Prøv avisen

Julehjælp handler ikke om tro, men om fattigdom

1714 familier har i år fået en julecheck af Mødrehjælpen. Det er 700 flere familier end sidste år. Julehjælp til muslimer har været genstand for debat, men Frelsens Hær afviser at julehjælp er forbeholdt kristne. Foto: Christian Als/

Kritikken af Frelsens Hærs uddeling af julehjælp til muslimer kommer formentlig ikke fra de allermest kristne, mener informationschef i Frelsens Hær Lars Lydholm, i sit forsvar for også at uddele julehjælp til muslimer

Frelsens Hær er landets største uddeler af julehjælp. Under 10 procent af modtagerne er muslimer. Men hvorfor skal en kristen organisation overhovedet hjælpe muslimer?

Der ligger for mig i det kristne budskab, at vi skal hjælpe alle. Uanset hvad de tror på. Det er desuden en del af Frelsens Hærs dna, at vi hjælper alle uden diskrimination. Gør vi ikke det, forråder vi det kristne budskab, vi er sat i verden til at formidle. Den barmhjertige samaritaner er et kerneeksempel på, at næstekærlighed og hjælp til folk i nød uanset religion og race er en grundlæggende, kristen værdi, siger Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær.

LÆS OGSÅ: Julehjælp til muslimer udløser kraftig kritik

Men julehjælp handler jo specifikt om julen, som de færreste muslimer fejrer?

Hvis vi vil integrere andre religioner og kulturer i det danske samfund, kan vi starte med at integrere dem i vores fester og højtider. Hertil kommer, at julehjælpen mest er for børnenes skyld. Og muslimske børn går jo i skole som alle andre og hører, hvordan deres kammerater fejrer jul. Vi ønsker, at alle børn skal have mulighed for at tage del i julens fest på en værdig måde. I øvrigt er det min erfaring, at de fleste muslimer holder en eller anden form for fest juleaften.

Men hvorfor er det rimeligt, at kristne familier, der gerne vil holde en traditionel, dansk jul, må undvære hjælp, fordi muslimer, der ikke fejrer jul, også søger hjælp?

Den kritik hører vi ofte, og til det må jeg bare spørge: Hvor mange af dem, der søger hjælp hos os, er aktive kristne? Skal vi til at måle efter, hvor ofte folk går i kirke? Hvad med de mange danskere, der er ateister har de så heller ikke fortjent at få hjælp? For os handler det ikke om tro, det handler om fattigdom. Hvis det handlede om tro, er spørgsmålet jo, hvor mange der overhovedet skulle have julehjælp. Der er en del hykleri i den her debat. Og kritikken kommer formentlig ikke fra de allermest kristne.

Julen er jo kristendommens største højtid. Burde det så ikke netop handle mere om tro?

Nej, for budskabet er for alle mennesker, ikke for særlige trosretninger. Julens budskab og ånd er netop at række ud til alle.

Hvor omfattende skal kritikken blive, før det påvirker jeres praksis?

Vi kommer ikke til at reagere på kritikken, selv hvis den koster os alle vores bidragsydere. Det er en grundværdi i Frelsens Hær, at vi forkynder evangeliet og i Jesu navn hjælper uden at diskriminere. Jeg har en klar fornemmelse af, at der er mange, der forstår næstekærlighed på samme måde som os. Vi kan se, at vi hvert år mister bidragydere på denne diskussion, men vi får endnu flere nye.