Kaare Dybvad vil have dig til at tænke på Korsbæk. På oberst Hackel og datteren Vicki, på dr. Hansens lægepraksis, på den lokale bankdirektør hr. Varnæs. Og på, hvor langt den fiktive provinsby fra nationalklenodiet ”Matador” er fra det Danmark, vi i dag kender fra provinsen.
”Åbningsscenen,” siger han, ”ville jo slet ikke kunne laves længere.”
”Oberst Hackels kaserne er nedlagt. Vicki kan ikke gå på lærerseminariet, for det er også lukket. Korsbæk Bank er blevet fusioneret og har fået hovedsæde i Stockholm, og det lokale sygehus er erstattet af et supersygehus i en større by. Det ville blive en meget kedelig tv-serie. De lokale institutioner eksisterer ikke længere – hovedpersonerne ville simpelthen ikke have et arbejde i byen.”
Boligministeren har inviteret os på en tur til Vordingborg i Sydsjælland. Her er 12.000 indbyggere, en rig historie gående tilbage til 1100-tallet og et stille hovedstrøg med blandt andet Matas, Vero Moda, Bog&Idé og en række optikere. Over for os ligger en yndig hvidmalet herskabsejendom fra 1826 med et guldskilt over døren. Apothek, står der. På facaden er påklistret en plakat fra ejendomsmægleren EDC. Til salg.
Vi er her for at tale om, hvorfor byer som Vordingborg på mange måder danner rammen om hverdagen, som den leves i provinsen. Om hvorfor livet her er bedre end i de store byer. Og måske for at nærme os kernen af velfærdsstatens sjæl og det socialdemokratiske idealsamfund. Det, mener Kaare Dybvad, findes nemlig her – men det vender vi tilbage til senere.
I slutningen af juni blev Kaare Dybvad udnævnt som boligminister i den nye S-regering. Noget af det første, han gjorde, var at gøre op med brugen af ordet ghetto til at beskrive socialt udsatte boligområder. Samtidig varslede han et opgør med udenlandske kapitalfonde som amerikanske Blackstone, der opkøber billige lejeboliger i København, renoverer dem og sætter huslejen markant i vejret. Politik, der udspringer af problemer i København, Aarhus og Odense, kort sagt.
”De flyver meget højt, diskussionerne om Blackstone og ghettoer. Men for mig er boligpolitik kampen for at sikre, at vi har spændende blandede byer, hvor man møder hinanden på tværs af etniske og sociale skel, og det er en kamp, der lige så meget foregår i købstæderne som i København.”
Den nye boligminister slog for alvor sit navn fast i offentligheden i 2015. Dengang var han ”kun” folketingskandidat, men skabte alligevel livlig debat med bogen ”Udkantsmyten”. Det er en harmdirrende bog om et land, der knækker over i to, og om, ”hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft”, som undertitlen lyder.
Nu har han selv ansvaret for butikken og vil dreje projektørlyset over på provinsen.
”Købstadsdanmark er udfordret. I mellemstore byer som Silkeborg, Herning, Vejle og Roskilde går det godt. Men små byer, der før kommunesammenlægningen i 2007 havde et rådhus, har det svært. Her på egnen er det Langebæk, Nørre Alslev og Præstø, der tidligere havde deres eget liv omkring rådhuset, men nu er puttet ind under en større kommune. Selv Vordingborg, en kommunehovedstad med over 10.000 indbyggere, har udfordringer,” siger han.
Kaare Dybvad peger i retning af Erhvervshus Sjælland, hvor han i fire år arbejdede, indtil han blev valgt til Folketinget. Det er her, at pointen med ”Matador” kommer ind. Korsbæk er skåret over en skabelon, der kan lægges ned over en by som Vordingborg, som den så ud engang. Algade hedder strøget endda. Ligesom i – ja, ”Matador”.
”Vordingborg var en by med flere arbejdspladser og flere institutioner, dengang jeg arbejdede her. Nu er Vordingborg Køkkenet (kæde af køkkenforhandlere, red.) delvist rykket væk, det psykiatriske hospital er blevet mindre, og vi ser her i hovedgaden, at butiksmønstret ændrer sig, og at det attraktive købstadsmiljø kan have det svært. Det skal vendes, for det er altafgørende, at man i byer som Vordingborg har folk, der handler i hovedgaden og forholder sig til hinanden og deres lokalsamfund.”
På Folketingets åbningsdag præsenterede Kaare Dybvad sine første bud på en kur, der skal vende udviklingen. Gamle udlejede huse over 40 år skal gennemtjekkes af kommunen, så faldefærdige ejendomme på landet ikke lejes ud til kontanthjælpsmodtagere og socialt udsatte, der presses ud af de dyre storbyer.
Ejerlejlighedsloven bliver ændret, så ejere kan sælge de øverste lejligheder i en ejendom og fokusere på detailhandel på gadeplan, forklarer Kaare Dybvad.
Det lyder som små værktøjer, når man tænker på, at I som regering har lovet for alvor at gå imod centraliseringen og skabe bedre balance mellem by og land?
”Igen: Det kan godt være, at det ikke trækker samme overskrifter som opgøret med Blackstone. Men det første er med til at stoppe trafikken af mennesker på kontanthjælp, der flytter fra København til eksempelvis Lolland, og det andet gør en kæmpe forskel for butiksmiljøerne i de små og mellemstore byer. Det er to gode skridt,” siger Kaare Dybvad.
En boligminister kan ikke alene skabe forandringen, fastslår han. Hele regeringen skal tænke i decentralisering.
”Udover boligområdet vil vi have flere politistationer tæt på borgerne, nærsygehuse og flere uddannelser i provinsen. Det er tre gode pejlemærker for, at vi hele vejen rundt mener det her.”
Er I en mere provinsvenlig regering, end sidst Socialdemokratiet var ved magten fra 2011 til 2015?
”Ja. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at vi gjorde nok dengang. Meget af den centralisering, man begyndte i 2000’erne, fortsatte under os. Det skulle være stoppet, og vi har et helt andet ambitionsniveau nu,” siger Kaare Dybvad.
Vi går videre ned ad Algade. Mod Slotstorvet, hvor nogle lokale handelsdrivende gør boder med blomster og nips klar til eftermiddagshandlen. Der er kun to boder, men det er nok til at begejstre boligministeren, og han begynder igen at tale om værdien af Købstadsdanmark og om torvet som lokal samlingsplads.
Det bringer os væk fra konkreterne – væk fra snakke om love og nye paragraffer – og over til abstrakterne. Hvad er det ved provinslivet, der får blodet til at strømme mod Kaare Dybvads hjerte? Hvorfor er provinsen så vigtig for landets sammenhængskraft?
Det handler om dyder, samhørighed og samfundssind, forklarer Kaare Dybvad, der selv er opvokset i stationsbyen Vipperød lidt syd for Holbæk.
”Dengang havde jeg en kæreste på Vesterbro i København, der droppede ud af gymnasiet. Jeg spurgte meget ind til, hvad folk omkring hende egentlig sagde til det. De sagde da ingenting, svarede hun. Eller jo, hendes mor synes måske ikke, at det var så smart, men det var alt. Det var en verden til forskel fra Vipperød. Her ville jeg have mødt alle mulige – en nabo, en matematiklærer fra de yngre klasser eller en gammel fodboldtræner – og de ville have stillet mig til regnskab for min beslutning.”
Det er derfor, at han bliver harm, når den kulturelle elite i København langer ud efter provinsen. Når forfatterne Jens Vilstrup, Erling Jepsen og Knud Romer i deres storsælgende bøger skriver om et Udkantsdanmark, hvor ”bygningerne er nedslidte, menneskene moralsk korrumperede og ude af stand til at gøre noget ved deres egen situation,” som han skriver i ”Udkantsmyten”.
For det forholder sig akkurat omvendt, mener boligministeren.
”Provinsen er der, hvor vi møder hinanden og skaber fællesskaber på tværs af etniske og sociale skel. Man hjælper hinanden, men forventer, at den hjælp bliver forvaltet og taget alvorligt af modtageren. Det er også derfor, at der er færre problemer med parallelsamfund i provinsen end i storbyerne. Der er en samhørighed, som er helt, helt afgørende.”
Afgørende for hvad, spørger Kristeligt Dagblad. Kaare Dybvad tygger på det, og så når vi hen til snakken om den socialdemokratiske sjæl. Måske afgørende for velfærdsstaten som sådan, hvor pligter kommer før rettigheder, hvor man møder sin næste på tværs af klasseforskelle i et forhold præget af det, statsminister Mette Frederiksen (S) betonede allermest i sin åbningstale til Folketinget i begyndelsen af oktober: tillid.
”Du kan ikke have en samfundsmodel med høje skatter og fælles institutioner uden et fællesskab. Velfærdsstaten forudsætter, at du forstår folk,” siger Kaare Dybvad og fortsætter:
”Jeg har boet i Ågården på Nørrebro (et alment boligbyggeri, red.), hvor mange af beboerne har ikke-vestlig baggrund. De spillede fodbold eller cricket i forskellige klubber alt efter deres etniske tilhørsforhold. Men det skaber jo ikke et fællesskab. Fællesskab er, når der er én fodboldklub, vi alle går ned og spiller i – uanset hvad vores forældre tjener, og hvor de kommer fra. Forpligtende fællesskaber, som alle har adgang til, er enormt vigtige i en velfærdsstat. Det lykkes man bedre med i provinsen og i forstæderne.”
Kan det socialdemokratiske idealsamfund på den måde spejles i provinsen?
”Ja, det mener jeg helt klart. Det er farligt, når man ikke længere har en fælles referenceramme. Jeg er så træt af, at en by som New York bliver omtalt som en smeltedigel. Det er ikke en smeltedigel – det er en opdelt by med ét kvarter for kinesere, ét for afrikanere og ét for litauere, eller hvad ved jeg. Den er et billede på den samfundsmodel, vi ikke skal have. Hvis du tager S-toget fra Nørreport (i det centrale København, red.) mod Vestegnen og derefter mod nord og Hellerup, ser du også to meget forskellige udviklinger. Det er en udfordring.”
Det er derfor, boligministeren vil have blandede byer, både i provinsen og storbyerne. Der skal være et arbejde til akademikeren i Vordingborg og en billig lejlighed til kontanthjælpsmodtageren på Vesterbro. Det er selve garanten for, at vi møder hinanden.
Bliver det ikke til leverpostej og lighedsmageri – hvad er der galt i, at den øvre middelklasse har det godt med sig selv på Østerbro i København og ikke kommer til provinsen?
”Gå tilbage og læs socialdemokratisk litteratur, hvis du vil forstå det. Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø. Deres bøger rummer en helt essentiel kritik af, at overklassen, storbønderne og borgerskabet isolerer sig og skaber sine egne fortællinger om, at man ikke skylder den brede befolkning noget. Øvelsen er at give den øvre middelklasse og overklasse et indblik i, hvad der foregår i et barn, når forældrene bliver arbejdsløse, drikker eller oplever integrationsproblemer. Kommunisterne ville underkue overklassen og borgerskabet. Det socialdemokratiske perspektiv er at bruge dem som trækheste i en social forandring.”
Du bor selv i København, men er livet i virkeligheden bedre i provinsen?
”Det har min kone og jeg en meget lang diskussion om i øjeblikket. Ja, mener jeg. Hun gør ikke.”
Vi ender med at runde Valdalsparken nær centrum af Vordingborg, et alment boligbyggeri af røde teglmursten med hvide altaner og en græsgård med en legeplads i midten. Bygget i 1956, dengang boligministeren hed Johannes Kjærbøl (S).
”Det her er det mest socialdemokratiske byggeri, du kan finde. Når folk siger, at Socialdemokratiets boligpolitik er beton, siger jeg altid nej: Det er røde treetagers murstensejendomme.”
Du og Socialdemokratiet taler om livet i provinsen og om et opgør med centralisering, men det var de borgerlige regeringer, der 2015-2019 satte gang i udflytningen af statslige arbejdspladser fra København. Kom I ikke for sent ind i alt det her?
”Jo, det kan man godt sige. Udflytningerne kunne være gjort bedre, men der er ikke noget værre end folk, der kæmper for noget og finder et hår i suppen, når deres ønsker opfyldes. Jeg roste de borgerlige dengang, selvom ikke alle i mit parti var enige. Det var en symbolsk vending, så vi i dag snakker om, hvad der skal flyttes fra de store byer til provinsen, ikke omvendt.”
For nogle år siden var han til en konference i Kommunernes Landsforening, hvor centraliseringen blev beskrevet som et buldrende godstog.
”Man kunne stille sig ud foran godstoget, råbe stop og blive kørt over, eller man kunne acceptere den fuldstændige centralisering. Det var afpolitiseret, et faktum, lidt som indvandringsspørgsmålet var det engang. Nu har zeitgeisten (tidsånden, red.) ændret sig – det giver nogle fantastiske muligheder som boligminister,” slutter han.