var forbi for at skrive sin klumme eller anmeldelser af bøger og teaterstykker.
På vej herhen havde han købt en stor pose af de friske grønne bælgfrugter, som han nu delte ud af med rund hånd. Og jo tak, hvem ville ikke gerne spise af hånden på den lille mand med det store vid.
Johannes Møllehave blev engang i et interview spurgt om, hvad livet skal bruges til.
”Til at tage imod,” svarede han.
”Det er meget lettere at yde og præstere. Den største og sværeste opgave er at tage imod. Det ved man, når man er syg, og når man er døende.”
Kan vi så bare lade os frit falde, ville intervieweren vide.
”Jamen, vi kan faktisk ikke andet! Du kan ikke redde dig selv! Det er kærligheden, der gør det. Den siger: Jeg slipper dig aldrig. Du kan spytte på mig. Du kan korsfæste mig. Men du bliver ikke fri for mig,” svarede Johannes Møllehave.
Så mange ord, så meget klogskab, tro, sjov, viden og vrøvl, så meget liv, at det ikke er til at fatte, at det er slut. Præsten og forfatteren Johannes Møllehave er død, 84 år.
Da Johannes Møllehave efter flere blodpropper i 1997 fik en by-pass-operation, regnede han ikke med, at han ville nå at blive 70 år. Og han troede heller ikke, at han ville overleve sin hustru, forfatter og socialrådgiver Herdis Møllehave. Men sådan gik det. Efter 42 års ægteskab mistede han i 2001 Herdis Møllehave, der døde pludseligt i parrets lejlighed i Brighton i England.
Og det var, som om han selv efter hjerteoperationen oplevede en kreativ eksplosion inden for alle de felter, han havde sit virke.
Som da han frem til 70-årsfødselsdagen i januar 2008 stablede et show til fordel for et Storm P.-museum på benene, medvirkede i samtalebogen ”Hver dag er øjeblikkets blomst” sammen med kunsthistoriker, forfatter og tidligere direktør for Ny Carlsbergfondets direktion, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, redigerede en samling prædikener, interviewede landets biskopper til DK4, holdt foredrag fra sit katalog af op mod 40 titler, rejste til Island, Spanien og Italien og skrev i Kristeligt Dagblad.
Karakteristisk for ham var, at da han i februar 2008 efter to blodpropper i hjernen og hospitalsindlæggelse fik besked på at drosle ned for alle aktiviteter, holdt han fast i sin ugentlige klumme i denne avis – som han debuterede i som kun 11-årig med en fabel om haren og skildpadden og et digt om ”En leverpostej med næsen i sky” – og skrev en hyldest til MR-scanneren. Og bidrog dermed til debatten om nødvendigheden af milliard-investeringer i nye scannere på sygehusene.
Johannes Møllehave var ikke nærig med sig selv, uanset hvad han i øjeblikket var: præst, trøster, humorist, teatertosset, litterat, Shakespeare-fortolker, Kierkegaardekspert, H.C. Andersen-kender, Dostojevskij-elsker, Benny Andersen-repræsentant, Storm P.-kloning, bedstefar, grafolog, tryllekunstner, revyforfatter eller rejseleder med mere.
Han jonglerede med de mange kasketter til fryd for sit publikum, og ingen kunne som han, der om nogen herhjemme var folkeeje, trække mange til. Hvad enten det var til en storbanks årlige kundemøde eller en sogneaften, var succesen hjemme, hvis Møllehave var på plakaten.
Men man kunne også blive mundlam i hans selskab, sikkert især til gene for repræsentanter for hans eget køn, for hvordan hamle op med den sprudlende gejser af vitser, citater, pointer og anekdoter fra møder med spændende mennesker?
Det kunne også blive for meget med al den virtuositet. Johannes Møllehave skrev i 2008 og 2009 klummer til Kristeligt Dagblad. De blev udgivet i bogform for Kristeligt Dagblads Forlag, hvor også den storsælgende samtalebog med avisens chefredaktør Erik Bjerager, ”Det ender godt”, udkom. Men det hyggelige og fornøjelige ved, at Møllehave slog sine folder på avisens gange og kontorer, begyndte at udarte sig til at blive en daglig belastning for de ansatte på avisen. I 2010 blev konsekvensen, at samarbejdet ophørte. Hans artikler kunne ikke længere blive bragt i avisen, og han blev bedt om at holde sig borte, fordi han forstyrrede medarbejderne i deres arbejde.
Det var en besked, som Møllehave havde svært ved at acceptere, og i erindringsbogen ”Erindrings- og tankeflugt” fra 2011 gav han igen med sin version af konflikten og skrev blandt andet, at Kristeligt Dagblads ledelse mindede ham om ”Bermuda-trekanten, hvor fjendtlige fly forsvinder for altid”.
Erindringsbogen udkom i kølvandet på en tid, der udefra set kunne ligne en personlig deroute for den folkekære præst og forfatter. Et af lavpunkterne var, som han også fortæller om i bogen, da han blev anholdt af politiet efter en fugtig middag på Hotel d’Angleterre.
Efterfølgende fortalte han åbent om, at han ikke altid kunne styre sit forhold til alkohol og i perioder var på antabus.
Hverken Johannes Møllehave eller Kristeligt Dagblad slap helt forbindelsen til hinanden. Og nogle år efter var der faldet så meget ro over tingene, at han igen en gang imellem leverede artikler og kom forbi til møder på avisen. Det udtrykte han glæde over i et interview i Kristeligt Dagblad i anledning af udgivelsen af ”Den store Møllehave-bog”, der udkom i 2013 på forlaget Lindhardt & Ringhof.
Om det 820 sider store opslagsværk, der er redigeret af Møllehaves niece Marianne Andersen og omhandler, hvad han har sagt og skrevet om for eksempel ensomhed, kærlighed, ondskab og tro og om H.C. Andersen, Blicher, Kierkegaard og Shakespeare, erotik, had og længsel, Bibelen, Blixen og Hemingway, skrev Kristeligt Dagblads anmelder Liselotte Wiemer blandt andet:
”Forfatteren og præsten Johannes Møllehave er ikke et instrument. Han er et orkester. Og når man inviterer klaveret, vælter trompeterne, violinerne, trommerne og tubaerne automatisk ind ad døren. Det kan give tinnitus, selv til de hørehæmmede. Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller dybeste bas igennem. Helt alene. Én tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en smule i forbavselse”.
De sidste år dikterede Møllehave både artikler, kronikker og bøger til Marianne Andersen, fordi han efter blodpropperne i hjernen ikke længere selv kunne skrive.
Samme år medvirkede Johannes Møllehave også i Kim Engelbrechtsens interviewbog ”Mani og depression” fra forlaget Siesta, hvori han og 14 andre fortalte om et liv med bipolar sygdom. Om det sagde han blandt andet i det førnævnte interview i Kristeligt Dagblad: ”Jeg kan godt leve med mani og depression, men uden mani kan jeg ikke leve, for når jeg er depressiv, går jeg ikke uden for en dør. (...) Jeg tager også medicin. I dag er jeg mere manisk end depressiv, og det har jeg været hele året. Er det ikke meget banalt? Man skal have overskud for at kunne dele ud af det. Da jeg var på Island for nylig, kom der 600 til mine foredrag.”
Af kritikere blev han beskyldt for at være overfladisk. Hans egen kommentar til det var, at det var rigtigt nok. ”Men min overfladiskhed stikker ikke særlig dybt.”
Den røde tråd i det hele var kristendom og kærlighed. Og en uovertruffen sans for formidling. Det er blevet sagt om Johannes Møllehave, at han var den største formidler af kristendom i vor tid.
Mange har i tidens løb stillet spørgsmålet, hvad der dog var hemmeligheden bag denne energi og skaberkraft, livsglæde og energi?
Var mandens manisk? Hvad er det, den mand har? Hans eget svar kunne være dette fra et interview: ”Jeg er født med et ubeskriveligt overskud af glæde. Jeg står op klokken fem om morgenen, fordi jeg simpelthen bare er så nysgerrig. Hvad får jeg af post? Hvem møder jeg? Man kan jo ikke vide, hvad der sker”.
Hans søster Gabriele Møllehave har i bogen ”Bag om ordene. Et portræt af Johannes Møllehave” af niecen Marianne Andersen dette bud: ”Det er ikke noget, han har. Det er noget, han mangler! Han mangler de forsvarsmekanismer, som vi andre har. Der er simpelthen ikke det filter. Alt går lige ind og bevæger ham – og lige ud, og vi bevæges. Han forskanser sig ikke. Men udleverer sig. Han er det værgeløse menneske”.
Den ubeskyttethed kunne man møde i hans blik. Pludselig kunne det stå åbent, og noget sart, næsten frygtsomt, stirrede fra et bundløst mørke.
Johannes Møllehave har selv fortalt om det mismod, der prægede ham i de unge år. Det kom sig af en personlig afstandstagen til en dæmon, som han kaldte den, i form af stærk lyst og forestillinger om det seksuelle, der plagede ham.
Forløsningen kom med ægteskabet med Herdis Møllehave, og parrets fælles overenskomst om, at det ægteskab – under stor mediehurlumhej i 1970’erne – gerne måtte være åbent. De elskede hinanden, men måtte gerne søge erotik hos andre. Accepten af, at den dæmon var en del af ham selv og hans drivkraft, frigjorde Møllehave til at blive den, han var, mente han selv.
Han blev født den 4. januar 1937 og voksede op på Frederiksberg i et kærligt hjem som den næstældste i en børneflok med en bror og to søstre.
Faderen, Axel Møllehave, var skoleinspektør i Hvidovre og ud af en bondefamilie fra slægtsgården ”Møllehave” ved Jyllinge på Sjælland.
Moderen, Ester Møllehave, kom fra Polen, hvor familiens overhoveder enten var præster eller lærere. Det sidste var hun også selv og underviste i håndarbejde og madlavning, når hun da ikke gik hjemme og holdt hus og underholdt med sin egen form for skægge anti-logik.
Sang, bøn og fortælling var dagligdag i hjemmet. Og allerede fra 10-års alderen vidste Johannes Møllehave, at det var præst, han skulle være, for som han har sagt, var troen lige så naturlig og nødvendig for ham som vejrtrækningen.
Fundamentet for den fabelagtige hukommelse skal ifølge overleveringen være grundlagt af en sanglærer, der ikke kunne kapere drengens falske toner og derfor bad ham sætte sig i et hjørne og finde på en historie, som skulle skrives ned og læses højt for klassen.
I 1963 blev Johannes Møllehave cand. theol. Siden fulgte præsteembeder i Greve-Kildebrønde og Statsfængslet i Vridsløselille frem til 1972, hvor han lærte langtidsfangen William at kende, som han og familien bevarede et nært venskab med.
Ryet som prædikant og trøster blev for alvor slået fast i perioden fra 1973-1987, hvor han var præst i Virum Kirke. Ingen kunne som han sige de rette trøstende ord, når man havde mistet og sad i kirken til det sidste farvel. Det var også i de år, at Herdis Møllehave debuterede med den socialrealistiske roman ”Le”, hvor hun opfandt begrebet ”knudemand”, som ikke var møntet på ægtefællen. Årene som præstepar blev sluttet af ved Den Danske Kirke i Bruxelles fra 1987 til 1991.
Sideløbende havde Johannes Møllehave leveret tekster til Dronningmølle-revyerne og DR TV’s satireprogram ”Uha Uha” samt oversat musicalen ”Jesus Christ Superstar”.
Det store forfatterskab blev indledt med erindringsbogen ”På Myrens fodsti”, der er udkommet i 20 oplag.
Senere fulgte blandt andet prædikensamlingen ”Den livsild som forbrænder”, ”Læsehest med æselører”, romanen ”En fri mand”, bogen om Søren Kierkegaard ”Til trøst”, flere erindringer og bøger om H.C. Andersen, Storm P og Dostojevskij, en gendigtning af ”Et folkesagn” med skitser af Dronning Margrethe og ”Børnebibelen”. Forfatterskabet tæller mere end 30 titler, deriblandt også børnebøger.
I kæmpeoplag kom også journalist og tidligere forlagschef Jakob Kvists interviewbog ”Møllehave – et liv har fem akter” samt de tre samtalebøger, som Johannes Møllehave medvirkede i, hvor det var journalist Karen Thisted, der førte pennen: ”Det skal mærkes at vi lever” med Benny Andersen, ”Du har rørt ved mit hjerte” med den svenske hjertekirurg Gösta Pettersson og allerede nævnte ”Hver dag er øjeblikkets blomst”.
Johannes Møllehave har modtaget et væld af priser, heriblandt De gyldne Laurbær, H.C. Andersen Medaljen, Bog & Idé-prisen, Kristeligt Dagblads Pris og Publicistprisen.
Efter 15 år i England flyttede Johannes Møllehave i 2006 hjem igen til Danmark og Frederiksberg, hvor man dagligt kunne se ham forlade lejligheden iført bowler og stok på vej ud i byen.
Sine sidste år boede han på plejehjemmet Ingeborgården på Frederiksberg, hvor han flyttede til i 2017 efter et længere sygehusophold og efter at have været faldet flere gange og slået sig alvorligt. I et interview i Kristeligt Dagblad i efteråret 2017 fortalte Møllehave, at han altid havde troet, at det værste, der kunne ske ham, var at ende på et plejehjem.
”Men jeg havde ikke prøvet det. Det har jeg nu. Jeg vidste ikke andet, end at alderdommen var den værst tænkelige dom. Men jeg skal love for, at det er min største lykke at bo på plejehjem. Fra første dag har jeg elsket min skæbne. Måske er det sproget, der har skræmt mig. Det hedder jo ikke alderdomshjem, men plejehjem,” sagde han.
Johannes Møllehave var ikke bange for døden og begrundede det: ”Fordi jeg er elsket og tilgivet af Gud”.
På Herdis Møllehave’ gravsten, udhugget af den islandske kunstner Pall Gudmundsson, på Frederiksberg Kirkegård står ”Gud er kærlighed”. Her skal Johannes Møllehave også hvile.
Et af hans livsmottoer var hentet hos Mark Twain: ”Lad os forsøge at leve sådan, at selv bedemanden bliver ked af det, når man dør.”
Og sådan blev det.
Johannes Møllehave efterlader sig børnene Tomas, Mikkel og Kathrine, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.