Hvor sygdomme og skavanker hos kæledyr for bare 10 år siden i mange tilfælde ville føre til aflivning, vælger flere i dag behandlinger som kemoterapi, kiropraktik og laserbehandling af ledsmerter, når det kommer til menneskets bedste ven.
Det fortæller formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof. Hun peger på udbredelsen af ct- og mr-scannere, som man bruger, hvis dyret er ramt af en sygdom, der kræver en grundigere undersøgelse, som noget af det, der indikerer en udvikling inden for behandlingsmulighederne og de ønsker, som dyreejere har til undersøgelse af familiedyr i dag.
”Da den første ct-scanner kom til Danmark i 2004, tænkte man i dyrlægekredse, at de nok kun kom til større byer som København og Aarhus, men nu kan flere klinikker i Danmark tilbyde enten ct- eller mr-scanning. Det er et udtryk for, at man i dag kan og vil mere med hensyn til undersøgelse og behandling,” siger hun.
Dyreejerne går altså længere for deres dyr i dag, når det kommer til behandling af de firbenede. Jill Byrnit, der har en ph.d. i evolutionspsykologi og en bachelor i biologi, peger på, at to forhold gør sig gældende, når det kommer til at holde dyrene længere i live.
”Vores del af verden er præget af velstand, fred og fordragelighed i en sådan grad, at vi har tid og overskud til at tage os af andre arter end vores egen og gå de ekstra skridt for dyret, eksempelvis ved at behandle det for sygdom. Derudover får vi i dag meget få børn, og rigtig mange bor alene, og så er der blevet plads til, at kæledyrene kan spille en større rolle i vores liv,” siger hun.
Jørgen Degn Bjerrum, der er provst i Rødovre og Hvidovre provsti, blev for mange år siden opmærksom på menneskets enorme kærlighed til kæledyrene, da han skulle forberede en bisættelse, hvor familien til afdøde fortalte, at det, der havde betydet mest for personen, var hans hund. Herefter besluttede han at invitere dyrene med til gudstjeneste. Han er enig i Jill Byrnits analyse, men ifølge ham skyldes den større efterspørgsel på behandling også et ansvar over for skaberværket.
”Vi har et ansvar for alt levende, og vi føler især ansvar for dem, som står os nær. Der er nærmest ingen grænse for, hvad vi vil gøre for vores kære, og det er samme mekanisme, der gælder vores kæledyr. Hvis det er et dyr, der har gjort det meningsfuldt at stå op om morgenen, vil mange gå meget langt for at holde det i live.”
Ifølge Tia Hansen, der er lektor i psykologi ved Aalborg Universitet og forsker i relationen mellem dyr og mennesker, kan nogle dyreejere dog have en tendens til at gå for langt, inden det besluttes, at kæledyret skal aflives. Her kan man ende i et såkaldt aflivningsdilemma:
”Vi fungerer som en gud over for vores dyr. Det er vanskeligt rent eksistentielt at beslutte, hvornår nogen, vi holder af, skal dø. Når vi som mennesker forpligter os til et andet væsen, følger ikke kun gode ting, men også risikoen for lidelse. I dag kan dyrlæger tilbyde mange livsforlængende behandlinger, og man kan spørge, om det er for hunden eller ejerens skyld?”