Prøv avisen

Julens legetøj er på plads allerede i foråret

Morten Boye er 39 år og uddannet cand.negot. Han har arbejdet i Top Toy som marketingdirektør siden juli. Foto: Sonny Munk Carlsen.

Arbejdet for at finde og lancere denne juls legetøjshits begyndte allerede i oktober sidste år for marketingdirektør i Top Toy Morten Boye, der i disse måneder rejser Norden tyndt for at sikre, at legetøjskoncernens mange filialer er klar, når julesalget for alvor sætter ind. Som barn holdt han selv mest af sin yo-yo

Marketingdirektør Morten Boye scanner rækkerne af bamser, dukker, spil og actionfigurer i Top-Toy?s enorme legetøjsbutik i Rosengaards-centret i Odense, mens han opmærksomt lytter til butikschefens afrapportering om lagerbeholdninger, kundereaktioner og foreløbige salgstal.

Morten Boye er netop landet i Danmark efter rejser i Sverige og Tyskland, hvor legetøjskoncernens svenske og tyske filialer er blevet aflagt lignende besøg. Senere rejser han videre til Norge, og herefter går turen til Finland. Der er endnu mange hyldemeter legetøj, der skal ses efter i sømmene, og en plan for levering af flere tusinde paller med spil, dukker og plysdyr, der skal falde endeligt i hak, før ledelsen i Top-Toy kan slappe af og lade julefreden sænke sig.

December er uden sammenligning legetøjskæden Top-Toy's travleste, men også vigtigste måned. Det er nu, kæden skal hive en væsentlig del af omsætningen hjem, og der er derfor heller ikke overladt noget til tilfældighederne.

Forberedelserne til dette års julesalg startede allerede i oktober sidste år, da Morten Boye sammen med sine kolleger indledte deres søgen efter denne juls helt store legetøjsdiller. Dukken, ingen otteårig pige vil være foruden, actioncomputerspillet, der vil knock-oute alle de andre spil på markedet, og samleobjekterne, der vil sikre øjeblikkelig social accept blandt skolekammeraterne i det nye år.

"Vores arbejde starter i oktober og kulminerer i april og maj. Vi lægger os endeligt fast på, hvilke mærker og produkter der skal satses på i julen, mens alle andre er travlt optagede af at planlægge deres sommerferie," siger Morten Boye, der betegner de hektiske rejser i december som den sidste kraftanstrengelse for at få julehandlen sikkert i hus.

Hvordan finder I ud af, hvad der skal satses på?

"Vi er ofte lidt efter udviklingen i USA, så det marked giver os en god pejling af, hvilke produkter der hitter. De store børne- og animationsfilm - som blandt andet Toy Story-filmene - skaber også ofte produkter, som bliver meget populære, så filmpremierer og dvd-udgivelser køber vi også ind efter det. Udbuddet bliver stadig større, og børnene efterspørger i stigende grad produkter, der kan noget mere eller er del af noget større, for eksempel en fortælling eller et univers fra en film eller tv-serier. Men vi kan også bliver overraskede. Nogle gange opstår dillerne nedefra blandt børnene selv. Sidste år hittede Zhu Zhu Pets – en form for interaktive hamstere. Den havde vi ikke set komme, men så bliver udfordringen at omstille sig og hurtigt hente produkterne hjem, så vi kan følge med efterspørgslen."

Så børnene selv kan også drive et legetøjshit frem?

"Børn i dag er kritiske forbrugere, der stiller store krav til legetøjets værdi. Derfor bliver anbefalingerne fra jævnaldrende meget vigtige. Man kan selvfølgelig fortsat sælge legetøj med marketing og reklame, men eksponeringen og brugen af produkterne i for eksempel skolegården bliver stadig mere afgørende for, hvad der hitter. Derfor satser vi meget på små samleobjekter som fodboldkort og mindre figurer og produkter, der kan byttes og spilles med mellem kammeraterne og dermed starte en dille. De produkter ligger samtidig på et prispunkt på omkring 100 kroner, der gør dem tilgængelige for langt de fleste. Det skaber større udbredelse og efterspørgsel."

Får du nogensinde moralske kvababbelser over at skabe behov blandt børn for ting, som strengt taget ikke er nødvendige?

"Jeg ved ikke, om man kan sige, at produkterne ikke er nødvendige, bare fordi der er tale om legetøj. Legetøj er selvfølgelig underholdning, men man skal ikke underkende, at der også er læring og udvikling at hente i legetøj og spil. Jeg har ikke kvababbelser, jeg tror snarere, at jeg er stolt over at være med til at pege på og lancere nogle produkter, som er af ordentlig kvalitet, og som børn kan få noget ud af. Børn er ikke nemme at prakke noget på. De stiller store krav og har øje for detaljer og funktioner, vi voksne slet ikke har blik for. De er lynhurtige til at sætte sig ind i produkterne og forstå alle deres anvendelsesmuligheder. Legetøj er med til at åbne for nye universer, som er interessante og relevante for børn, der har behov for at udvikle og udfordre deres fantasi hele barndommen."

Men det er jo ikke alle børn - eller rettere alle forældre - der har råd. Hvad tænker du om dem, der ikke kan være med på de nye juletrends?

"Det er rigtigt, at der er børn - også herhjemme - som ikke har adgang til de nye trends, i hvert fald ikke i samme omfang som det store flertal. Det betyder noget for dem, og de kan føle sig udenfor. Det vil jeg ikke afvise. Men jeg bliver nødt til at fremhæve, at mange legetøjshits netop ligger på det her prispunkt på omkring de hundrede kroner, og at langt de fleste dermed kan være med i et eller andet omfang."

Hvad var du selv gladest for som barn?

"Hmm, jeg tror faktisk, det var min yo-yo. Den var ligesom de nye samlediller, noget man havde med i skole og som havde et sports- og konkurrenceelement."

Når du tænker tilbage på din egen barndoms jul, hvad husker du så med størst glæde? Gaverne eller hyggen?

"Ja, de fleste voksne siger jo, at det er samværet, de husker og hyggen, der virkelig betød noget. Det er det helt sikkert også for mig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det dengang ikke også betød utroligt meget, hvad der var i pakkerne. Det var det, hele december byggede op til, og det er det altså også i dag. Suget i maven over, hvad man nu får, og om man får det, man har ønsket sig, er altså en stor del af julen."

bech-jessen@k.dk