Ægteparret Hertha Ólavsdóttir Johannesen og Bergur Johannesen smiler til hinanden, da kokken i Restaurant Julian på Nationalmuseet i København introducerer dem til deres kærlighedsmåltid. Her er pastinakker, der skulle stimulere kønsdriften i en sådan grad, at munke og nonner i gamle dage blev frarådet at spise dem. Her er ingefær, der skulle være gavnlig mod impotens, elskovseliksir og hjertekage med chokolade, som angiveligt skulle fremme frugtbarhed.
Bergur Johannesen griner og siger, at det er noget rod, at han må tage direkte videre til en anden aftale efter deres Valentins-date på Nationalmuseet, når de nu får serveret en menu med sådanne ingredienser.
Nationalmuseet har sat røde hjerter på udvalgte udstillingsmontrer og indbyder alle forelskede par til at følge en ”hjerteguide” rundt i samlingerne hele februar. Det sker i anledningen af den amerikanske mærkedag valentinsdag i morgen.
Før parret skal rundt i museet, skal de smage hjertekagen. Der er kun én, og den skal deles. De beslutter at made hinanden, som traditionen foreskriver for en bryllupskage.
Netop traditioner, når det gælder kærlighed, ægteskab og seksualitet i forskellige kulturer og i andre tider, er omdrejningspunktet for ”hjerteguiden”.
Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum og rummer flere millioner genstande. Fagfolk har valgt enkelte af dem ud, som ægteparret nu skal se.
Kærlighedsgudinden Afrodite er det første mål. En lille terrakottafigur fra 300 til 200 før Kristus. Hun skal sætte parrene i den rette stemning og minde om, at kærlighed har fyldt til alle tider. I den lyserøde guide bliver de elskende spurgt, hvad symbolet for kærlighed er for dem.
”For os er det ikke fysiske ting. Ting, du kan købe for penge, kan måske give en kortvarig lykkefølelse. Gensidig respekt, tid og det at værdsætte hinanden er bedre symboler for kærlighed,” mener Hertha Ólavsdóttir Johannesen. Parret er ikke vant til at gøre noget særligt ud af Valentinsdag, og når de går ud, er det snarere på restaurant eller i biografen end på museum. Så de er spændte på den videre færd rundt i kærlighedens kulturhistorie.
De bliver præsenteret for en antik græsk vase, der afbilleder homoseksuel kærlighed, og antikke bryllupsvaser, der blev brugt til at hente vand til brudens bad før brylluppet.
Selvom parret har lidt svært ved at finde rundt i det enorme museums kringelkroge, når de frem til endnu en montre, der er udstyret med et rødt hjerte. Nu gælder det danske bryllupsgenstande fra 1700-tallet.
Dengang bar bruden brudekrone, og brudeparret spiste med sammenhængende skeer. Men før brylluppet kunne stå, fulgte kurtiseringen. I bondestanden praktiserede man fenstring, en skik, hvor de unge mænd kravlede ind af ungmøernes vinduer for at teste, om der var kemi. Der blev krammet og flettet fingre, og overraskende nok var forældrene velvidende herom. Man mente, det var vigtigt for de unge inden ægteskabet at finde ud af, om de passede sammen.
Fremme ved et dejtrug af træ, der er næsten to meter langt og en halv meter dybt, kan parret læse et ordsprog fra 1700-tallet: ”Man skal skue sin kommende viv i et dejtrug og ikke i en springdans”. Det er altså vigtigere, at kvinden er huslig end adræt og smuk. Parret bliver hurtigt enige om, at huslig kunnen ikke var en karakteregenskab, der betød meget for dem, da de sagde ja til hinanden i kirken for godt fem år siden. De forlader truget for at se på vielsesringe fra middelalderen, som ikke ligner deres egne glatte guldringe. En populær version dengang var en ring formet som to hænder, der holder om et hjerte.
”Hjerteguiden” afsluttes med et besøg i den etnografiske samling, hvor en tibetansk amulet fra 1700-tallet leder tankerne i retningen af tantrasex. Parret bemærker, at det tyder på, at der i tidligere tider og andre kulturer var en større åbenhed omkring seksualitet.
”Det er, som om det var mere naturligt,” siger Hertha Ólavsdóttir Johannesen, inden parret går ud i en kold og mørk februareftermiddag med en sidste bemærkning.
”Det har været en overraskende oplevelse. Vi har lært noget. Kærlighed har fyldt noget i alle kulturer altid. Det siger noget om, hvordan vi er som mennesker,” konkluderer Bergur Johannesen og hjælper sin hustru jakken på.
