Prøv avisen
Juleklassiker

Julefilosofi: Kant drømte om den evige (jule)fred

"Evig fred" eller "Fred i verden" står nok på manges ønskelister, og oplysningsfilosoffen Immanuel Kant (1724-1804) troede faktisk på, at den evige fred var mulig. Foto: .

Vi taler så meget om evig fred i julen. Men ville det egentlig ikke være alt for kedeligt? Dette afsnit af Julefilosofi byder på et møde med oplysningsfilosoffen Kant, som troede på den evige fred.

Ju-ulefred, ee-evig fred, toner julenat herned. Sådan synges der snart i hundredvis af danske kirker.

Selvom det nok var julens harmoniske ånd, der inspirerede B.S. Ingemann til at skrive salmen Glade jul i 1850, så tordnede kanonerne faktisk løs på den tid. Både herhjemme ved det største slag i Danmarkshistorien på Isted Hede og ude i Europa i en fortsættelse af flere århundreders krig mellem stormagterne.

Et halvt århundrede tidligere havde ufreden ellers fået en herre ved navn Immanuel Kant (1724-1804) til at slå i bordet og sige nok er nok. På sit tårnværelse i den lille, østpreussiske by Königsberg forfattede han i 1795 et lille skrift med titlen Zum Ewigen Frieden til den evige fred.

Kant er især kendt som oplysningsfilosof og fortaler for menneskets fornuft som en medfødt egenskab. Selvom hans værker omfatter tusindvis af sider om vores erkendelse, moral og æstetiske sans, er der noget særligt ved det korte, forholdsvis ukendte skrift om fred, mener Mihail Larsen. Han er lektor i filosofi ved Roskilde Universitet og har især har forsket i fornuftens historie.

Krigene ude i Europa gav nemlig Kant god grund til at overveje, hvad pokker man dog kunne gøre for at fremme freden, forklarer han.

Sidst i 1700-tallet var en fredsforhandling mellem Preussen og Frankrig i gang. Kants skrift om den evige fred er en kommentar til forhandlingerne. Egentlig er den lidt ironisk ment, hvilket kan ses i forordet, hvor han skriver: Evig fred finder man vist kun på kirkegården. Men grundtanken mente han faktisk seriøst: Den evige fred mellem stater er mulig.

LÆS OGSÅ Julefilosofi: Hvad er der mirakuløst ved en fødsel?

Lyset for enden af tunnellen, det lille håb for fred midt i den endeløse krig, fandt Kant i en egenskab, han mente alle mennesker besad: Evnen til at handle moralsk.

Mennesker udgør stater, altså må stater have moral ligesom mennesket, tænker han. Hans moralfilosofi går lidt forenklet ud på dette: At man, når man kommer i tvivl om en handling, spørger sig selv, om man kan være sig selv bekendt. Om det, man gør, vil kunne ophøjes til almen lov for alle mennesker. Det er en forsimplet udgave af det, der kaldes det kategoriske imperativ, siger Mihail Larsen.

I samme periode var alle filosoffer dog langt fra enige med Kant i hans menneskesyn. Tænkere som Thomas Hobbes og Machiavelli så krigene som en anledning til at dømme menneskene ude som grumme ufredsvæsener, der måtte styres oppefra. Men Kant havde altså en helt anden, næsten naiv tiltro til menneskets natur.

Hobbes og Machiavelli advokerede for, at man skulle sove med støvlerne på af frygt for hinanden.
 
Kant mente derimod, at mennesket fra naturens hånd er fredeligt. Vi drager ikke frivilligt i krig og lader os slå ihjel. Hvis vi først fik et demokrati og fik vores frihed, ville folkets lyst til at slå ihjel også forsvinde, tænkte han, forklarer han.

LÆS OGSÅ Kants pædagogik er moderne

En idé begyndte at tage form hos Kant. Hvad, hvis man havde en sammenslutning af demokratier, der i respekt for hinanden kunne opretholde en evig fred? Nyere tids unioner minder mistænkeligt meget om Kants forslag, ifølge Mihail Larsen:

EU er som snydt ud af næsen på Kant! Da man oprettede EU efter 2. Verdenskrig var det eksplicit for at undgå, at de europæiske nationer skulle få lyst til at gå i krig med hinanden igen. FN er en lidt løsere sammenslutning af stater, hvor nogle stormagter har vetoret. Så fordelingen er ikke helt lige, og FN er på mange måder i dag blevet en slags slagmark, hvor stater positionerer sig overfor hinanden i stedet for at bruge sammenslutningen til at fremme fred og samarbejde, mener han.

Kant ville altså have været EU-forkæmper, hvis han levede i dag. Men ville al den fred til evig tid ikke gøre livet lidt kedeligt, kunne man spørge?

Vi har haft 70 års fred i Europa, og vi kan se at udviklingen af et land går stærkest i fredstid. Der er dog rigeligt med krig at tage af ude i verden, hvis man mangler spænding. Men tænk nu, hvis Israel og Palæstina begge havde Kant i baghovedet og satte sig i hinandens sted, i stedet for at bruge kræfterne på i al evighed at mistænke hinanden.

Hvor langt kunne vi så ikke nå?, spørger Mihail Larsen.

Verdens borgere kunne altså godt lære noget af gamle Kant fra Königsberg i dag. I Mellemøsten er den seneste tids krigshandlinger sat på standby for et øjeblik. Det skyldes nok ikke julen, men måske er vi generelt lidt mere fredelige og gode ved hinanden i denne søde tid?

Den tese går vi videre med i næste afsnit af Julefilosofi, der behandler begrebet gavmildhed og én Tysklands store moderne tænkere: Peter Sloterdijk.