Jomfru Marias gule blomst

Den har mange gode egenskaber og kan bruges til alt fra sengeunderlag til snaps og medicin. Gul snerre blomstrer netop nu

Det er nu, man kan se gul snerre blomstre langs vejkanter, på sandede strandmarker og i klitter. --
Det er nu, man kan se gul snerre blomstre langs vejkanter, på sandede strandmarker og i klitter. --. Foto: .

Det siges, at den gule blomst med de små smalle blade blev brugt som underlag, da Maria skulle lægge Jesus i krybben, fordi blomsterne er så bløde – deraf det maleriske tilnavn: Jomfru Marias sengehalm. Men i daglig tale kaldes den gul snerre, eller Galium verum på latin, og det er nu, man kan se den blomstre langs vejkanter, på sandede strandmarker og i klitter. Duften er kraftig og umiskendelig af honning, og blomsterne kan bruges til blandt andet snaps, som bliver bedre, jo længere den har lagret. Tidligere har man også brugt blomsten til at krydre øl.

I folkemedicinen har den gule snerre været brugt imod hudlidelser, maveproblemer, som sårmiddel og mod hugormebid og andre forgiftninger. Den siges også at virke mod gigt, krampe, stendannelser i nyrerne og epilepsi.

Før kristendommen var blomsten allerede i folketroen en hellig blomst og viet til gudinden Freja, kærlighedens gudinde, hvorfor blomsten blev lagt i sengen under fødende kvinder.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk