”Kæmpestort”: Det iranske landsholds stilhed er en larmende protest

Irans landsholdsspillere sang ikke med, da deres nationalsang blev spillet til VM i Qatar. Protesten er et udtryk for, hvor alvorlig konflikten i Iran er, fortæller forskere

Irans landshold mødte England til deres første kamp i årets VM i Qatar.
Irans landshold mødte England til deres første kamp i årets VM i Qatar. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det var med armene om hinanden og klædt i sort, at det iranske landshold forholdt sig tavse. Nogle kiggede stift ud i luften, mens andre havde bøjede nakker og lukkede øjne. Flere skælvede en smule og havde et fast greb om skulderen på sidemakkeren. 

De vidste godt, at det ikke var uden risiko at undlade synge med på deres nationalsang i protest mod regimet i Iran, da den mandag blev spillet på stadionet i Qatar kort før kampen mod England blev sparket i gang ved VM i fodbold. 

“Det er så kæmpestort,” siger Helle Malmvig, der er seniorforsker i fred og vold ved Dansk Institut for Internationale studier, om det iranske landsholds protest. 

“Der har været meget snak i Iran om, hvorvidt Iran overhovedet bør deltage ved VM og dermed give regimet i Iran deres indirekte legitimitet. Derfor ser det overhovedet ikke godt ud for regimet, at spillerne protesterer,” siger hun. 

Der har de seneste måneder været stor folkelig opstand i Iran. Flere tusinde demonstranter har været på gaden, efter den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde efter at have været i det iranske moralpolitis varetægt. Hun var blevet anholdt, fordi myndighederne mente, at hendes hijab ikke sad korrekt. Ifølge humanitære organisationer er mere end 400 iranere blevet dræbt i demonstrationerne, mens over 16.000 er blevet anholdt. 

Samtidig med at protesterne har vokset sig store, har regimet valgt at gribe hårdere ind ved blandt andet at indføre dødsstraf for at demonstrere mod regimet - en beslutning, der ifølge flere eksperter er et udtryk for, at styret er desperat efter at slå opstanden ned

“Når det iranske landshold protesterer ved ikke at synge med på nationalsangen og dermed ikke støtte det iranske regime, er det forbundet med store risici. De risikerer for det første at blive smidt af landsholdet. Men de risikerer også at komme i fængsel, og det gør deres familier også. I Iran bruger man både strenge torturmetoder, og der kan være dødsstraf i forbindelse med protesterne mod regimet,” fortæller Helle Malmvig. 

På et pressemøde søndag inden Irans første kamp blev den iranske fodbolsspiller Ehsan Hajsafi spurgt ind til situationen i Iran. Han indledte med: 

“Som det første vil jeg udtrykke min medfølelse med de efterladte familier i Iran,” sagde han og trak vejret, før han fortsatte:

“Vi bliver nødt til at acceptere, at forholdene i vores land ikke er ordentlige, og at iranerne ikke er glade. Vi er her, men det betyder ikke, at vi ikke skal være deres stemme. De skal vide, at vi er med dem. Og vi støtter dem. Og vi sympatiserer med dem.”

Han er 32 år og spiller til dagligt i Grækenland for AEK Athen. Han er gift på sjette år og far til 2-årige Adriana. 

Når spillerne protesterer til trods for, at de risikerer at få sig selv og deres familier fængslet, er det blandt andet et udtryk for, at de føler sig presset til det, fortæller Helle Malmvig. 

“Der har været et ret stort pres på det iranske landshold for at vise en form for solidaritet med protesterne mod regimet. Protesterne er massive og nyder stor folkelig opbakning og har varet længe. Men presset kommer også fra styrets side og især i form af indirekte trusler. Normalt repræsenterer landsholdet et land og dermed også en regering. Det er en måde for at land at vise, hvad de kan,” fortæller hun. 

Claus Valling Pedersen, der er lektor i tværkulturelle og regionale studier med speciale i Iran, mener også, at landsholdets protester er et udtryk for, at konflikten i Iran har vokset sig meget stor. 

“Befolkningen vover at protestere, at råbe slogans mod den øverste leder og at tage tørklædet af og vise håret. Det mod har forplantet sig til sportsholdet,” siger han.

Før 22-årige Mahsa Aminis død er det ikke set, at sportsudøvere har turdet gøre oprør, fortæller Claus Valling Pedersen. Men efter demonstrationerne brød ud, er der set flere protester fra kendte iranere. 

To iranske skuespillere blev i weekenden anholdt, efter at de havde støttet protesterne. En iransk strandfodboldspiller viste ligeledes sin støtte til protesterne under en landskamp mod Brasilien, mens en iransk sportsklatrer nægtede at bære tørklæde under en konkurrence i Sydkorea. 

“For befolkningen er det enormt vigtigt, at landsholdet er med folket og ikke med regimet. Fodbold er nationalsporten i Iran, og stort set alle følger med," siger han.

Det har ikke altid været tydeligt, om landsholdet var på befolkningens side. Kort før afrejsen til Qatar besøgte de den iranske præsident Ebrahim Raisi, hvilket høstede stor kritik.

"Nogle er tilfredse med, at de nu har bekendt kulør for folket, og andre mener, at det er lidt for lidt og lidt for sent. Det deler vandene i Iran,” siger Claus Valling Pedersen. 

Én af dem, der ikke er tilfreds med det iranske landsholds protest, er Jino Victoria Doabi. Hun er politisk flygtning fra præstestyret i Iran og medlem af Radikale Venstre. 

“I første omgang synes jeg slet ikke, de burde spille. De repræsenterer et styre, der likviderer befolkningen,” siger hun og fortsætter:

“Jeg havde forventet, at de ville tie stille under nationalsangen og så sætte sig ud på en bænk og ikke spille bagefter. Men nu, hvor de så spiller, havde jeg forventet, at de ikke ville juble, når de scorede. Jeg ved godt, at det ikke er uden risiko at protestere, men et enkelt lille smil er over grænsen,” siger hun og fortæller, at hun kunne se spillerne smile, da de scorede. 

Mens nogle er enige med Jino Victoria Doabi, reagerer andre med iransk baggrund på det iranske landsholds protest med rosende opslag på sociale medier. Blandt dem er sportsjournalist Kian Fonoudi og debattør og radiovært Nima Zamani.