Prøv avisen

Vindmøller ved kloster møder politisk undren: De kan skade det historiske landskab

På billedet har Børglum Kloster lavet en visualisering, der viser, hvordan udsigten bliver, når otte eksisterende møller på 69 meter forhøjes til 150 meter. Fotos og visualisering: Børglum Kloster

I Hjørring besluttes det i dag, om fire af de i alt 12 kæmpe-vindmøller, der er planlagt ved Børglum Kloster, må stilles op. Flere landspolitikere frygter, at møllerne vil ødelægge et nationalhistorisk landskab. Borgmester forsvarer beslutningen, men vil fremover sikre, at der står laug bag vindmøller

Flere folketingspolitikere giver nu deres mening til kende med hensyn til de 12 kæmpe-vindmøller, der kan være på vej ved Børglum Kloster i Vendsyssel.

Både kloster og område er nemlig så unikt, at møllerne, der bliver henholdsvis 125 meter og 150 meter høje, kan skade det historiske landskab, mener de.

”Jeg må indrømme, jeg ikke forstår, at Hjørring Kommune overvejer at forhøje vindmøller, der står i så vigtigt et nationalt- og kulturhistorisk miljø. Børglum Kloster er også en stor turistattraktion. Der tror jeg, de skyder sig selv i foden,” siger Alex Ahrendtsen, der sidder i Folketingets Kulturudvalg for Dansk Folkeparti.

Af Kristeligt Dagblads omtale af sagen i mandags fremgik det, at 641 lokale har skrevet under imod mølleudvidelserne, fordi de mener, at det vil udfordre klosterets tusind år gamle position som pejlemærke i landskabet.

Det forstår Marianne Jelved, kulturordfører for De Radikale, godt:

”Når vindmøllerne begynder at dominere et sted som Børglum Kloster synes jeg også, det er for meget. Jeg vil opfordre klosteret til at prøve at appellere til flertallet i Hjørring Kommune, for det er kommunens beslutning, hvad der skal ske.”

På vegne af Folketingets Kulturudvalg har tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt (V) stillet spørgsmål i sagen til kulturminister Mette Bock (LA).

I svaret anerkender ministeren den lokale bekymring. Men selvom hun ifølge planloven kan fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag, er det næppe noget, hun har tænkt sig at gøre.

”Kulturministeriet benytter almindeligvis kun indsigelsesmuligheden, hvis et lokalplanforslag vurderes at have negativ indvirkning på et af vore Unesco-verdensarvssteder eller på et af de steder, som Danmark har optaget på tentativlisten med henblik på at blive verdensarv,” skriver hun i svaret til Folketingets Kulturudvalg.

Selv siger Hans Christian Schmidt, at han ”faktisk ikke forstår, at kommunen ikke har sat foden ned” over for mølle-udvidelserne. Den tidligere miljøminister har i dag skiftet mening med hensyn til vindmølleindustrien.

”Jeg tager ansvaret for det, jeg har været med til at vedtage, men jeg har indset, at det var galt med alle de møller på land,” siger han.

”Hele det her vindmølleeventyr har splittet naboer og landsdele, og jeg er bare nødt til at sige, at Hjørring Kommune ikke vil få et brev fra staten om, at vi bliver kede af det, hvis de ikke sætter de kæmpemøller op ved Børglum Kloster.”

I Hjørring kan borgmesteren, socialdemokraten Arne Boelt, godt forstå, at man synes, møllerne kan virke dominerende i landskabet.

”Men det kan Børglum Kloster jo også. Man ville aldrig få lov at bygge et nyt kloster på sådan en bakketop,” siger Arne Boelt, der mærker, at der er sket ”et paradigmeskift” i holdningen til vindmøller.

”Nu skal de ud og stå på havet alle sammen. Det kan også godt ske, det er det, de skal. Men det parameter, vi har brugt i beslutningerne oppe ved os, er, at der skal være lokal forankring i projekterne, sådan som der også er for i hvert fald 8 ud af 12 møller, som ønskes højere.”

Den lokale underskriftindsamling tager kommunen med i sine overvejelser.

”Det er blandt andet noget af det, der gør, at jeg tror, de fire møller, vi skal tage stilling til i dag, kan få det svært. For dem, der vil have dem op, bor ikke i nærheden, og dem der gør, de klager,” siger borgmesteren.

Hjørring Kommune har i øvrigt truffet beslutning om, at fremtidige vindmøller skal være i lav.

”Det vil sige, at dem, der vil have dem, skal bo omkring dem. For der er altså noget med, at når møllerne snurrer og man kan få en gevinst, så bliver man ikke så syg, som hvis man ikke havde penge i dem,” siger Arne Boelt.

I sagen om de andre otte møller skal nabokommunen høres først, fordi de tænkes opsat mellem Børglum Kloster og landsbyen Stenum, som ligger i Brønderslev Kommune.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har forståelse for den frustration, som ”eventuelle gener fra etableringen af vindmøller” kan afstedkomme.

”Det er min holdning, at vi skal undgå at genere nogen unødigt i den grønne omstilling, og det gælder også danske kulturskatte som Børglum Kloster,” siger ministeren, der dog understreger, at det er kommunerne, der har ansvaret for den konkrete vindmølleplanlægning på land.