I dag udkommer foreningen Porno&Samfunds rapport, der ser på, hvordan porno observeres og håndteres i skolesystemet. I rapporten konkluderes det blandt andet, at seks ud af 10 skoler ikke har en fast politik om porno, og det er problematisk, mener foreningens formand, Heidi Als Ringheim.
På mange skoler mangler man at forholde sig til porno, mener hun, og det er særligt problematisk i en tid, hvor unges seksualitet digitaliseres og risikerer at blive udstillet på nettet gennem hævnporno.
”Der er et manglende fokus og viden på de problematikker, porno skaber. Vi foreslår, at man tænker på en kulturændring i forhold til, hvordan man håndterer porno, som vi også har gjort det med for eksempel rygning, og en større anerkendelse af, at porno har påvirkninger og følgevirkninger ligesom tobak og alkohol. Det må man tale med eleverne om i seksualundervisningen, ligesom man taler med eleverne om de negative følgevirkninger ved rygning,” siger hun.
Hun nævner, at porno blandt andet kan føre til pornoafhængighed, påvirke unges seksuelle læring og den skabelon, unge lægger ned over deres seksuelle identitet, så deres første seksuelle eksperimenter bliver på pornoens præmisser.
I Danmark er den seneste forskning om porno udarbejdet i 2006, og det er problematisk, siger Heidi Als Ringheim. Forskere i Danmark har tidligere fundet sammenhænge mellem pornoforbrug og unges holdninger til sex og køn – som for eksempel urealistisk høje og stereotype forventninger. Men studier i Danmark har ikke bevist, at porno skaber bestemte negative holdninger eller handlinger, ”blot” at der kan være sammenhænge mellem de to.
Blandt de 37 skoler, der i rapporten beskriver deres pornopolitik, var nogle af de nævnte tiltag på skolerne, at elever og lærere var forment adgang til at søge efter eller besøge pornosider på skolens netværk.
Men Porno&Samfunds rapport viser samtidig, at 6 ud af 10 skoler ikke har regulering eller filter på skolens netværk.
”Vi går ikke som udgangspunkt ind for et forbud. Vi vil gerne være dialogsøgende og finde fælles løsninger, men vi mener ikke, at porno har nogen funktion i vores læringssystem, og derfor behøver det ikke være tilgængeligt i folkeskolen,” siger Heidi Als Ringheim og peger på, at man i Canada og England har iværksat tiltag, som skal hindre børn og unges adgang til pornosider.
Men ifølge Christian Graugaard, læge, seksualitetsforsker og tidligere formand for foreningen Sex og Samfund, vil det ikke skabe et sundere eller mindre tabuiseret forhold til porno, hvis man begynder at forbyde det, som man har set det i andre lande.
”Jeg synes helt basalt, at man skal forebygge frem for at forbyde. Det er en urealistisk, trist og perspektivløs vej, at vi skal censurere virkeligheden og forsøge at redigere i børns liv. Den danske folkeskole skal ikke i udgangspunktet have en moralistisk tilgang til porno, men derimod en mere fordomsfri og undersøgende tilgang, hvor man klæder de unge på til kritisk og konstruktivt at forholde sig til porno,” siger han.
Det handler ikke om at gøre unge bange for pornografi eller at bilde eleverne ind, at porno ikke eksisterer – for det gør det jo, pointerer han. Det handler derimod om at give unge redskaber til kritisk at reflektere over, hvad porno som kulturprodukt er, og hvordan man kan bruge det fornuftigt og ansvarligt, siger han.
”Den obligatoriske seksualundervisning er en fantastisk og internationalt særegen platform for at skabe en dialog om porno, der hverken er fordømmende eller moraliserende, men derimod er nysgerrig og nærmer sig emnet fra forskellige vinkler, ser på både fordele og ulemper og diskuterer forholdet mellem et almindeligt dansk ungdomsliv og pornoens kulørte fantasier,” siger han.
Ifølge Christian Graugaard er det en dødfødt strategi for voksne at forsøge at forbyde børn væk fra en enorm og indviklet digital verden, som børn måske endda forstår bedre, end de voksne selv. Strategien beror på en idé om, at unge er ”pavlovske automater, som imiterer alt, hvad de ser” og ikke er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed. Og hvis det forholdt sig sådan, ville det da også være dybt problematisk, siger han.
”Men det er en fatal undervurdering af unges evne til at anlægge en kritisk attitude. Unge er langt dygtigere til at navigere på de sociale medier og på nettet end voksne. Forestillingen om at vi med vores løftede pegefingre skulle kunne forhindre dem i at se porno, er helt hen i vejret,” siger han.
Men man skal passe på med at gøre børn og unge til mere kompetente digitale mediebrugere, end de i virkeligheden er, mener Camilla Mehlsen, medieekspert og forfatter til bogen ”Teknologiens testpiloter – 10 ting der ruster børn og unge til en digital fremtid”.
Børn og unge er ganske vist visuelle mediebrugere fra en meget tidlig alder og er vant til at forstå og differentiere mellem virkeligheden og den fiktion, de bliver eksponeret for i den digitale verden.
”Men spørgsmålet er, om det, de bliver eksponeret for, er alderssvarende for barnet. Hvis det ikke er alderssvarende, har børn ingen forudsætninger for at forstå den verden, internettet lukker dem ind i,” siger hun.
Hun er enig med Christian Graugaard i, at man ikke alene kan ”børnesikre” internettet. For der vil altid være andre tilgængelige netværk, end det, skolen stiller til rådighed, siger hun.
”Et forbud kan aldrig stå alene. Børn og unge forlader public service-mediernes trygge rammer og får en smartphone i en tidlig alder. Det betyder, at grænserne for, hvornår og hvad de bliver eksponeret for på internettet aldersmæssigt rykker sig nedad. Det betyder også, at det er så meget desto mere vigtigt, at man fører samtalerne, om hvad børn og unge kan møde på internettet, i en tidligere alder,” siger hun.