John står op ved solopgang. Han vil ikke gå glip af dagens første gyldne stråler over Præstø Fjord, hvis bred der er frit udsyn til fra de østvendte vinduer i huset i Sjolte Strandløse i Sydsjælland.
Ellen bliver derimod liggende længe under dynen. Kun de gange, hvor solopgangen er særligt smuk – for smuk til ikke at dele – vækker John sin kone. Så står de der ved køkkenvinduet sammen i slåbrok og med morgenhår og ser på, når solens runde skive slipper fjordens flade horisont.
Det er på mange måder sådan, Ellen og John har indrettet livet efter arbejdet: sammen, men alligevel lidt hver for sig.
Når par går på pension, sættes parforholdet ofte på prøve. De mange timer på arbejdspladsen blandt kolleger skiftes ud med tosomhed i selskab med et menneske, man måske nok har delt matrikel med, men som man først nu for alvor skal til at dele en hverdag med.
For Ellen og John Nielsen, der gik på pension for tre år siden med et halvt års mellemrum, er det lykkedes at finde en god balance, hvor de følges ad, men alligevel får plads og rum til at dyrke hver deres interesser. Ellen syer og strikker, går på opdagelse i nye opskrifter, sylter hjemmedyrkede agurker og tørrer chili fra haven, mens John skærer nye lægter til terrassen i værkstedet, fotograferer fugletræk og planter stauder i haven.
Sammen hygger de om børnebørnene, går lange ture langs fjorden, planlægger deres næste rejse og ser film eller serier midt på formiddagen, bare fordi de kan.
”Vi har altid været gode til at være sammen, også på ferier, hvor vi jo har været sammen uden pauser, så vi har helt sikkert haft en forventning om, at det nok skulle gå godt. Men vi har alligevel været meget bevidste om at planlægge, hvordan vores liv skulle være. Ikke kun økonomisk, selvom det er meget vigtigt, men også i forhold til, hvordan vores hverdag skulle se ud. Vi har talt om, hvad vi gerne ville, og hvordan vi forestillede os, det ville blive. Det, tror jeg, har betydet meget for, hvordan det har formet sig for os. Vi har ikke været uforberedte,” siger Ellen Nielsen.
John har en karriere som salgschef i et benzinselskab bag sig og arbejdede de sidste år af sit arbejdsliv på en institution for utilpassede unge og som taxachauffør. Han er med sine 70 år knap otte år ældre end Ellen, der var ansat som chefsekretær i samme medicinalvirksomhed i 35 år.
Aldersforskellen har betydet noget for deres vilje til at planlægge deres liv efter arbejdet, mener parret, der allerede tidligt begyndte at tale om, hvordan det skulle tilrettelægges, så de kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet nogenlunde samtidig.
”Selvom det kan virke som en evighed, når man stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, så gælder det om at tænke langsigtet. Det er jo et helt liv, der skal planlægges. Det får man ikke bare styr på i løbet af den første uge,” siger Ellen Nielsen.
Alligevel er der kommet overraskelser undervejs. Det var for eksempel ikke meningen, at parret skulle bo i et lille stråtækt hus i Sjolte Strandløse med udsigt over Præstø Fjord. De skulle egentlig have tilbragt deres otium i et ældrevenligt rækkehus i Havdrup.
Men Ellen fik konstateret brystkræft, og de to besluttede sig for at få en oplevelse ud af de mange besøg på Næstved Sygehus’ stråleafdeling. Derfor varierede de ruten frem og tilbage og kom en dag forbi huset ved fjorden.
Hverken John eller Ellen kunne stå for det stråtækte tag og det sorte bindingsværk og endte med at skifte den fremtidsikrede bolig ud med dette hus med snørklede trapper og skæve vinkler.
”Selvom vi sådan set havde det hele planlagt ned til mindste detalje, så er det jo skønt at opleve, hvordan livet stadig kan folde sig ud på måder, vi ikke lige havde forudset, og at vi sammen har kræfterne og modet til at springe ud i nye ting,” siger Ellen Nielsen.
”Og så handler det også om, at vi havde oplevet sygdom. Ellen var alvorligt syg på det tidspunkt, men er heldigvis rask nu, og jeg blev for år tilbage ramt af en blodprop. Det gav os nok en følelse af, at vi havde – og stadig har – brug for at gribe livet her og nu,” siger John Nielsen.
Han understreger dog, at parret med en gennemgribende renovering og ved bevidst at indrette deres soveværelse i stueetagen også har fremtidssikret deres nye bolig.
Huset, der er opført i 1780, har føjet en ny dimension til ægteparrets liv som pensionister. Der er altid noget, der skal laves, males eller sømmes på plads. Og nu har Ellen og John planer om at grave sig ned i lokalhistoren for at finde ud af, hvem der har boet i huset før dem, og hvilke liv de har levet.
”Vi havde ellers vores interesser og fritidsaktiviteter på plads, men der kan åbenbart sagtens komme nye til. Og den her er vi fælles om,” siger Ellen.