Kajakroer padler Danmark rundt i sne og kulde

Den 32-årige Erik B. Jørgensen er som den første ved at ro Danmark rundt i kajak ved vintertide. En tur på 1100 kilometer med snestorme og grødis

Erik B. Jørgensen slæber sin havkajak ind mod land efter en lang dag på havet. Den 32-årige fynbo er efterhånden totredjedele igennem sin rundtur omkring Danmark på ialt 1100 kilometer. -- Privatfoto.
Erik B. Jørgensen slæber sin havkajak ind mod land efter en lang dag på havet. Den 32-årige fynbo er efterhånden totredjedele igennem sin rundtur omkring Danmark på ialt 1100 kilometer. -- Privatfoto.

Man behøver ikke rejse ud til verdens afkroge, hvor intet menneske har været før, for at være en rigtig eventyrer.

Det er den 32-årige fynbo Erik B. Jørgensen et godt eksempel på. I disse dage er han trods voldsomt vintervejr ved at gennemføre en 1100 kilometer lang tur rundt langs Danmarks kyster i en havkajak med et lille telt, sovepose, vandflaske og tørkost – samt mobiltelefon, computer og gps, så eventuelle interesserede kan følge med i kajakeventyrerens strabadser.

Syv andre før ham har gennemført ruten, der går fra Vidåslusen i Sønderjylland, op langs Vestkysten, rundt om Skagen, ned langs Jyllands østkyst, rundt omkring Samsø, derefter rundt om Sjælland og Lolland-Falster, gennem Det Sydfynske Øhav, inden turen slutter i Flensborg Fjord. Men ingen har endnu gennemført ruten om vinteren. Og slet ikke en vinter som den i år.

Januar var således den koldeste måned i 23 år med frost samtlige dage, storme og masser af is på havet.

Noget, der har givet visse vanskeligheder undervejs for manden i kajakken, der dog er vant til hårde fysiske udfoldelser fra sin fortid i henholdsvis Siriuspatruljen og Jægerkorpset.

– Ud for Frederikshavn var der dog så meget is og grødis, at jeg brugte fem timer på at komme de 600 meter ude fra havet, hvor jeg sejlede, ind på land. Jeg måtte ud at skubbe og svømme rundt i det iskolde, grødfyldte vand. Der overvejede jeg lidt situationen. Det er jo ikke forsvarligt at sejle Danmark rundt, når man skal bruge flere timer på både at komme ud og ind igen, siger Erik B. Jørgensen.

Trods det hårde vejr har han dog padlet af sted i 31 af de i alt 37 dage, han har været på farten.

Nogle dage dog mere end andre. På Vesterhavet var det eksempelvis ikke is, men voldsomme bølger, der skabte problemer. Men udfordringerne som vind og isvinter er samtidig også det, der har givet de største oplevelser.

– De hårdeste oplevelser er som regel også de mest fantastiske bagefter. Vesterhavets voldsomhed er både slem og meget smuk. Samtidig har vejret også betydet, at jeg har kunnet sove i to nætter i mit telt ude på isen. Det bliver noget af en oplevelse at tænke tilbage på bagefter, siger kajakroeren.

Et af de største indtryk undervejs har dog været den interesse og gæstfrihed, han er stødt på undervejs. Ikke kun fra de mange fugle og enkelte marsvin og sæler, der har fulgt ham undervejs på havet. Men også fra tobende artsfæller på land.

Han oplever næsten dagligt, at folk, der har fulgt hans rejse på hans blog, kommer ned til havet, når han padler forbi, for at hilse og heppe på ham. I begyndelsen var der 2500, der fulgte hans færd. I skrivende stund er der omkring 8000.

Men det, der har overrasket – og overvældet – kajakfareren mest, er den gæstfrihed, han har mødt undervejs fra de lokale.

– Der er mange mennesker, der bare har åbnet døren til deres hjem for mig, selvom vi slet ikke kender hinanden. Det er virkelig imponerende, siger Erik B. Jørgensen.

Siden rejsen begyndte ved Vidåslusen i slutningen af december, er der dog også andre end de lokale, der er blevet opmærksomme på den usædvanlige kajakroer.

I første omgang flere lokale aviser og tv-stationer. Og nu er kajakeventyreren sågar blevet interviewet af landsdækkende fjernsyn. Noget, som passer ham fint – med- mindre det forstyrrer hans rejse.

Lige inden dette interview er han således blevet kontaktet af DR?s Aftenshowet, der vil have ham ind i studiet på Rådhuspladsen i København.

– Det ville betyde, at jeg skulle blive i København en dag til. Men mit projekt er altså det vigtigste lige nu, så det har jeg takket pænt nej til, siger Erik B. Jørgensen, der er totredjedele igennem sin rejse Danmark rundt.

Men hvad er det egentlig, der driver et menneske ud på en 1100 kilometer lang rotur på havet om vinteren – med kulde, snestorme og masser af is på havet?

– Det er klart, at der ligger en præstationstrang bag det her. At man er den første, der gør det her om vinteren. Men det handler også om at få nogle oplevelser. Man kan faktisk få meget ud af Danmarks natur om vinteren, som jeg synes er utrolig flot og smuk, siger Erik B. Jørgensen.

Fynboen håber, at hans rundtur også kan inspirere andre mennesker til at tage på eventyr – også i den danske natur.

Han understreger dog, at en rejse i kajak rundt om Danmark i årets koldeste måneder ikke er for en hvilken som helst vovehals.

Det kræver stor respekt for de naturkræfter, man er op imod, kendskab til ens egne evner og begrænsninger og en del planlægning. Lige fra hvordan man kommer op igen eller kommer i land, hvis kajakken vælter i det iskolde vand, til hvor meget tørkost man skal have i bagagen, i tilfælde af at der ikke er en købmand i nærheden, når man lander fuldstændig udmattet, våd og træt på stranden efter mange timer på havet.

Men mindre kan også gøre det, mener Erik B. Jørgensen.

– Et eventyr kan være stort eller lille. Det behøver jo ikke lige være det, som jeg laver. Det kan være at overnatte i en skov, eller når ens børn for første gang skal cykle til skole selv. Eventyret ligger på lur alle steder – også lige uden for ens dør, siger han.

Følg med i Erik B. Jørgensens rejse rundt i Danmark på hans blog: www.komud.dk, hvor man foruden rejsebeskrivelser og billeder også via gps kan følge, hvor langt eventyreren er nået i sin havkajak.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk

På trods af meget sne og storm har Erik B. Jørgensen også kunnet nyde havudsigt som denne fra sin kajak. – Privatfoto.
På trods af meget sne og storm har Erik B. Jørgensen også kunnet nyde havudsigt som denne fra sin kajak. – Privatfoto.
Kajakeventyreren er tidligere jægersoldat og medlem af Siriuspatruljen. --
Kajakeventyreren er tidligere jægersoldat og medlem af Siriuspatruljen. -- Foto: Peter Andersen.