Jøderne blev reddet med hjælpsomhed og penge

Over 7000 danske jøders vellykkede flugt til Sverige i oktober 1943 bliver set som en stjernestund for det danske sammenhold. Men med til historien hører, at jøderne ofte betalte dyrt for at blive sejlet over. Ingen blev dog ladt tilbage i tyskernes vold, påpeger historikere

I dag ved vi, at risikoen for at jøderne ville blive pågrebet på flugten over Øresund var meget lille, for ikke at sige ikke-eksisterende, men de flygtende jøder og fiskerne var bange, fortæller Bo Lidegaard, historiker og chefredaktør på Politiken. Mange jøder flygtede over Øresund til Sverige under krigen. Arkivfoto.
I dag ved vi, at risikoen for at jøderne ville blive pågrebet på flugten over Øresund var meget lille, for ikke at sige ikke-eksisterende, men de flygtende jøder og fiskerne var bange, fortæller Bo Lidegaard, historiker og chefredaktør på Politiken. Mange jøder flygtede over Øresund til Sverige under krigen. Arkivfoto. . Foto: Ukendt Denmark.

Om natten den 2. oktober 1943 gik 11 voksne og to børn om bord på en fiskekutter i Munkerup mellem Gilleleje og Dronningmølle på Sjællands nordkyst. Kutteren transporterede de 13 mennesker over Øresund til Höganäs i Sverige og dermed i sikkerhed for den tyske besættelsesmagt, som kort forinden havde indledt sin store aktion med det formål at pågribe alle danske jøder og deportere dem til Det Tredje Riges koncentrationslejre.

Sejladsen gik godt. Ligesom alle andre medvirkende i de mellem 600 og 700 andre sejladser, som fandt sted i de sidste dage af september og halvvejs ind i oktober 1943, undgik fiskeren og flygtningene at blive pågrebet af den danske kystbevogtning eller endnu værre af tyskerne. Friheden i Sverige ventede.

Det, som gjorde netop denne sejlads speciel, var således ikke dens lykkelige udfald. Set med danske øjne var redningen af jøderne en kæmpe succes. Set med tyske øjne var aktionen mod jøderne en dundrende fiasko. Under én procent af de danske jøder blev deporteret. I nogle besatte lande lykkedes det tyskerne at deportere 70-80 procent af alle jøder, i Norge cirka halvdelen.

Det specielle ved denne sejlads var til gengæld den kendsgerning, at de 13 flygtninge i alt betalte fiskeren 53.500 kroner for overfarten. Et for datiden astronomisk beløb, som skal ganges med cirka 20, hvis det skal omregnes til kronens omtrentlige nutidige værdi. Hvem fiskeren var, ved vi ikke. Men vi ved, at sejladsen gjorde ham til en rig mand på én nat.

Jødernes dyre flugt

Nu nærmer vi os 70-året for de mirakuløse dage, da næsten alle de danske jøder undslap mod øst til Sverige og dermed undgik døden. En begivenhed, der anses for stjernestunden i den ellers brogede historie om besættelsestidens Danmark. En begivenhed, som den israelske historiker Leni Yahil i sin doktordisputats "Et demokrati på prøve" i 1967 beskrev som beviset på det danske folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og demokrati. Og en begivenhed, som den danske historiker og chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard i sin nye bog "Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943" ser som et udslag af den fællesskabsfølelse mellem alle danske statsborgere, som de ledende politikere havde skabt gennem national oprustning og konsekvent afvisning af totalitær tankegang.

Men midt i fejringen af den særligt høje danske moral og det velsammentømrede nationale fællesskab trænger spørgsmålet sig alligevel på: Hvorfor skulle jøderne betale for deres redning? Nogle gange ingenting. Nogle gange et lille beløb. Men i begyndelsen af oktober i gennemsnit cirka 1000 kroner pr. person, en kvart årsløn for en arbejder. Og i tilfældet med Munkerup-Höganäs-sejladsen markant mere.

I 2010 udgav journalisten Thomas Hjortsø bogen Den store flugt, som anslog, at hele redningen til Sverige af knap 8000 mennesker i efteråret 1943 havde kostet flygtningene et beløb svarende til 250 millioner kroner i nutidens penge til fiskere og andre hjælpere.

Også historikeren Rasmus Kreth konstaterer, at der var mange penge på højkant under flugten. Sammen med Michael Mogensen udgav han i 1995 bogen Flugten til Sverige, som ud fra svenske politirapporter kortlagde jødernes flugtruter og de beløb, flygtningene ved ankomsten havde sagt til det svenske politi, at de havde betalt for hjælpen.

Vore undersøgelser bekræfter den tendens, som Ebba Lund, en af datidens flugthjælpere, også bemærkede: at betalingen var størst i de første dage af oktober, og at den aftog de følgende uger. Typisk lå prisen på omkring 1500 kroner i begyndelsen og faldt til 500 kroner midt i oktober. Meget tyder på, at de, der kunne betale, kom først over. Der er mange eksempler på, at disse jødiske flygtninge selv arrangerede flugten ved at indgå aftale om betaling til fiskerne. Senere faldt priserne, og mange kom gratis over. På dette tidspunkt var de mange hjælpegrupper trådt ind i organiseringen af de tusinder af jøders flugt, siger Rasmus Kreth, som i dag er leder af frilands-museet Glud Museum ved Juelsminde.

Rige som fattige kom med

Kreth og Mogensens bog om flugten er fortsat anerkendt af historikere for sin kortlægning af såvel flugten som dens pris i kroner og øre. Men samtidig er de fleste historikere enige om, at betalingen ikke ændrer ved hovedhistorien om, at mange danskere risikerede meget for deres landsmænds skyld. En af dem er Bo Lidegaard:

Jeg afviser bestemt ikke, at flygtningene skulle betale store summer. Jeg afviser heller ikke, at der var fiskere, som spekulerede i situationen og blev meget rige på kort tid. Det, jeg påpeger, er, at det billede af situationen, som dengang tegnede sig for de flygtende og fiskerne, var anderledes, end en sen eftertid er tilbøjelig til at male det. I dag ved vi, at risikoen for at blive pågrebet var meget lille, for ikke at sige ikke-eksisterende, men alle samtidige kilder viser, at såvel de flygtende som fiskerne virkelig var bange og troede, at det, de foretog sig, var med livet som indsats, påpeger han.

At faren ikke var så stor, som jøder og fiskere troede, skyldtes, at den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, spillede dobbeltspil. På den ene side havde han iværksat aktionen efter ordre fra Berlin. På den anden side var han klar over, hvor meget aktionen skadede det dansk-tyske forhold, hvorfor han lod en advarsel sive om, at den var under opsejling, og lod værnemagten forholde sig passivt til flugten.

Også historiker og journalist på Berlingske Bent Blüdnikow, aktuel med bogen "Min fars flugt", støtter det synspunkt, at danskerne gjorde en påskønnelsesværdig indsats, og at det var en nødvendighed for fiskerne at tage penge for indsatsen.

Der var formentlig brodne kar, men det var ikke karakteristisk, at man udnyttede situationen til at tjene penge, hverken for fiskere, flygtningehjælpere eller andre involverede. Mange var simpelthen nødt til at tage et beløb, fordi de frygtede at blive fængslet eller få konfiskeret deres båd, siger Bent Blüdnikow, som afviser, at nogen jøder blev efterladt på stranden, fordi de ikke kunne betale.

De rigeste jødiske familier betalte for at blive transporteret over og med så høje beløb, at de også dækkede for de fattigste flygtninge. Hans far var for eksempel en fattig studerende, og flere af de øvrige, han var i båd med, havde heller ikke penge. Men med over Sundet kom de.

Flugten kostede penge, men de pengeløse fik hjælp. Det fastslår også Dan Kaznelson, danskfødt israelsk tandlæge og læge, som ved Bar-Ilan Universitetets institut for historie har skrevet en ph.d.-afhandling om den danske doktor Køster fra Bispebjerg Hospital i København, som med base i hospitalet stod i spidsen for en kreds af mennesker, som ydede stor hjælp til de flygtende jøder i oktober 1943. Også økonomisk.

Der er ikke tvivl om, at der var brug for mange penge. For det meste var der tale om rimelige priser, ikke grov udnyttelse. Man skal betænke, at fiskerne risikerede at miste deres kuttere, og at det, de gjorde, i andre lande blev straffet med dødsstraf. Men det var jo ikke jøderne selv, der rejste alle pengene til fiskere og andre hjælpere. Modstandsbevægelsen bidrog. Den Almindelige Danske Lægeforening bidrog. Og det samme gjorde mange andre, der var jøderne velvilligt indstillet. Sandsynligvis også kongen, siger Dan Kaznelson.

Det sidste knytter an til en kilde, han er stødt på i sin forskning. På et tidspunkt manglede Køster og hans kreds penge. Han tilkaldte to sygeplejersker, Vera Sander og Esther Fraas, som han sendte på mission til Sorgenfri Slot, hvor den helbredsmæssigt svækkede kong Christian X opholdt sig. Kort efter krigen skrev Køster om sygeplejerskernes mission og konkluderede: Og de blev ikke skuffet.

Det kan ikke betyde andet, end at kongen hjalp med personligt at give penge til jødernes redning, siger Dan Kaznelson, som har fået tilkendegivelser fra såvel Christian Xs biograf, professor Knud J.V. Jespersen, som kongens barnebarn, dronning Margrethe, om, at de også anser det for meget sandsynligt, at kongen af egen lomme var med til at hjælpe de mennesker, som nazisterne så indædt prøvede at gøre til verdens pariaer:

Hvor meget, han gav, fremgår ikke af kilden. Men at han gav penge er helt i overensstemmelse med den indstilling, kongen havde, om at jøderne var hans undersåtter på lige fod med alle andre, siger Dan Kaznelson.

Danske jøders flugt til Sverige:

I dagene før og i ugerne efter den tyske auktion imod de danske jøder 1. oktober 1943 lykkedes det omkring 7000 danske jøder og knap 700 andre danske flygtninge at undslippe til Sverige. 484 jøder blev arresteret og deporteret.

I dagene før og i ugerne efter den tyske auktion imod de danske jøder 1. oktober 1943 lykkedes det omkring 7000 danske jøder og knap 700 andre danske flygtninge at undslippe til Sverige. 484 jøder blev arresteret og deporteret. Flugten foregik ved hjælp af mellem 600 og 700 sejladser over Øresund.
I dagene før og i ugerne efter den tyske auktion imod de danske jøder 1. oktober 1943 lykkedes det omkring 7000 danske jøder og knap 700 andre danske flygtninge at undslippe til Sverige. 484 jøder blev arresteret og deporteret. Flugten foregik ved hjælp af mellem 600 og 700 sejladser over Øresund.