Prøv avisen

Tre danskere giver råd i retrospektiv: Kære mig som kommende pensionist...

Bent Jørgensen, Lis M. Frederiksen og Kjeld Holm giver her det råd, de gerne ville have givet sig selv inden overgangen fra arbejdsliv til pension. Foto: Leif Tuxen/Flemming Jeppesen

Kristeligt Dagblad har spurgt tre kendte danskere, hvilket råd de ville have givet sig selv inden overgangen fra arbejdsliv til pension

Bent Jørgensen 

82 år, tidligere direktør for Københavns Zoo. Gik på pension for 22 år siden

”Hvis jeg kunne have givet mig selv et godt råd, allerede i årene inden jeg gik på pension, ville det være, at jeg skulle have lagt flere penge til side. Min kone og jeg har på ingen måde været fattige, men vi har levet på en relativt beskeden pension, og det ville have været rart med lidt flere midler at rejse og købe rødvin og bøger for. Når nu det ikke blev helt sådan, ville jeg gerne have givet mig selv et beroligende klap på skulderen og sagt, at det nok skulle gå alt sammen alligevel."

"For selvom vi ikke har haft dyr rødvin i glasset, så har vi dog haft rødvin, og da vi sidst flyttede, måtte vi smide halvandet ton bøger ud, så bøger har vi nok også haft nok af. Jeg har mødt mange, som har haft svært ved at sige farvel til deres position og status. De har råbt op om, at de jo var kendte, men er blevet slemt skuffede, når de fandt ud af, at deres person ikke åbnede de samme døre som tidligere. Sådan har det aldrig været for mig, men jeg gik heller ikke lige fra tv-studiet til en lænestol i huset på Bornholm.

"Jeg har skrevet bøger og artikler og holdt utallige foredrag og nydt at være herre i eget hus i fulde drag. Tilværelsen bliver en anden med tiden og alderen. Det, der kommer til at betyde meget, er gode stunder med min kone, spændende læseoplevelser og ture i den bornholmske natur. Den slags koster heldigvis ikke spor."
 

Kjeld Holm

70 år, tidligere biskop over Aarhus Stift. Gik på pension i 2015

”Jeg ville nok have sagt, at jeg ikke skulle være så nervøs for mit nye liv som pensionist. I månederne op til min pension gjorde jeg meget ud af at indstille mig mentalt på, at min tilværelse ville blive fundamentalt anderledes på en række områder. At alt det, jeg havde haft noget med at gøre, og som havde haft betydning for mig, ville forsvinde i det øjeblik, jeg forlod stillingen som biskop, og min afløser var fundet. For hvis man forestiller sig, at man går af og stadig vil have samme relationer til andre mennesker som i årevis, så bliver man dybt skuffet."

"Derudover forberedte jeg mig på, at jeg nu selv aktivt skulle fylde min nye tilværelsesform med indhold. I dag kan jeg se, at skiftet slet ikke var så slemt som frygtet. Jeg troede, jeg ville falde ned i et hul og være nede i flere måneder, men det gik helt smertefrit med at finde mig til rette i den nye livsform, og efter at have haft en styret kalender i så mange år var det faktisk en lettelse at være sin egen herre.

"Og så er jeg taknemmelig for, at mange nære relationer ikke ændrede sig. Hvis jeg kunne give mig selv et råd dengang, ville det derfor stadig være at forberede mig, men også ikke at frygte overgangen for meget. Det at gå på pension er næsten som at få et barn – du kan forberede dig på forælderrollen, men du ved ikke hvordan det bliver, før barnet er født.”

Lis M. Frederiksen

72 år, journalist og tidligere chef for TV-Avisen og informationschef ved Kongehuset. Gik på pension i 2008

”Man er stadig grundlæggende det samme menneske, og man har de samme holdninger, synspunkter og kompetencer som før. Det ville jeg gerne have mindet mig selv om, at man ikke mister den, man er, bare fordi man går på pension. Jeg vidste det selvfølgelig godt inderst inde, men det at vide, hvad man har og ikke, hvad man får, kan få én til at vakle lidt, når man står midt i overgangen til noget nyt. I et samfund og en tid, hvor folk ikke spørger til, hvad man er engageret i og optaget af, men til hvad man laver, kan det føles konfronterende at mister sin arbejdsidentitet, men man mister netop ikke sin identitet, og det er vigtigt at holde fast i."

"For mig har det altid været vigtigt at bidrage til samfundsmaskineriet, og det kan man gøre på mange andre måder end ved at gå på arbejde og hæve en løn for sin indsats. Jeg har fortsat mit samfundsengagement som foredragsholder, skribent og som frivillig med især fokus på flygtninge. Og så har jeg gjort det helt oplagte at passe mine børnebørn. Når de er raske, men også når de er syge, så deres forældre kan gå på arbejde.

"Når man taler om pensionen som livets længste ferie, tror jeg, man rammer helt forbi for rigtig manges vedkommende. Tiden efter arbejdet er fuld af nye opgaver, udfordringer og oplevelser, og man er stadig fuldt ud kompetent til at imødegå dem og tage de opgaver og udfordringer på sig, som man synes giver mening for én selv og for andre. ”