Moster Anna ønsker sig et lilla silketørklæde. Søster Maja har skrevet dén der parfume fra reklamerne på sin ønskeliste. Mor mangler en ny elpisker. Og far ønsker sig - som sædvanlig ingenting.
Med jul følger gaver. Men hvad er det egentlig, der får os til at give julegaver i læssevis, som de tre vise mænd, der kom med lækker myrrabalsam og glimtende guld til Jesusbarnet? Gør vi det af næstekærlighed, tradition eller fordi, vi ved, vi får noget igen?
Svaret er ifølge den tyske tænker Peter Sloterdijk (f. 1947) et helt fjerde: At vi mennesker er født med en trang til at forkæle hinanden. Sloterdijk er især kendt for at analysere det moderne menneske og værket Kritik af den kyniske fornuft det bedst sælgende filosofiske værk på tysk siden 2. Verdenskrig. Steen Nepper Larsen, lektor i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet har læst Sloterdijk i mange år og anmeldt hans bøger for Dagbladet Information. Ifølge ham er mennesket hos Sloterdijk et overskudsdyr:
Vi er den eneste art i dyreriget, der er bestemt til at forkæle. Vi fødes som små ufærdige væsener, der dør, hvis de ikke får kærlighed. Andre steder i dyreriget står unger ret hurtigt på egne ben, men menneskets yngelplejefase viser, at vi opbygger vores hjerner ved at give omsorg, forkæle og give hinanden lov til at øve os i at være mennesker.
LÆS OGSÅ: Julefilosofi: Kant drømte om den evige (jule)fred
Når vi nurser de små børn og tager os tid til at opdrage på dem, viser det altså vores indbyggede trang til forkælelse. Men hvor vidt rækker forkælelsen? Er vi faktisk kærlige over for dem, vi går og brokker os over i hverdagen - den sure kassedame, den lydfølsomme underbo og politibetjenten, der gav en bøde for at køre uden lys på cykel?
Forkælelsen er overalt, mener Sloterdijk. For eksempel i kunst og arkitektur. For hvorfor dog gøre noget ud af en bygning ud over det funktionelle, hvis ikke for at gøre noget godt for sine medmennesker? Selv staten ser han som en slags forkælelsesmekanisme, vi har oprettet: Vi forkæler hinanden med velfærd, biblioteker, sundhed og sikkerhed.
Det kunne næsten lyde som god, gammeldags kristen næstekærlighed. Og selvom tyskeren med det spøjse navn ikke har noget religiøst projekt, er der alligevel noget nærmest næstekærligt over hans tanker, mener Steen Nepper Larsen:
Han har noget, han kalder for en vær velkommenheds-etik. Etikken tryller Kants moralfilosofi om til sætningen: Handl således, at du kan ville, at alle børn, der fødes i verden, er velkomne. Når nu vi kan fravælge børn med fosterdiagnostik og sene aborter, så mener han også, at vi bør byde de børn, der fødes velkommen i alt, hvad vi gør.
LÆS OGSÅ: Julefilosofi: Hvad mirakuløst er der ved en fødsel?
Et ganske sympatisk projekt, skulle man synes. Men hvad er det så, der gør, at alle børn ikke fødes som velkomne i verden, og at voksne mennesker nogle gange slet ikke kan finde ud af at forkæle andre?
Vi mennesker er blevet kyniske, men på flere forskellige måder, mener Sloterdijk. Der er den rå og kyniske magtudøvelse for magtens skyld, og så er der den ironiske kynisme, vi mennesker kan udtrykke, når vi bjæffer af magtdemonstrationer, er eksempler på det. Sloterdijk er på den måde meget kritisk over for magten. Men vi når kun til kynismen, fordi vi undertrykker det, vi er bestemt til: Nemlig at drage omsorg og forkæle hinanden.
Peter Sloterdijk er i Tyskland både kendt som tv-vært, forfatter og rektor på Kunstakademiet i Karlsruhe. Han har dog også provokeret offentligheden blandt andet ved at fremhæve folkets ret til at prutte i offentligheden, og ved at sige, at han ikke gider betale skat. Det, mener han, vi alle burde gøre af lyst til at være gode ved hinanden, ikke ved tvang, forklarer Steen Nepper Larsen.
Sloterdijk er ligesom Nietzsche overbevist om, at filosofi skal slå hårdt. Han skriver med ironi og satire og forsøger at videreføre traditionen filosoffen som kommentator på tendenser i samfundet - et slags moderne, opbyggeligt projekt. Men modsat oplysningsfilosoffer som Kant og Hegel tager han kroppen og alt det anstødelige med i sine betragtninger som Nietzsche også gjorde det.
Et sted, hvor det muligvis var tilladt at prutte i offentligheden er det gamle Grækenland. Her havde en måske pruttende - filosof ved navn Platon faktisk stor succes med at skrive om noget, man også kunne argumentere for, at vores gavegivning i julen skyldes: Nemlig ren og skær kærlighed. Det ser vi nærmere på i fjerde og sidste afsnit af Julefilosofi.