K ønsker obligatorisk kristendom

De Konservative vil fjerne muligheden for fritagelse fra kristendomsundervisning i folkeskolen. Undervisningsminister og flere eksperter frygter dog, at lovændring vil føre til sagsanlæg for diskrimination

I et nyt udspil til en reform af folkeskolen, "En grundskole i topform", lægger De Konservative op til, at kristendomskundskab fremover skal være obligatorisk for alle elever. -
I et nyt udspil til en reform af folkeskolen, "En grundskole i topform", lægger De Konservative op til, at kristendomskundskab fremover skal være obligatorisk for alle elever. -. Foto: Arkiv/Leif Tuxen.

Kristendomsfaget er det eneste fag i folkeskolen, som folkeskolens elever kan blive fritaget fra. Men det skal være slut, hvis det står til De Konservative.

I et nyt udspil til en reform af folkeskolen, "En grundskole i topform", lægger partiet op til, at kristendomskundskab fremover skal være obligatorisk for alle elever, uanset barnets religiøse baggrund.

Ifølge den konservative uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, er kristendommen nemlig et kulturbærende fag i det danske samfund, som især børn fra hjem, hvor forældrene ikke er troende, kan have gavn af.

- Jeg mener simpelthen, det er synd for de børn, der bliver fritaget. Hvis du kigger på de børn, der bliver fritaget, så er det primært ikke-troendes børn, og det er noget pjat. Det er årtier siden, at kristendomskundskab har været et forkyndelsesfag. Det er et kundskabsfag, og derfor skal man ikke kunne fritages fra det, siger Charlotte Dyremose.

Forslaget vinder umiddelbart gehør hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

- Kristendomsundervisning giver eleverne fundamentet for danske værdier og dansk kultur, som er vigtigt for at skabe et fælles værdigrundlag i folkeskolen og gøre eleverne til gode medborgere i Danmark, siger partiets uddannelsesordfører Marlene Harpsøe.

Flere eksperter i kirkeret og menneskerettigheder vurderer dog, at den danske stat risikerer sagsanlæg ved danske domstole og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg fra en række forældre, hvis De Konservatives lovforslag skulle blive til virkelighed.

Forslaget udfordrer nemlig de europæiske menneskerettighedskonventioner, der siger, at børns uddannelse og undervisning skal ske i overensstemmelse med forældrenes religiøse og filosofiske overbevisning. På den baggrund fik et norsk forældrepar i 2007 menneskerettighedsdomstolens ord for, at deres barn skulle kunne fritages for den obligatoriske kristendomsundervisning.

Det er også baggrunden for, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) direkte advarer imod at gennemføre obligatorisk kristendom i de danske folkeskoler.

- For det kan give os en sag på halsen ved menneskerettighedsdomstolen, sådan som Norge har fået, siger han.

Kirkeretsekspert Lisbet Christoffersen, tvivler dog på, at et tilsvarende sagsanlæg fra danske forældre vil give samme resultat som i den norske sag.

- Problemet i den norske sag var, at undervisningen nærmede sig egentlig kristen religionsudøvelse i stedet for indførelse i faget. Og det skulle barnet kunne fritages for, mente domstolen. Men De Konservative har faktisk en pointe her. For spørgsmålet er, om kristendomsundervisningen i Danmark egentlig er forkyndende eller ej, og dermed, om et barn behøver at kunne fritages, siger Lisbet Christoffersen.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk