Prøv avisen
Interview

K-ordfører: Danmark skal feje for egen dør

Klimaordfører for Det Konservative Folkeparti Mette Abildgaard– Foto: Steen Brogaard

Det konservative Folkeparti vil have Danmark i førertrøjen på klima- området. Kristeligt Dagblad har talt med partiets klimaordfører

Mette Abildgaard, et hold internationale forskere har for nyligt påpeget, at det globale mål om at begrænse opvarmningen til under to grader ikke er nok til at redde klimaet. Skal den begrænses til maksimalt 1,5 grader, eller er to grader tilstrækkeligt?

Kan vi nå halvanden grad, ville det bestemt være at foretrække. Det er på mange måder billigere at bekæmpe klimaforandringer nu end at forsøge at håndtere konsekvenserne, når de først er opstået.

Hvornår skal det danske energisystem være 100 procent omstillet til vedvarende energi?

I 2050. Kan vi nå det tidligere, ville det være alletiders, og det kan sagtens være, at vi med ny viden, der kommer, bliver nødt til at revurdere målsætningen.

Hvad er de tre vigtigste klimatiltag, som Det Konservative Folkeparti vil arbejde på at få flertal for i det næste folketingsår?

Der skal sættes et national mål for omstilling af transportsektoren til lav-emissions køretøjer, som ikke belaster klimaet. Transport er et af de områder, hvor det virkelig går den forkerte vej, så der har vi en stor udfordring. Der er ikke truffet nogen national beslutning om det endnu, men det bør der blive. Derudover vil vi også se på bedre regulering af biomassen og dens klimaaftryk samt en handlingsplan for at optage CO2.

Skal Danmark være foregangsland på klimaområdet?

Ja, for når vi selv viser vejen og træffer de svære politiske beslutninger, så kan vi få resten af verden til at gøre det samme. Men samtidig skal vi anerkende, at Danmark spiller en lille rolle i den samlede gloabe udledning, og derfor kan det have en meget større virkning, hvis vi retter vores blik mod resten af verden og ser på, hvordan vi kan bidrage der. Det kan man kun gøre med troværdighed, hvis man har fejet for egen dør først. Derudover er der et kæmpe eksportpotentiale. Vi er langt fremme med grønne løsninger i Danmark, men vi må ikke hvile på lauerbærene, for der er mange andre lande, der også virkelig rykker på den her dagsorden, så hvis vi vil have del i det enormt store potentiale, der ligger i det klimainvesteringer, så skal vi blive ved med at være fremme i skoene.

Hvordan har sommeren i år ændret dit personlige syn på klimaforandringer?

Det har den ikke, for jeg har været opmærksom på klimaforandringer hele tiden. Men sommeren har åbnet manges øjne for klimaforandringer, og det er gået fra at være noget hypotetisk, som kun påvirker andre, til at være noget, der også fører til konkrete konsekvenser herhjemme. Så selvom jeg er ærgerlig over, at vi ser forandringerne slå igennem i Danmark, så er det en vigtig øjenåbner for folk, der kan blive mindet om, at det i den grad også kommer os ved.

Hvad gør du selv privat for at hjælpe klimaet?

Jeg tænker over mit forbrug af fødevarer og hvilket aftryk, jeg sætter i hverdagen, hvilket vi alle sammen har et ansvar for. Omvendt er det også politiske beslutninger, der skal til, for at vi får rykket noget.