Jorden brænder under Inger Støjberg – forstå sagen om barnebrudsinstruksen

Det var ulovligt, da Inger Støjberg (V) i 2016 bad myndighederne adskille unge asylpar. Centrale vidner forklarer i disse dage den såkaldte Instrukskommission, at ministeren vendte det blinde øje til lovbruddet. Hvad handler sagen om – og hvilke konsekvenser kan den få?

Sagen handler lidt om barnebrude, men mest af alt om en minister, der måske har ignoreret advarsler fra centrale embedsmænd og brudt loven med åbne øjne. I denne artikel svarer Kristeligt Dagblad på spørgsmål, så du kan forstå sagen. Arkivfoto.
Sagen handler lidt om barnebrude, men mest af alt om en minister, der måske har ignoreret advarsler fra centrale embedsmænd og brudt loven med åbne øjne. I denne artikel svarer Kristeligt Dagblad på spørgsmål, så du kan forstå sagen. Arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Hvad handler sagen i Instrukskommissionen egentlig om?

Sagen handler lidt om barnebrude, men mest af alt om en minister, der måske har ignoreret advarsler fra centrale embedsmænd og brudt loven med åbne øjne. I februar 2016 afdækkede TV 2, hvordan mindreårige piger i flere tilfælde boede med deres ældre mænd på asylcentre. Inger Støjberg (V), der på daværende tidspunkt var udlændinge- og integrationsminister, besluttede sig for et tage et opgør med det, hun selv betegnede som ”barnebrudene”.

Den 10. februar 2016 udsendte hendes ministerium en pressemeddelelse, der også fungerede som en instruks (deraf navnet Instrukskommissionen) til myndighederne. Asylansøgere under 18 år må ikke længere bo sammen med deres ældre ægtefælle eller samlever, lød de nye regler. Der gjaldt ingen undtagelser – alle par skulle adskilles. Der var bare et stort problem: Instruksen var ulovlig. Man kan ikke adskille unge flygtningepar uden i hvert enkelt tilfælde at foretage en konkret, individuel vurdering.

”Det følger af både dansk ret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” slog Ombudsmanden allerede i marts 2017 fast.

Hvorfor undersøges sagen, når Ombudsmanden allerede har slået fast, at instruksen var ulovlig?

Fordi kommissionen blandt andet skal undersøge, om Inger Støjberg bevidst har brudt loven.

Eks-ministerens helt centrale forsvar har hidtil lydt, at instruksen ikke var undtagelsesfri. Mundtligt blev udlændingemyndighederne nemlig orienteret om, at der skulle være individuelle vurderinger. På den måde blev loven ikke blev brudt, hævder Støjberg.

Førende embedsmænd har dog i løbet af kommissionens første dage punkteret ministerens forklaring. På et centralt møde, der fandt sted den 10. februar 2016, sagde Inger Støjberg intet om individuel sagsbehandling.

”Der er ingen, der siger, at Udlændingestyrelsen skal huske at administrere anderledes, end det der bliver sagt i pressemeddelelsen,” sagde Henrik Grunnet, daværende direktør i Udlændingestyrelsen, eksempelvis i fredags.

Faktisk hævder en højtstående embedsmand, at hun på selvsamme møde direkte advarede Inger Støjberg om, at hun var på juridisk glatis. Men uden held.

”Hun havde en klar holdning om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning, og hun havde svært ved at acceptere, at den ikke kunne være undtagelsesfri. Jeg sagde, ’det er ligegyldigt, hvad du siger, den kan ikke være undtagelsesfri’”, sagde Lykke Sørensen, tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, i mandags i retten på Frederiksberg.

En intern mail, igen fra den 10. februar 2016, men uden specifik personlig afsender, belaster ministeren yderligere:

”Der er meget stor risiko for brud på børnekonventionen, eksempelvis hvis vi hindrer en 15-årig i at bo sammen med en 24-årig ægtefælle, med hvem hun har et barn. Det oplyste Lykke på koncerndirektionsmødet pba. Vurdering fra JM (Justitsministeriet, red.), og Støjberg skulle have udbrudt, højlydt: Den risiko tager jeg gerne!” står der i mailen.

Hvad siger Inger Støjberg selv?

Inger Støjberg bliver afhørt af Instrukskommissionen søndag den 24. maj og mandag den 25. maj.

På Facebook forsøger hun at få sagen til at handle om for og imod barnebrude:

”Jeg var og er fortsat inderligt imod, at ældre mænd tvinger mindreårige piger ind i ægteskaber som barnebrude.”

Derfor tager Inger Støjberg gerne ”en tur i retten i min kamp for at beskytte de mindreårige piger, som var blevet gift med ældre mænd”, skriver hun på sin Facebook-profil.

Ret beset er det en forsimpling. For politisk var der – også i 2016 – et bredt ønske om at gøre op med barnebrude, der boede med ældre mænd. Sagen handler i stedet om, hvorvidt ministeren var bekendt med, at adskillelsen var i strid med både dansk og international ret. Var hun det, er det en gedigen møg­sag for Venstres næstformand. Og for Venstre. Ministre må ikke bryde loven med åbne øjne – ej heller, hvis målet er sympatisk.

Kommer andre politikere i problemer?

Muligvis. En af de mest opsigtsvækkende oplysninger i Instrukskommissionen er en mail, der fedter forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ind i sagen.

Tanja Franck, departementsråd i Statsministeriet, bad allerede den 3. marts 2016 statsministerens departementchef, Christian Kettel, om at gøre Lars Løkke Rasmussen obs på et muligt lovbrud.

”nok vigtigt, at han (statsminister Lars Løkke Rasmussen, red.) får at vide, at UIBM’n (udlændinge- og integrationsministeren, red.) har meldt hårdere ud, end juraen kan holde til”, står der i mailen ifølge Politiken.

”Det siger sig selv, at dette er sprængfarligt. En statsminister skal gribe ind, hvis han ved, at en af hans ministre handler i strid med lovgivningen,” skriver Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret, Københavns Universitet, i en kronik i Altinget.

Der er endnu ikke lagt op til, at Lars Løkke Rasmussen skal afhøres af Instrukskommissionen.

Blev flygtningeparrene nogensinde adskilt?

Ja. 23 par nåede at blive tvangsadskilt efter instruksen ifølge Ombudsmanden. Da Ombudsmanden senere gik ind i sagen, ændrede udlændingemyndighederne praksis og foretog individuelle skøn.

Det betød, at en række par siden blev genforenet.

Men fra en redegørelse fra 2017 ved vi også, at fire kvinder efterfølgende fortsat ønskede at leve adskilt fra deres mand.

Hvad gør Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen?

V-formanden er sat i et ubehageligt dilemma. Han har brug for sin næstformand, hvis navn lader til at have en magnetisk tiltrækningskraft på vælgernes kuglepenne, og som desuden er fortroppen i partiets strammerfløj. Men på den anden side kan han ikke tie for evigt. Bakker han op om Støjbergs instruks, desuagtet om den var ulovlig? Instrukskommissionens undersøgelse er endnu ung, og meget kan ske endnu. Husk på, at Inger Støjberg endnu ikke har afgivet sin forklaring. Læg dertil, at kommissionen nok kan rejse kritik af Inger Støjberg – men at en eventuel rigsretssag i sidste ende kun kan rejses af et flertal i Folketinget.