I sin nye bog ”Fri” har OL-svømmeren Jeanette Ottesen beskrevet, hvordan hun og andre svømmere mobbede kollegaen Lotte Friis. Jeanette Ottesen giver i bogen en undskyldning til den nuværende radiovært. Men Lotte Friis følte, at undskyldningen udstillede hende, og derfor har Jeanette Ottesen nu undskyldt sin første undskyldning. Sagen har udløst en større debat, blandt andet fordi Ottesen i 2016 var ambassadør for antimobbekampagnen ”Alle for en”.
Hvad er din faglige vurdering af sagen om Jeanette Ottesen og Lotte Friis?
Generelt kan man sige, at det er en fortvivlende sag på alle niveauer. Der bliver dels givet en forkert forklaring på, hvorfor mobningen fandt sted: nemlig at mobbeofferet, Lotte Friis, havde nogle karaktertræk, som resulterede i mobning. Sådan hænger mobning ikke sammen. Det er miljøet og ikke personer, der skaber grobund for mobning. Dels blev debatten også brutal. Jeanette Ottesen endte med at blive offergjort på internettet. Vi kan ikke bekæmpe eksklusion med eksklusion.
Er mobning udbredt i Danmark?
Det er svært at svare ja eller nej til. Egentlig ser det ud, som om mobning er på tilbagetog på grundskolerne. Til gengæld er flere ensomme. Det kan tyde på, at mobbeformerne bliver mere subtile. At der ikke så meget er tale om buksevand, men nærmere social udstødelse.
Hvilken slags mobning blev Lotte Friis udsat for?
Det ligner en blanding. Altså både en synlig mobning i form af hårde ord og en mere subtil eksklusion.
Er der mere mobning i konkurrenceprægede miljøer?
Det kan godt være tilfældet, hvis sammenhængskraften i miljøet ikke er høj, og kammeratskabet ikke er velfungerende. Det er ikke det konkurrerende i sig selv, der skaber mobningen, men det kan forstærke den. Sportsgrene, som er meget individualiserede som for eksempel svømning, kan forstærke mobningen.
Hvad kan være grunden til, at mobning opstår?
Mobningen kan være meningsskabende. Udøverne kan skabe et ”vi”, som de ellers mangler. De definerer deres ”vi” ud fra dem, de har ekskluderet. Det kan godt fungere som et skud fællesskab – på den korte bane. Men på den lange bane kan alle i miljøet risikere at blive ekskluderet, og det er usundt og utrygt.
Hvordan kan man komme sådan en kultur til livs?
Med forebyggelse. Slogans og mobbeplaner er ikke nok, praksissen skal følge med. Man skal hilse på alle, når man går ind i et rum, man skal tage sig godt af de nye, man skal løse konflikter, for dem kan man ikke slippe for.
Hvad kan den enkelte gøre?
Den bedste hjælp, et mobbebarn kan få, er, når andre børn blander sig i stedet for at se passivt til. Børn skal selvfølgelig ikke stå alene med det, men det er vigtigt, at man opdrager børn til at blande sig i højere grad, end vi gør nu.
Har du selv mobbet?
Ja, det har jeg. Min folkeskole i Albertslund begyndte med et godt og levende sammenhold. Omkring 3. klasse fik vi en lærer, som ønskede mere disciplin. Vi begyndte at blive en uønsket klasse, nogle blev smidt ud, og jeg oplevede, at drengegruppen blev straffet ofte. Kammeratskabet smuldrede, og der udviklede sig et udstødelseshierarki. Det gik desværre ud over nogle af vores skolekammerater. Jeg tror, alle har en mobbehistorie, om det så er som offer, mobber eller passiv tilskuer.
Hvordan blev du mobbeforsker?
Da jeg studerede jura, skrev jeg med en studiekammerat en opgave om mobning, vold og optagelsesritualer blandt værnepligtige. Det tændte en interesse i mig. Så blev jeg ansat i Børnerådet i 1998. Dengang havde Danmark den kedelige førsteplads som det mest mobberamte skandinaviske land, så jeg tror, at mit speciale var medvirkende til at få mig ansat.