Julehandlen har sin helt egen cyklus

Indkøb til julen begyndte for alvor i sidste uge med Black Friday. Det var første af i alt tre bølger med juleindkøb i landets supermarkeder

Hos Coop satser man ikke på, at julehandlen kommer til at ændre sig meget fra tidligere år. Sidste år var december dog præget af coronarestriktioner, men forhåbentlig sker det ikke i samme udstrækning i år, siger Lars Aarup.
Hos Coop satser man ikke på, at julehandlen kommer til at ændre sig meget fra tidligere år. Sidste år var december dog præget af coronarestriktioner, men forhåbentlig sker det ikke i samme udstrækning i år, siger Lars Aarup. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

”Det’ jul, det er cool, det’ nu man hygger sig bedst”.

Sådan lyder det i MC Einars efterhånden ikoniske julesang ”Jul’ det cool” fra 1988. Og som det fremgår af selvsamme sang, så følger der et vist forbrug med danskernes julehygge. Et forbrug, som de seneste år er begyndt allerede måneden inden juleaften.

Det kan ikke mindst det amerikanske Black Friday-fænomen tage æren for – en dag, hvor mange benytter sig af at kunne købe årets julegaver til nedsat pris. Og i år ser det ud til, at endnu flere har været på tilbudsjagt og har fundet kimonoen til mormor og iPhonen til lillebror til billigere penge. I hvert fald oplyser betalingstjenesten MobilePay i en pressemeddelelse, at den på dette års Black Friday rundede 740 millioner kroner i omsætning. Til sammenligning var tallet sidste år 366 millioner kroner – altså en stigning på 102 procent. Og har danskerne købt, hvad de forventede, de ville, er det særligt elektronik, tøj og sko, der ligger under juletræet i år. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Nets, der står bag ved blandt andet Dankortet og Betalingsservice.

Mens en del danskere i forbindelse med Black Friday-ugen allerede har fået overstået eller er kommet godt i gang med julegaveindkøbene, er der også så småt kommet gang i julehandlen i supermarkederne. Det fortæller Lars Aarup, kommunikations- og analysechef hos Coop.

”Særligt fordi første advent faldt tidligt i år, er der allerede gang i første bølge af juleindkøb i vores butikker. Her er det brunkager, æbleskiver, flormelis, jordbær- og hindbærmarmelade, kakao og gløgg, som ryger i indkøbsvognen lige nu,” siger han.

Lars Aarup fortæller, at julehandlen i Coops supermarkeder sædvanligvis følger et helt særligt mønster, og lige så snart danskerne har fået sat de første æbleskiver og den første gløgg til livs, skal de i supermarkedet igen.

”Julehandlen har sin egen specielle cyklus, der er tredelt. Når de første juleindkøb er gjort, så begynder næste bølge, som bærer præg af, at julefrokosterne for alvor er i gang. Her bliver der købt stort ind af sild, æg, rejer, rugbrød, fedtegrever og snaps,” siger han og tager os videre med på cyklussens sidste indkøbstur.

”Til sidst, helt op mod juleaften, er det kanel, ris og smør samt alt andet, der skal bages af, som ryger i indkøbsvognen. Og så naturligvis ænder, flæskesteg og kartofler til julemiddagen,” siger Lars Aarup.

Hos Coop satser man ikke på, at julehandlen kommer til at ændre sig meget fra tidligere år. Sidste år var december dog præget af coronarestriktioner, men forhåbentlig sker det ikke i samme udstrækning i år, siger Lars Aarup.

”Altså hvis corona stikker en kæp i hjulet, som den gjorde sidste år, så kan der godt komme et lidt andet indkøbsmønster. For det betyder, at de lidt større julefrokoster bliver aflyst. Til gengæld deles de op i flere små. Så sidste år oplevede vi, at der for eksempel blev solgt flere ænder, fordi der pludselig var flere mindre selskaber, der alle skulle have en and,” siger han.

Og holder statistikken fra sidste år, må Coop hellere sørge for at få fyldt rigeligt med ænder i fryseboksen. For her viste en undersøgelse fra Coop, at når det kom til kød, så var det hele 73 procent af danskerne, der foretrak at spise and juleaften, mens flæskestegen kom ind på en suveræn andenplads.

Samme statistik viste desuden, at især fire slags tilbehør er i høj kurs til julemiddagen den 24. december – nemlig brune kartofler, hvide kartofler, lun rødkål og chips.