Julens vigtigste budskab om Jesu fødsel må ikke glemmes

Vi glemmer, hvad vi fejrer i julen, hvis vi fortsætter med at gå op i overtro og størrelsen af gaver, mener en sognepræst. Men overtro har altid været en del af julen, siger historiker

Julens vigtigste budskab om Jesu fødsel må ikke glemmes

Nisser, julemænd, overtro og gaver er en del af julen, men hvis man begynder at tage de traditioner mere alvorligt end den oprindelige fejring af Jesu fødsel, så er den gal.

Det mener Vibeke Tuxen, der er sognepræst ved Johannes Døbers Kirke og Margrethekirken i København. For julen er en kristen tradition, og det er den, vi primært bør fejre, siger Vibeke Tuxen. Ellers ender det hele i pjat og leg.

Julens oprindelige budskab er ved at forsvinde, og det betyder, at man glemmer, hvad man fejrer. Og med den lysfest, som julen nogle steder er ved at forandre sig til, bliver det endnu sværere at holde fast i den oprindelige fortælling. Med al den dyre julepynt, overtro og opmærksomhed på fest og farver er man langt fra, hvordan det egentlig foregik ved Jesu fødsel. Det var jo i en mørk stald i Betlehem under ydmyge kår, siger Vibeke Tuxen.

LÆS OGSÅ: 34 citater om jul

Hun ejer selv et par nisser og er med egne ord ikke en anti-nisse, men det afgørende må ifølge sognepræsten være, at julen har rødder i den kristne historie og ikke i de nutidige menneskeskabte traditioner, der handler om enorme madmængder, dyre gaver og overtro.

Men overtro har i flere hundrede år været en del af de danske juletraditioner, lyder det fra Anja Jørgensen, museumsinspektør ved Frilandsmuseet.

Endnu før juletræet, julenisserne og gaver under træet kom til bondestuerne i det ganske land i 1800-tallet, havde man budt velkommen til de overjordiske fænomener som en naturlig del af julen.

Juleaften blev bondens hund gelejdet ind som den første. Til den stod der tre forskellige slags grød klar. Én med hver af de tre kornsorter, bonden dyrkede mest på marken: byg, rug og havre. Den grødsort, som hunden spiste først, var den, som bonden ville sætte sin lid til frem til næste år.

Der blev også slappet af i julen, men det var ikke så meget for velværets skyld som for livets opretholdelse. Kvinden måtte ikke spinde, for intet måtte dreje rundt i julen. Og hun skulle slet ikke hænge vasketøj til tørre. Ordsproget lød nemlig, at Den, som klæder gærder i julen, skal klæde lig, før året er omme.

Og så var der troldene, helhestene og de ondsindede nisser. For at de ikke skulle besøge hjemmet i julen, forsøgte man at holde dem fra døren ved hjælp af jern. Der blev hængt jern over stalddøren, og der blev sat knive i dørtærsklerne. Sådan sørgede man for, at alt ondt blev holdt væk i juletiden.

LÆS OGSÅ: Haaa-le-juul-ja: Historien om Händels oratorier

Netop sagnet om nissen har, fortæller Anja Jørgensen, en sjov historie. For det første var han oprindelig ikke en julenisse, som vi kender ham i dag. Han fik navnet nisse, fordi Niels på den tid var det mest almindelige navn. Og hans påklædning, de grå bukser, bondeskjorten og den røde hue, spejlede også menneskenes. Han boede på gården året rundt og passede på dyrene. Hvis han ellers fik det, som han ville have det. Ellers var han ikke sød.

Han kunne blive ondskabsfuld. Karlene blev skubbet ned fra høloftet, så de brækkede nakken, og dyrene blev slået ihjel. Men i midten af 1800-tallet, da flere andre juletraditioner kom til os fra blandt andet Tyskland, blev han borgerliggjort og pæn. Han fik kone og en masse søde børn og begyndte at komme med gaver, fortæller Anja Jørgensen.

Allerede der begyndte de første kritiske stemmer at lade sig høre omkring fejringen af julen i Danmark.

Grundtvig og en række salmedigtere var meget kritiske, og de mente, at Jesus blev glemt midt i al juletræs-pynten. Senere blev Grundtvig så mere begejstret og så lyset i stjernen på toppet af træet. Det blev en måde at være sammen på. Senere kom der så igen kritik af julegaverne. Det havde intet at gøre med julen, mente de intellektuelle. Men for de jævne folk har overtroen altid betydet mindst lige så meget som det kristne budskab.

Det er klart, at kristendommens jul intet har at gøre med nisser og julemanden, men det er ikke noget problem, mener Jesper Tang Nielsen, prodekan, professor (mso) og studieleder på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. For der er ingen, der ser en sammenhæng mellem Jesu fødsel og nisser, siger han. Desuden er det ikke fremmed for kristendommen at skulle finde sit fodfæste i en kultur, hvor der også lever andre kulturelle udtryk.

Julemanden er tydeligvis en mytologisk fyr, og Jesus bliver betragtet på en anden måde. Og der behøver ikke at være en konflikt i, at man læser en historie om julemanden i forbindelse med jul. Jeg tror ikke, at de, der fejrer julen som en religiøs begivenhed, vil have svært ved at sondre mellem løjer og den kristne jul.

Er der ikke en risiko for, at man tilsidesætter og glemmer fejringen af Jesu fødsel, hvis alt handler om nisser, julemanden og forbrug?

Det er der selvfølgelig. Men hvis man endelig skal stille det spørgsmål, så handler det måske om, at der kan være en risiko for, at det kristne budskab kommer til at figurere på samme niveau som julemænd og nisser og ikke den anden vej rundt.

Deri ligger nøjagtig sognepræst Vibeke Tuxens bekymring. Spørger man hende, bør man være varsom med at give forkerte billeder af julen. Særligt hvis den fælles referenceramme dermed bliver, at det skal være dyrt og flot.

Så føler vi pludselig, at der er nogle forskellige standarder for gaver, maden, festen og julefrokosten, der skal leves op til. Det er vigtigt at give hinanden glæder, men hvis man kommer dertil, hvor man skændes over, hvad og hvor meget der er givet for i gaver, så bliver det et problem.