Kært barn skifter mange navne

Museer, offentlige instanser og uddannelsesinstitutioner skifter navne i ét væk og langtfra altid til det mere forståelige. Tendensen er kun blevet større og mere tydelig inden for de seneste par år, mener flere sprogforskere. Motiverne er mange, men resultaterne er forvirrende, fremmedgørende, fornuftige og følelsesladede

Fotobyline:Illustration: Rasmus Juul
Fotobyline:Illustration: Rasmus Juul

Mange har nok hørt om Fremmedpolitiet, der gennem årene blev til Udlændingestyrelsen og senest Udlændingeservice. Men det er kun ét af mange eksempler på stadig flere navneskift rundt om i landets institutioner og instanser.

LÆS OGSÅ: Institutioner skifter oftere navne - med blandet held

For der var også engang en højskole. Sådan en, hvor de, der vidste noget, kunne gå hen for at lære mere om det, de vidste noget om. Der var flere af den slags højskoler, og en dag besluttede nogle af dem at slå sig sammen. Så skulle de have et nyt navn. Et, der kunne stille alle tilfredse, og et, der kunne vise, at institutionen ikke bare var en højskole. Nu havde man jo også fået lov at uddele akademiske titler, og det skulle fejres og markeres. Det var nemlig blevet smart og fint med akademiske titler, og alle skulle helst have en. Det sagde politikerne. Så højskolen skulle kaldes et universitet. Det var det bedste.

Siden fulgte kort-, sammen- og omlægninger i en lind strøm, og snart sagt ingen i kongeriget kunne huske, hvad institutionen egentlig hed. Eller forstå dens efterhånden snørklede navn, der i forsøget på at gøre alle tilfredse huede ingen og de fleste valgte at kalde det kære barn ved dets gamle navns forkortelse, selvom det nu ingenting betød.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sådan lyder en let omskrevet fortælling om Danmarks Lærerhøjskole (og i øvrigt også den mindre institution Danmarks Pædagoghøjskole), der blev til Danmarks Pædagogiske Universitet, siden Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og så her i foråret Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Med den bevarede forkortelse DPU.

Eksemplet er udtryk for en klar tendens. Alle mulige og umulige, offentlige og private institutioner skifter navne i tide og utide og langt oftere end tidligere i historien. Nogle gange er det nødvendigt og velbegrundet andre gange et udtryk for forandring for forandringens skyld, der kan give en utilsigtet negativ effekt. Som oftest når det nye navn bliver for abstrakt, diffust og udækkende, mener Johannes Nørregaard Frandsen, cand.phil. og institutleder ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.

Der er en slags sygdom i det. På den ene side er det udtryk for, at der sker noget. Der er et behov for og et begær efter fornyelse i samtiden. Men nye navne gør det jo ikke, selvom der er en forestilling om, at nyt er godt. Efter mine begreber er det en temmelig tom forestilling, og der er ofte ikke noget nyt under solen, siger han, der især inden for universitets- og uddannelsesverdenen ser adskillige tegn på tendensen og nævner Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring (ENSPAC) på Roskilde Universitet (RUC) bemærk her, hvordan den gamle forkortelse for det nu forældede navn Roskilde Universitetscenter er bevaret og Syddansk Universitets Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse som eksempler på relativt uigennemskuelige navne.

Nogle nye navne dækker over reelle, nødvendige forandringer og forsøger at beskrive en ny virkelighed. Men samtidig med det er der også gået navneleg og forandring for forandringens skyld i det, siger Johannes Nørregaard Frandsen.

Overordnet er der altså nærmere tale om to tendenser: navneskift som udtryk for reelle forandringer, og navneskift for dynamikkens skyld. Men hvad er de nærmere mekanismer og motiver bag? Klaus Kjøller er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, og forfatter til flere bøger om signalværdier i sprog.

Han peger først og fremmest på de private virksomheders konstante trang til at markere sig som årsag til deres egne navneskift, men markedsmekanismer fra det private erhvervsliv smitter også i højere og højere grad af på mere eller mindre offentlige institutioner som eksempelvis universiteter, offentlige instanser og museer.

Navneskift signalerer, at virksomheder er i live. Kan de ikke andet, kan de i hvert fald skifte navn eller struktur, siger han.

Det kan være virksomheder, der finder på et helt nyt navn, som Herning Kunstmuseum, der i dag hedder heart (med lille begyndelsesbogstav), Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der går under navnet LIFE (med store bogstaver hele vejen igennem og som i øvrigt dækker over blandt andet den gamle institution Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), der blev lagt ind under universitetet) og Kunstindustrimuseet, der i år kom til at hedde Design Museum Danmark.

Det er nødvendigt, at museet får et navn, der forstås bredt og kommunikerer dets identitet og mål. Det nye navn er kort, mundret og internationalt. Med navneskiftet viser museet desuden sit slægtskab med designmuseer i for eksempel England, Tyskland og Finland, lød begrundelsen i foråret fra museets bestyrelsesformand, Flemming Lindeløv.

Eller der er tale om virksomheder, der kort og godt simplificerer deres navn, som eksempelvis Jysk Sengetøjslager, der i dag slet og ret hedder Jysk, og museet Den Hirschsprungske Samling, der i dag også bruger det forkortede navn Hirschsprung i sin markedsføring. At der er tale om en samling ja, ligefrem et museum må publikum så gætte sig til.

Andre gange skyldes et navneskifte simpelthen internt bureaukrati, som det har været tilfældet på mange universiteter, der har sammenlagt institutter, fakulteter og centre af rent administrative årsager. Det er der blandt andet kommet det humanistiske Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (forkortet MEF) ud af på Københavns Universitet, hvor blandt andet studierne film- og medievidenskab, kommunikation og it, filosofi, pædagogik og retorik holder til.

Det er jo en betegnelse, der virker forvirrende. Man skulle tro, at medier, erkendelse og formidling var tre parallelle, sidestillede og forskellige kategorier, men ordene medier og formidling overlapper da bestemt hinanden, og erkendelse kunne strengt taget også have at gøre med erkendelsen af medier og formidling, siger Klaus Kjøller og kalder det et kategori-forvirret navn.

Det samme gælder Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (med tilnavnet engerom), hvor engelsk egentlig hører til den germanske sprogstamme, og Klaus Kjøllers eget institut, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, hvor Nordiske studier rent sprogligt lige så godt også kunne dække over studier af de nordiske sprog.

De nogle gange lidt pudsige nye navne dækker dog også over menneskelige følelser, forklarer Klaus Kjøller. Da Aarhus Universitet i foråret sammenlagde institutter under det humanistiske fakultet, der i øvrigt kaldes Arts, skabte ikke alene de konkrete omstruktureringer furore også de nye institutters navne vakte stor debat.

På fakultetets hjemmeside kunne medarbejdere og andre interessenter stille forslag til de tre institutters og det ene centers navngivning, hvilket førte til i alt 56 forslag og en længere stribe debatindlæg for og imod. Universitetets ledelse havde selv foreslået fire navne, der kunne udfordres, så Institut for Samfund og Kultur blev mødt med forslag som Institut for Jurisprudens, Heritage and Cognition og Institut for Kulturvidenskab. Institut for Æstetik og Kommunikation kunne have endt med navne som Department of SMILE (Scandinavian, Media, IT, Language and Aesthetics), Institut for Interaktionsstudier eller Institut for Menneskeligt Udtryk.

De to institutter kom dog til at hedde Institut for Kultur og Samfund og Institut for Æstetik og Kommunikation, og i samme omgang blev det føromtalte Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) til Institut for Uddannelse og Pædagogik.

En institutions navn er den vigtigste tekst, institutionen har, og den, som man konstant sender ud til omverdenen. Det er den samlende tekst, og derfor vækker det så stærke følelser, når et navneskifte er oppe over på eksempelvis et universitet. Alle vil gerne have deres egne faglige nuancer repræsenteret i navnet. Og derfor vil det medføre stridigheder, der for omgivelserne er totalt eksotiske og ufattelige. Det viser, at det ikke altid er de markedsbestemte og afsætningsbestemte kræfter, der dominerer det er også interne forhold, siger Klaus Kjøller og forklarer, at man af hensyn til de involverede parter derfor nogle gange ender med navne, der går imod det, der normalt virker.

Enten skal man have et kort og meget let gennemskueligt navn, der også fungerer direkte oversat til engelsk, som eksempelvis Juridisk Fakultet eller Klinisk Institut. Eller også skal man have et kort, symbolsk navn som SAXO-Instituttet eller Niels Bohr Institutet, der giver en klar og dækkende association, siger han.

Nogle gange går de nye navne i en anden retning af helt andre årsager. Det viser det tidligere DPU og de nuværende afdelinger af VIA University College, der dækker over samlinger af uddannelser inden for it, pædagogik, læring, sundhed, teknologi og business, som der står på hjemmesiden hvilket dækker over blandt andet lærerseminarier, pædagogseminarier og sygeplejeskoler. Motivet til disse navneskift er udtryk for en hel tendens i sig selv:

Man vil godt være et fint universitetssted mange institutioner tales op på den måde. Ordet højskole er eksempelvis generelt helt yt, mens engelske betegnelser, der lugter af universitet, er inde i varmen. Det er meget hot, siger Klaus Kjøller.

Jørn Lund, der er professor i dansk sprog, ser også denne tendens tydeligt og griber straks fat i det relativt nye Det Informationsvidenskabelige Akademi der dækker over det, der engang hed Danmarks Biblioteksskole.

Med det har man ufolkeliggjort betegnelsen, for almindelige mennesker ved ikke, hvad der foregår på et informationsvidenskabeligt akademi. Og man praktiserer også en slags dobbeltkonfekt, fordi man både bruger de dyre ord akademi og videnskab. Så den får ikke for lidt, selvom det dog skal siges, at arbejdet med bøger faktisk er blevet en mindre del af bibliotekarernes og uddannelsesinstitutionens beskæftigelse, siger han.

Han ser tendensen som udtryk for et øget fokus på konkurrence ikke blot uddannelsesinstitutionerne imellem for at få så mange studerende og dermed kroner i kassen som muligt, men også internationalt i en stadig mere globaliseret verden. Danmark skal klare sig på at producere og sælge viden, siges det. Og derfor ændres vidensinstitutionernes navne ikke blot til noget på engelsk, men også ofte til danske navne, der i strukturen i højere grad ligner det engelske sprog. På den måde er det lettere at oversætte direkte i den internationale kontakt med omverdenen. Men faren er, at det bliver sværere for den lokale befolkning at afkode og så at sige oversætte betydningen af de nye institutionsnavne.

Konkurrencetænkning og brandinger blevet noget, man lægger meget stor vægt på. Man synes, man skal tilpasse sig internationale strømninger, hvilket på mange måder er en god idé, men man skal ikke kaste vrag på det, man selv har. Man har glemt at afbalancere hensynet til den internationale udvikling med hensynet til befolkningen. Man ser i forvejen en polarisering i samfundet mellem dem, der har en uddannelse, og dem, der ikke har, og det her gør den i hvert fald ikke mindre.

Det er, som om man kun betragter den udenlandske omverden som relevant og ikke oplandet, selvom danskere jo også gerne skulle forstå, hvad der foregår på universiteterne. Jo mere man camouflerer det med dyre, engelske fremmedord, jo større bliver afstanden mellem befolkningen og universiteterne. Og det er da en nedprioritering af befolkningen, at man sminker sig til med fremmedord, hver eneste gang man kan komme til det, siger Jørn Lund.

Men for nu at vende tilbage til begyndelsen: Hvad var så på spil, da Udlændingeservice fik sit seneste navn?

Her er der tale om politisk motivation, mener Eva Skafte Jensen, lektor og sprogforsker ved Roskilde Universitet (RUC). Under den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev navnet ændret fra Udlændingestyrelsen til Udlændingeservice, og med dette og meget andet prøvede han at slå politisk igennem med, at staten skulle være til for borgeren og ikke omvendt.

Alle styrelser skulle være serviceorganer, som det også er tilfældet med borgerservice, forklarer Eva Skafte Jensen og sammenligner det med det såkaldte newspeak et begreb fra forfatteren George Orwells roman 1984, hvor det ministerium, der arbejder med at forvanske historien og omskrive fakta, eksempelvis kaldes Sandhedsministeriet.

Man kan altså til dels styre eller i hvert fald forsøge at påvirke folks opfattelse af en institution gennem et nyt navn, der signalerer noget positivt, som når man kalder det gamle Socialforskningsinstituttet for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og på samme vis hed Socialministeriet i en periode Velfærdsministeriet.

Nogle gange bliver det bare for grelt, som det er tilfældet med Udlændingeservice, for hvis der er noget, det ikke er, så er det et serviceorgan, og det laver folk vittigheder om. Det er et eksempel på, at navneforandringen har bevæget sig længere ud, end virkeligheden kunne holde til. Virkeligheden skal også kunne stå mål med indholdet, og nogle gange bliver misforholdet mellem navnet og tingen for voldsom, siger hun.

LÆS OGSÅ: Institutioner skifter oftere navne - med blandet held

Og hvis der er noget, det er, så er det skidt, understreger Klaus Kjøller. Så man skal træde varsomt i sine bestræbelser på fornyelse og ordspin uanset hvor moderne det er.

Hvis man laver navnet om, men ikke får folk til at købe det, så bliver det bare en dårligt anlagt sminke, som virker tilbage på dem, der har lagt den. Så virker det falsk, rædselsfuldt og undergravende både på stedets kompetencer, stabiliteten og de dyder, det gælder. Så der er en risiko for, at man med et nyt navn kommer til at stå dårligere, end man oprindelig gjorde, siger han.