Eidsvoll-forfatningen fra 1814 bliver af mange regnet som et dokument, nordmænd kan være stolte af, og som igennem mange år dannede forbillede for resten af Norden i udbredelsen af folkestyret.
Til gengæld er paragraf 2 i loven noget, man skammer sig over og har fortrængt.
Loven forbød jøder at opholde sig i landet, hvilket først blev afskaffet i 1851. Og forbuddet blev genindført 1942-1945 af Vidkun Quislings nazistiske styre under den tyske besættelse af Norge.
Munkeordener og jesuitter var også forment adgang. For jesuitternes vedkommende varede forbuddet til 1956.
Ifølge Sofie Lene Bak, adjunkt ved Københavns Universitet og forsker i antisemitismens historie, var Norge længe om at gøre op med den antisemitiske fortid.
Jødeparagraffen er ikke den del af forfatningen, nordmænd er mest stolte over, og i dag har de fleste fortrængt den. I det hele taget har nordmændene haft et trægt selvopgør med forholdet til den jødiske minoritet, siger hun.
Efter krigen var holdningen i Norge, at jødeforfølgelserne var tyskernes skyld, men i 1942 vedtog Quisling-regeringen en lov om konfiskation af jødisk ejendom. Den betød, at staten beslaglagde værdier for et betydeligt millionbeløb, og det var ikke før i 1996, der var nogen, som overvejede, om man skulle give jøderne erstatning, oplyser Sofie Lene Bak, der peger på, at nordmænd generelt har haft svært ved at håndtere det norske samarbejde med Nazi-tyskland under Anden Verdenskrig.
Allerede i Christian IVs regeringstid i 1600-tallet og formaliseret i 1750 af Frederik V havde sefardiske jøder fra Portugal fået lov til at opholde sig i Danmark-Norge, fordi kongehuset var imponeret over deres gode forretningssans. De blev derfor inviteret til riget med løfte om særlige skattefordele og senere også med fordelagtige uddannelsesmuligheder. Med tiden voksede jødefjendskheden dog i Danmark, hvilket mange historikere tilskriver nederlagene efter den fejlslagne støtte til Napoleon og statsbankerotten i 1813.
LÆS OGSÅ: Prinsen trodsede sin konge og gav nordmændene fri
Konflikten stod i lys lue i dansk presse, men blev fra kongehusets side forsøgt stoppet, da Frederik VI i foråret 1814 afskaffede alle restriktioner mod jøders ophold i riget. Alligevel genindførte Norge forbuddet med jødeparagraffen med forbillede i Christian Vs Norske Lov fra 1687.
Ståle Dyrvik, der er professor i historie ved Institut for arkæologi, historie, kultur- og religionsvidenskab ved Universitetet i Bergen, peger på, at den antisemitiske bevægelse på det tidspunkt var stærkt udbredt i Europa.
Det er et mærkeligt sammentræf, at jødeparagraffen nåede at blive afskaffet af den danske konge. Jeg tror, at der efter Den Franske Revolution kommer en jødekritisk strømning i Europa.
Selvom den norske regering og kongen var mindre fjendske, var det norske folk stærkt antisemitisk. I Danmark var jøderne integreret og havde længe haft rettigheder, men i Norge kendte man slet ikke den jødiske befolkning og kultur, og derfor var det den enkle løsning, at man fortsatte med at lukke dem ude af landet, siger han.
En af hovedmændene bag afskaffelsen af jødeparagraffen var en af Norges største forfattere og lyrikere, Henrik Wergeland.
Paradoksalt nok var hans far, præsten Nicolai Wergeland, en af de politikere, der havde stemt for paragraffen i maj 1814.
Men selvom Norge først sent gjorde op med fortidens synder, mener Sofie Lene Bak, at man i dag er opmærksom på fortiden:
I mange år var norsk holocaustforskning begrænset, men nu er de godt på vej. Arbejdet med at tilbagebetale beslaglagte værdier fra tiden under Anden Verdenskrig og oprettelsen af et holocaust-forskningscenter har ændret på billedet.