Prøv avisen

Journalistikken lever og har det godt

Illustration: Rasmus Juul

Trods en udbredt opfattelse af, at medier bliver mere og mere sjuskede og overfladiske, kan forskere dokumentere, at dansk journalistik som helhed bygger på såvel høje idealer som flere og mere kvalificerede kilder end nogensinde

Når man som forsker skal måle dansk journalistiks kvalitet, kan man foretage en række konkrete optællinger fra aviser, radio, tv og netmedier og sammenligne nutidens tilstand med tidligere målinger. Og man kan tælle op, hvor mange sager om brud på god presseskik, der konkret indberettes til Pressenævnet.

Disse metoder er anvendt i to nye rapporter, ”Medieetik” og ”Journalistiske kvaliteter”, som Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet har udarbejdet som led i Kulturstyrelsens Rapportering om Mediernes udvikling i Danmark.

Forskerne har også stillet spørgsmål til henholdsvis journalister, mediernes læsere og andre brugere og politikere om, hvordan de synes, det går. Men for at kunne drage en samlet konklusion om, hvorvidt dansk journalistik er blevet bedre eller værre, må forskerne tilsætte egne vurderinger.

For eksempel kan man specifikt optælle, at morgenavisernes nyhedsartikler i 1999 byggede på gennemsnitligt 1,5 kilde pr. artikel, mens gennemsnittet i 2012 var steget til 2,4 pr. artikel. Studerer man de citerede kilders baggrund, kan man se, at politikere er de hyppigst brugte kilder, når man ser samlet på alle typer af medier. Men andelen er faldet fra 25 til 19 procent over de 13 år. Samtidig er andelen af forskere steget fra fire procent i 1999 til syv procent i 2012.

Disse tal kan ikke diskuteres. Men man kan selvfølgelig være enig eller uenig med professor Mark Blach-Ørsten fra Center for Nyhedsforskning i, at dette er udtryk for en stigende kvalitet.

”Vi går ud fra, at når journalisten anvender flere kilder til sin artikel, bliver der i højere grad leveret en modvægt til det, den enkelte kilde siger, og dermed bliver synspunktet nuanceret. Og når vi også anser den øgede brug af forskere som kilder som et udtryk for stigende kvalitet, hænger det sammen med, at forskere grundlæggende må antages at anlægge et fakta-perspektiv på emnet, mens politikere og folk fra erhvervslivet åbenlyst har en bestemt interesse, de varetager. Har artiklen kun én kilde, og hvis denne samtidig har en åbenlys interesse, øges risikoen for, at journalisten reduceres til mikrofonholder for et synspunkt,” forklarer Mark Blach-Ørsten.

Samtidig kan han dog ikke komme uden om, at han som forsker netop ikke kan siges at være uvildig i forhold til at vurdere, at flittig brug af forskere som kilder øger den journalistiske kvalitet.

Han formår imidlertid at lukke munden på denne tilstræbt kritisk indstillede journalist, da han forsyner Kristeligt Dagblad med en særkørsel af data fra undersøgelsen, som viser, at enkelte medier har en langt højere andel af forskerkilder end andre. Mens Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten ligger på de gennemsnitlige syv procent, har Politiken ni procent, Information 13 procent og Kristeligt Dagblad hele 18 procent forskere blandt deres kilder, viser optællingen.

Men inden vi kårer os selv som Danmarks førende kvalitetsmedie, må vi lige tage den med ro. Naturligvis er der mange andre faktorer, der kendetegner den gode journalistik. Og en af dem er uden tvivl ikke at drage forhastede konklusioner ud fra et lille hjørne af en stor undersøgelse.

Som nævnt er et centralt element i rapporten ”Journalistisk kvalitet” sammenlignende studier af, hvad pressen egentlig ser som sin opgave, og af, hvordan henholdsvis journalisterne selv, mediernes brugere og de danske politikere mener, at det går.

Når man studerer mediernes formålsbeskrivelser er det for Mark Blach-Ørsten og hans kolleger, Ida Willig, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg og Maria Bendix Olsen, tydeligt, at idealerne går i retning af at bidrage til oplysning og debat i demokratiet, at være den kontrollerende vagthund, der holder øje med magthaverne, og at uafhængighed, tilstræbt objektivitet og saglighed står centralt - sammen med måske knap så kvalitetssikrende idealer som aktualitet, underholdning og målgruppebevidsthed.

I en spørgeskemaundersøgelse har 1049 journalister fra alle medietyper, 798 folketings- og lokalpolitikere samt 2001 mediebrugere i form af læsere, lyttere og seere medvirket. De tre grupper ser lidt forskelligt på, hvad journalisters opgave er. Brugere og politikere synes især, at journalister skal levere tilstræbt objektiv formidling, mens journalister selv synes, de skal være mere kontrollerende, analyserende og fortolkende. Politikere og brugere synes især, kvaliteten kommer til udtryk ved, at der er brugt forskellige kilder, og at faktuelle fejl kan undgås, mens journalisterne i langt højere grad regner interessevækkende formidling og god præsentation med til den journalistiske kvalitet.

Spørger man direkte, om kvaliteten er blevet dårligere, er der i alle tre grupper flere, der siger ja end nej. Men mens 34 procent af journalisterne og 37 procent af brugerne synes, kvaliteten er faldet, skiller politikerne sig markant ud, idet hele 64 procent vurderer, at kvaliteten er blevet dårligere.

”Det er svært præcist at afgøre, hvorfor politikerne ser så negativt på pressen, men jeg tror, der er en tendens til, at de fokuserer mere på de enkeltsager, som går galt, end på den generelt gode kvalitet. Vi ved også fra en anden undersøgelse foretaget af forskere fra Syddansk Universitet, at politikere fra blå blok har en tilbøjelighed til at mene, at journalistikken favoriserer rød blok og omvendt,” forklarer Mark Blach-Ørsten.

Men journalisterne selv ser altså også et fald i kvaliteten - blot ikke hos dem selv eller deres eget medie. Kun i andre dele af pressen. Brugerne er også jævnt hen tilfredse, men skiller sig i øvrigt ud fra de to andre grupper i vurderingen af, hvem der egentlig leverer den bedste journalistik. Hos presse og politikere tilfalder denne ære morgenaviserne, mens befolkningen som helhed oplever, at tv er bedst.

Men hvorfor konkluderer Mark Blach-Ørsten, at journalistikkens kvalitet er stigende, når alle tre grupper i spørgeskemaundersøgelsen er enten lidt eller meget uenige?

Det skyldes, at han og hans kolleger i deres vurdering ser mindst lige så meget på, hvad de kan tælle sig frem til, som de ser på, hvad journalister, brugere og politikere føler. For eksempel at andelen af kilder pr. artikel er steget, og at andelen af kritisk vinklede frem for rent afspejlende artikler i finanslovsdækningen er steget fra 36 procent i 1999 til 57 procent i 2014.

Men medieforskerne betoner, at der er store forskelle i, hvor bearbejdede nyheder de enkelte medier leverer. De landsdækkende morgenaviser samt public service-tv og radio har en høj bearbejdningsgrad, mens for eksempel ugeaviser har en lav. Internetmedier - også dem der knytter sig til de store dagblade - har en høj aktualitet og derfor lav bearbejdningsgrad, mens det, der udkommer på tryk, er mere gennemarbejdet. Men samlet set har vi altså medier af højere kvalitet. Vurderes det anderledes, skyldes det ifølge Mark Blach-Ørsten, at alle iagttagere har fåret skærpet deres kritiske sans:

”Vi har en stigende mediebevidsthed, som udmønter sig i en skærpet mediekritik og skepsis over for, om det nu er sandt, hvad medierne fortæller. Det spiller også ind, at de enkelte medier er blevet meget mere aktive i forhold til at faktatjekke hinandens historier. Tidligere var det yderst sjældent, en avis skrev om det, hvis der stod noget forkert i en anden. I dag er der mange flere øjne på alt, hvad journalisterne skriver.”

Læs om Kristeligt Dagblads etiske retningslinjer og hvordan vi behandler klager over avisen på