Prøv avisen
Historiens nulpunkt

Jura efter Auschwitz: Regimer skal holdes i ave

Rudolf Höss forsøgte inden sin henrettelse at fralægge sig sit personlige ansvar for at have ledet Auschwitz og i stedet skyde skylden på regimet i Nazi-tyskland. Her ses han ved sin tilfangetagelse i 1946. – Foto: Ritzau Scanpix.

Det er 75 år siden, at sovjetiske soldater den 27. januar 1945 befriede koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i det tyskbesatte Polen. Hvad kom lejren til at betyde for eftertidens jura?

Rudolf Höss orkestrerede som kommandant i Auschwitz en dødsindustri af hidtil usete dimensioner, inden han hver aften gik hjem til sin bolig lige i nærheden og legede med sine børn. I sit arbejde var han ikke drevet af had eller glæde ved at slå ihjel, hævdede han sidenhen. Tværtimod fyldte det ham med lede at være vidne til og deltager i folkemordet. Men han følte ikke, han kunne andet end opfylde sin pligt over for det regime, han var en del af. Han var magtesløs, påstod han.

Opgaven med at dræbe mennesker på samlebånd fik Höss fra Hitler via SS-lederen Heinrich Himmler i 1940. Da russerne befriede Auschwitz, var Höss stukket af. Men godt et år senere, i marts 1946, blev han pågrebet af britiske soldater nær Flensborg, og trods sine forsøg på ansvarsfralæggelse, blev han dømt til døden. Den 16. april 1947 blev Höss ført til Auschwitz, hvor han havde så mange liv på samvittigheden, og hængt.

Året efter, den 10. december 1948, fik verden, hvad man kunne kalde det første udkast til global lovgivning, der beskytter menneskeheden mod forbryderiske regimer – og som slår fast, at den enkelte ikke kan fralægge sig sit personlige ansvar og skyde hele skylden på regimet.

FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder nævner ikke direkte Auschwitz eller holocaust. Men i forteksten står, at den bygger på, at ”tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed”, og at ”skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål”, påpeger Steven L.B. Jensen, historiker og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

”Jeg vil mene, at dette kan læses som en reference specifikt til nazisternes udryddelse af jøder og samtidig til Anden Verdenskrig generelt. Selvom holocaust ikke var den eneste anledning til, at vi fik en menneskerettighedserklæring, er det en vigtig del af bagtæppet. Det var heller ikke uden betydning, at en af hovedforfatterne, den jødisk-franske juraprofessor og senere modtager af Nobels fredspris. René Cassin, personligt havde mistet 26 familiemedlemmer i Auschwitz,” siger han.

Steven L.B. Jensen fremhæver flere steder, hvor Auschwitz dukker op som argument i efterkrigstidens arbejde med en skabe en international jura, som beskytter individet mod regimets overgreb og pålægger individet ansvar på trods af regimets ordrer.

”I de første udkast til FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra slut-1940’erne indgår et forbud mod at udføre medicinske eksperimenter på mennesker, der ikke er gået frivilligt med til det, og sidestiller dette med tortur. Dette henviser til de medicinske forsøg, som blandt andet fandt sted i Auschwitz. Der er også en sag, som ikke er videre flatterende for Danmark, som i 1949-1950 ønskede at få indført tvangssterilisation af ”åndssvage” som en beskyttet praksis i konventionen.

”Det ønske blev hældt af bordet af andre nationer, som åbenbart havde holocaust-erfaringen tættere inde på livet og fandt det utroligt, at Danmark ikke udviste forståelse på dette punkt, blot fem år efter Auschwitz,” fortæller historikeren.

Ud over en menneskerettighedserklæring, som ikke var bindende for stater, fik FN også en folkedrabskonvention i 1948. I 1950 blev den mere bindende europæiske menneskerettighedskonvention vedtaget af Europarådet. Det var dog først i 1990’erne, efter folkedrabet i Bosnien, at verden så en egentlig international retsinstans. Men den lære, som også Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien fra 1993 hvilede på – at international jura skal holde regimer i ave – er en lære, der går tilbage til Auschwitz.