Prøv avisen

Jubilæum skal bringe Norge tilbage i danmarkshistorien

Illustration: Rasmus Juul

I 434 år var Danmark og Norge forenet under den samme konge, men i 1814 var det slut. Efter skilsmissen har den danske konge og dansk historieskrivning fortrængt det lange ægteskab i en sådan grad, at markeringen af 200-året herhjemme nær var blevet glemt

Der findes mennesker, der reagerer på en skilsmisse ved at blive ved og ved med at tale om tabet, smerten og den tid, der var. Mennesker, som dyrker skilsmissen i en sådan grad, at den former deres videre liv. Og så findes der mennesker, som umiddelbart efter skilsmissen nærmest fortrænger, at der overhovedet var et ægteskab. Mennesker, som helst ikke vil se alt for langt tilbage.

Hvis man sammenligner Danmarks to store landafståelser i 1800-tallet, tabet af Norge i 1814 og tabet af Slesvig-Holsten i 1864, er det påfaldende, at Danmark i forhold til den sidste skilsmisse har svælget i alle minderne om tabet, besunget den i utallige højstemte sange og ved 150-året i 2014 mindes begivenheden med en stor, national tv-serie til mange millioner kroner.

Den første skilsmisse har derimod mest været genstand for fortrængning. Frederik VI, der var Danmarks konge i 1814, var så beskæmmet over tabet, at han forbød sine omgivelser at minde ham om det. Samtidig fik han udarbejdet propaganda, som hævdede, at Norge havde været en økonomisk byrde for Danmark, og at det derfor var en lettelse, at de to lande blev adskilt. Det var decideret usandt. Men det er ofte set i skilsmissesammenhæng, at den forladte part forsøger at omskrive historien til, at vedkommende i virkeligheden er spillets vinder.

Fortrængningen af 1814 handler ifølge historikere også om, at skilsmissetraumet fra 1814 i den senere historieskrivning er blevet overskygget af den næste skilsmisse i 1864. Og eftersom 200-året for 1814 markeres samme år som 150-året for 1814, tegnede det længe til, at denne overskygning også skulle præge året 2014.

I hvert fald var der intet som helst planlagt, da historikerne Jes Fabricius Møller, lektor ved Københavns Universitet, og Rasmus Glenthøj, postdoc ved Syddansk Universitet, i foråret 2012 henvendte sig til regeringen for at spørge til, hvordan begivenheden skulle markeres. Dengang var der endnu ikke budgetteret med en officiel markering og den store dramaserie i tvs bedste sendetid er der på intet tidspunkt nogen, der har drømt om.

LÆS OGSÅ: Fejring skal afslutte 200 års fortrængning

Ikke desto mindre fik henvendelsen effekt, idet Folketingets Præsidium, anført af Mogens Lykketoft (S) og Bertel Haarder (V), skred til handling og fik afsat særlige midler til folkeoplysning om den dansk-norske historie og fik lagt pres på regeringen.

Snakken om ikke at markere jubilæet har aldrig haft rod i Folketingets Præsidium, og derfor er det ikke forkert at sige, at det var Præsidiet, der tog initiativ til et samarbejde med regeringen og kongehuset om, hvordan vi skulle fejre jubilæet. Det var vores initiativ, og vi startede med at sætte et beløb af til det, fortæller Mogens Lykketoft, som ligefrem går mere op i at markere 1814 end 1864:

Jeg mener bestemt, at det er vigtigere at markere samhørigheden mellem Danmark og Norge og de positive historier, som også knytter sig til 1814s ellers for Danmark tragiske forløb. Men vi skal selvfølgelig også markere 1864, for vi har masser af forsoning og samliv på tværs af den dansk-tyske grænse. Begge markeringer er både Bertel og jeg meget optagede af, for vi går op i, at de nye, yngre generationer forstår den danske historie bedre. Hvis der i befolkningen er en manglende forståelse for 1814, er jeg glad for at kunne være med til at rette op på skævheden.

Den holdning og det initiativ er de to historikere i dag meget tilfredse med:

Det var da overraskende, at der dengang, mindre end to år før jubilæumsåret, ikke var programsat noget i Danmark, men bedre sent end aldrig. Siden vi henvendte os, er de kommet godt efter det, siger Jes Fabricius Møller.

Han tror ikke, at forglemmelsen skyldtes den samme bevidste fortrængning, som Frederik VI i sin tid praktiserede, men konstaterer, at 1864 nær var løbet med al opmærksomheden.

1864 er den begivenhed, som er helt fremme i arbejdshukommelsen, og det finder jeg ganske forståeligt. Men det ændrer ikke ved, at der også er god grund til at erindre den tid, hvor Danmark og Norge var under samme krone. Desuden må vi gøre os klart, at 17. maj 1814 er den vigtigste dato i Norges historie, og det vil skade vores nuværende forhold til nordmændene, hvis vi udviser demonstrativ uvidenhed herom, siger Jes Fabricius Møller.

Rasmus Glenthøj, som har skrevet ph.d.-afhandling om den dansk-norske skilsmisse, opnåede at blive medlem af det udvalg for planlægning af 1814-markeringen, som Folketinget nedsatte efter henvendelsen. Også han synes nu naturligt nok at der er blevet lavet et udmærket program.

Jeg glæder mig over, at Folketingets Præsidium havde to så engagerede og historisk bevidste personer i front som Mogens Lykketoft og Bertel Haarder. For 1814 er ikke kun et vigtigt år for nordmændene, men også for danskerne, siger Rasmus Glenthøj og uddyber:

Allerede i 1814 gik Danmark fra at være en mellemstor statsdannelse i Europa til at være en fjerderangs nation, der frygtede sin egen undergang. Samtidig betød afslutningen af Napoleons-krigene, som jo var årsagen til tabet af Norge, at hele vores måde at forstå nationalstaten på, blev forandret. Kulturnationalismen og liberalismen gjorde deres indtog.

Pointen er, at der ikke før 1814 var en tæt sammenhæng mellem kulturel danskhed og den nationalstat, Frederik VI regerede over. En stat, hvor en stor del af befolkningen talte tysk eller norsk. Samtidig skal man lægge mærke til, at 1814 ikke kun var et år, hvor Danmark blev straffet med en landafståelse, fordi vores konge tåbeligt havde holdt på den forkerte hest Napoleon i den store krig i Europa.

Eidsvoll-erklæringen i 1814 var en ny norsk forfatning, som i forhold til borgerrettigheder og demokrati var helt fremme i skoene for den tid, og lysår foran det fortsat enevældige danske regime. Erklæringen førte dog ikke til direkte norsk selvstændighed, idet landet frem til 1905 var underlagt den svenske konge.

Først 35 år senere fik Danmark en forfatning, som blandt sine inspirationskilder havde den liberale norske grundlov. Her er i øvrigt en anden central årsag til Frederik VIs paniske fortrængning af enhver dansk-norsk forbindelse den enevældige monark ønskede ikke, at danske liberalister skulle hente inspiration i Norge til at omstyrte hans regime.

Når 1864 formåede at udviske tiden før 1814 fra danskernes historiske bevidsthed, hang det sammen med den fortælling, som slog så stærkt igennem omkring 1864. Fortællingen om det danske folk som militært lille og svagt, men til gengæld moralsk og åndeligt førende. Et land, som i fællesskab, sammenhængskraft og kulturel og sproglig enhed skilte sig ud. En fortælling, der ikke er direkte usand, idet nederlagene i 1814 og 1864 jo netop skabte næsten overensstemmelse mellem det territorium, som husede de kulturelle danskere og udgjorde den danske stat.

Som Rasmus Glenthøj formulerer det, var der i denne konstruktion ikke rigtig plads til en både-og-bevidsthed om for eksempel Ludvig Holberg og Peder Tordenskiold som folkelige nordmænd og statsborgerlige danskere.

Langt op i 1800-tallet var der et tæt sprogligt og kulturelt slægtskab mellem danskere og nordmænd, og i samfundets elite var der rigtig mange, der var gift på kryds og tværs over landegrænserne. Derfor beholdt mange både-og-bevidstheden, men i dag er der me-get få tilbage, som har den, siger han.

Men der findes endnu mennesker med et ben i hver nation. Henry Qvamme er formand for Den Norske Forening, har selv boet i Danmark i 55 år og vurderer, at det er der 10.000-15.000 andre nordmænd, der gør. Ligesom befolkningen i Norge glæder de sig meget til fejringen af 200-året for friheden i 1814 og ser det som anledning til at hylde den fælles arv.

Jeg synes, det er fint. Det markerer, at vi er to lande, der har været sammen i 400 år og står meget tæt sammen. Vi i Den Norske Forening har arbejdet for samhørigheden siden 1863, og jeg tror, at samtlige nordmænd i Danmark er glade for forholdet til danskerne. Der er jo tæt kontakt mellem den norske stortingspræsident og Folketingets formand, Lykketoft, og de har lavet et fælles logo til fejringen. Den kontakt mellem landene er guld værd på mange måder, siger han.

LÆS OGSÅ: Lykketoft taler i Stortinget: Går i Churchills fodspor

Og Mogens Lykketoft konstaterer, at hvis ikke den brede danske befolkning for alvor er blevet opmærksom på, at en væsentlig markering er under opsejling i vores land, så er den norske befolkning lige så optaget af den danske markering som af sit eget stort anlagte grundlovsjubilæum:

De går meget op i vores fejring, og den norske gestus med at lade mig holde tale i Stortinget er udtryk for, at nordmændene er meget optagede af, hvordan Danmark deltager i fejringen. Vi har 400 års fælles historie, som ikke bare lige går hen over, hvordan landenes samkvem er. Fra et kommercielt synspunkt er Norge det land i verden, som køber næstflest danske varer (Island køber flest, red.), og det viser, hvor lange historiske bånd vi har med Norge. Der eksisterer en fælles nordisk følelse, men den dansk-norske følelse er meget stærkere, fordi vores fælles historie er så lang og trækker så tydelige spor.