Kære kongres!
I gamle dage hed det Kære kammerater! eller slet og ret Kammerater!, men når socialdemokrater i dag tager ordet på en partikonkres, er det kongressen, de kalder kær.
På den tre dage lange socialdemokratiske kongres i Aalborg kunne man nu godt komme i tvivl om oprigtigheden i det. For en partikongres er bøvlet, særligt for et stort regeringsparti der har bundet sig til en stribe kompromiser i sit regeringsgrundlag. Det udarter let til en konflikt mellem partitop og bagland, mellem ministre og delegerede, mellem kompromiser og idealer.
LÆS OGSÅ: Ulmende uro i S om Thornings lederskab
Det helt store stridsemne blev spørgsmålet om afkortningen af dagpengeperioden fra fire til to år, besluttet af VK-regeringen i 2010. En afkortning, der betyder, at tusindvis af ledige ryger ud af dagpengesystemet fra den 1. januar 2013.
Både Socialdemokraterne og SF var oprindeligt imod den kortere dagpengeperiode, men i forhandlingerne om regeringsgrundlaget for et år siden accepterede de to partier forslaget. Dels fordi der stadig var et klar parlamentarisk flertal for det, og dels fordi det var en vigtig brik til at sikre samfundsøkonomien på længere sigt, som regeringen forpligtede sig på. Endelig spillede det også ind, at man håbede på, at den såkaldte kickstart og en vending i samfundsøkonomien af sig selv ville trække arbejdsløse ud i job.
Sådan er det ikke gået, og nu knager det i den socialdemokratiske sjæl. Mange delegerede ønskede, at regeringen ville gøre noget for at løse problemet.
Svaret fra de socialdemokratiske ministre som blandt andre beskæftigelsesminister Mette Frederiksen lød igen og igen: Det vigtige er at skabe job. Regeringen har allerede vedtaget en akutpakke for at minimere skadevirkningerne. Men Socialdemokraterne står ved regeringsgrundlaget, og der kan ikke rokkes ved aftalen om at forkorte dagpengeperioden.
At de delegerede længtes efter et andet svar blev tydeligt, da den tidligere partiformand og statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt sin tale i lørdags. Han bakkede regeringen op, naturligvis, men han mente også, at man nok kunne forkorte optjeningsperioden for dagpenge fra et til et halvt år, som den tidligere var. Det ville ifølge den tidligere regering kun koste 70 millioner kroner, sagde han, og adresserede sit forslag til Margrethe, det vil sige den radikale partileder.
Salen jublede, men statsminister Helle Thorning-Schmidt undlod at klappe. Og i går lagde hun ikke fingrene imellem i kritikken af sin forgænger.
Punkt ét synes jeg, det er helt urimeligt at sige, at dette er De Radikales skyld. Det er et fælles regeringsgrundlag, hvor vi i fællesskab tager ansvar for at rette op på dansk økonomi. Jeg accepterer ikke at skyde skylden på andre partier. Vi står inde for de beslutninger, vi har truffet. Så var der også noget galt med tallene, så jeg følte ikke anledning til at klappe, sagde statsministeren.
Ifølge Finansministeriets embedsmænd koster en kortere optjeningsperiode faktisk en halv milliard kroner.
Et andet eksempel på, hvor bøvlet partidemokratiet kan være, kom frem i debatten om det socialdemokratiske 20-årsprogram Vi bygger fremtidens Danmark, Danmark herfra til 2032.
Selvom det kan synes harmløst at lægge program så langt frem i tiden, gav det alligevel anledning til uenighed, fordi programmet kan tolkes ind i den aktuelle politik. Et af punkterne handlede om en finansskat, den såkaldte Tobinskat, på finansielle transaktioner. Den går Socialdemokraterne principielt ind for, hvis den blot kan indføres globalt. Men kongressen vedtog imod partitoppens ønske, at man skal arbejde for skatten, også selvom den kun kommer til at gælde for Europa.
Det realøkonomiske argument imod at afgrænse skatten til Europa er, at den blot får finanstransaktionerne til at flytte til andre lande og derfor ikke vil virke efter hensigten.
Helle Thorning-Schmidt opfordrede de delegerede til at huske at sætte pris på det, vi har opnået i stedet for at beklage sig over partiets nederlag. Eller på rent dansk: Om de ikke godt ville holde inde med bøvlet.
Kongresser og landsmøder bruges ofte offensivt af oppositionspartier til at skabe gejst i baglandet. For regeringspartier i en mindretalsregering kan de derimod være en sten i skoen. Det blev Socialdemokraternes kongres et eksempel på.