Få kan være i tvivl om, at partiformand Inger Støjberg (DD) først og fremmest er jydernes kandidat til Folketinget. For "der er for langt fra Christiansborg til Christiansfeld”, og for langt fra danskerne ”som vi er flest” til ”salonerne i København”, som hun berømt har udtrykt det.
Men hvem er danskerne ”som vi er flest” egentlig? Hvem er ”jyderne” som en gruppe, der altså mangler en stemme på Christiansborg? Hvem er i det hele taget de brede grupper, som de politiske partier i valgkampen uafladeligt bejler til: fra SF, som vil ”give børnefamilier ro på” til S-regeringens Arne-pension møntet på ”de nedslidte”.
Det korte svar er: Disse grupper findes ikke.
Og det er ”gift for folkestyret”, når politikerne lover at varetage netop ”jydernes”, ”de nedslidte” eller ”de ældres” interesser, siger Kresten Schultz Jørgensen, direktør i kommunikationshuset Oxymoron.
”I klassesamfundet gav det mening at tale til klart definerede grupper som ’arbejderne’ og ’landmændene’, men de klasseskel har velfærdsstaten i høj grad opløst. Nu er de genetableret i valgkampen som identitetspolitik, ikke fordi de findes reelt, men fordi politikerne spekulerer i dem,” siger han.
Identitetspolitik er politik, der tager udgangspunkt i en bestemt minoritetsgruppe og søger at varetage dens interesser.
Men ”de ældre”, som pr. definition er alle over 65 år, har ”meget lidt til fælles – sundhedsmæssigt, økonomisk og værdimæssigt”, uddyber Kresten Schultz Jørgensen.
Alligevel vil nogle blandt ”de ældre”, ”de unge”, ”jyderne”, ”de homoseksuelle”, ”velfærdsarbejderne” og så videre genkende sig selv i en politisk retorik om, at netop deres behov skal tilgodeses og stemme efter dét.
”Den moralske præmis er, at du skal stemme til et folketingsvalg ud fra, hvad der er bedst for samfundet og ikke for dig selv. Den præmis har identitetspolitikken kortsluttet, så mange nu stemmer på, hvad der er bedst for ’os’ i denne eller hine grupper, og det er det, politikerne spekulerer i med de brede og faktuelt meningsløse samlebetegnelser,” siger han.
Det samme mener Lisa Storm Villadsen, der er professor i retorik på Københavns Universitet. Når politikerne taler til bestemte befolkningsgrupper, er det baseret på en logik om, at vælgerne stemmer ud fra demografiske skillelinjer og har særlige interesser, alt efter hvilken gruppe de tilhører.
”Når skillelinjerne hele tiden tales op, usynliggøres det, at der kan være helt andre ting end gruppetilhørsforhold, som påvirker den enkeltes syn på samfundet. Faren er også, at vi bliver fremmede for hinanden og får nogle endimensionelle billeder af andre mennesker,” siger hun.
Lisa Storm Villadsen mener, at det er tydeligt, at politikerne på den måde spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden. Som eksempel nævner hun diskussionerne om land versus by og kort versus lang uddannelse.
”Det sætter samfundets sammenhængskraft under pres, når man konsekvent oplister en masse modsætninger mellem os. Tænk, hvis politikerne i stedet henvendte sig til vælgerne med argumenter for, hvorfor de vil ændre dette eller hint. Taler man til vælgere alene med fokus på, hvilken demografisk gruppering de angiveligt tilhører, har man jo reelt opgivet tanken om, at politisk debat kan flytte synspunkter,” siger hun.
Ifølge Peter Thisted Dinesen, som er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, er der ikke nødvendigvis kun tale om noget symbolsk eller retorisk, når politikere henvender sig til bestemte grupper.
”Ofte vil det også indebære politiske tiltag, der tilgodeser disse grupper. Fordi politik handler om prioritering af ressourcer, betyder det så omvendt, at andre grupper vil få mindre – man kan ikke give til alle grupper på én gang,” siger han.
Der er ikke noget nyt i, at der er forbindelser mellem partier og bestemte sociale grupper. Det har der været, siden partisystemet i sin tid opstod, påpeger Peter Thisted Dinesen.
”Venstre repræsenterede landmændene, Socialdemokratiet arbejderne og så videre. Partier voksede ud af en delt livssituation og en deraf tilhørende identitet blandt deres vælgere. Den forbindelse er mindre klar i dag, og vælgerne er blevet mere troløse. Bestemte gruppetilhørsforhold kan stadig italesættes og aktiveres af politikere, men de er formentlig mere flygtige,” siger han.