Kamp mod ensomhed kræver mere end samtale

Både Dronningen og statsministeren ytrede i deres nytårstaler ønske om at mindske ensomhedsfølelsen hos børn. Men ifølge iagttagere er ensomheden i tiden både noget indre hos den enkelte og et resultat af tidsåndens stærke fokus på individet

Ifølge Sundhedsprofilen lever mere end 350.000 danskere over 16 år i "alvorlig ensomhed".
Ifølge Sundhedsprofilen lever mere end 350.000 danskere over 16 år i "alvorlig ensomhed". Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix.

Ikke alle mennesker har brug for lige meget kontakt med andre mennesker, men alle har brug for nogen i deres liv. Og 350.000 danskere over 16 år lever ifølge Sundhedsprofilen i ”alvorlig ensomhed”, mens syv procent af alle danske børn ifølge Børns Vilkår ofte føler sig ensomme.

Ensomhed som et samfundsproblem, der har ”sneget sig ind” i vores tid, var et centralt tema i Dronningens nytårstale. Både ensomhed blandt ældre, der – som Dronningen selv – har mistet deres ægtefælle, og blandt børn, der spørger: ”Hvem vil lege med mig?”.

Nytårsaften talte også Norges kong Harald V om ensomhed og savn med personligt afsæt i eks-svigersønnen Ari Behn, som juledag tog sit liv.

”Mine tanker er i aften særligt hos alle dem, som går ud af det gamle år med et sorgfuldt tomrum efter nogen, de elskede,” sagde kongen, som ligesom den danske regent udtrykte, at samtale skal bringe menneskene ud af ensomheden.

I går, nytårsdag, strejfede statsminister Mette Frederiksen (S) også ensomhedstemaet, da hun talte for, at flere udsatte børn skal anbringes uden for hjemmet. Hun berettede blandt andet om et besøg af en gruppe børn, hun havde haft på Marienborg:

”Vi hyggede os. Men vi snakkede også om ensomhed. Om mobning. Og om hvordan det er, når rollerne byttes rundt. Når børn bliver voksne før tid og skal passe på de mindre søskende.”

Ensomhed er politisk i fokus, men ensomhedsbekæmpelse er vanskelig. For det, som skaber ensomheden, ligger både i det enkelte menneske og i samfundets struktur, siger Lars Fredrik Svendsen, professor i filosofi ved Universitetet i Bergen i Norge og forfatter til bogen ”Ensomhedens filosofi”:

”Én type ensomhed er den, som er forårsaget af en ydre årsag som et personligt tab. Men en stor del af menneskets ensomhed vil vi føle uafhængigt af de ydre omstændigheder,” siger han.

Om ensomheden er noget, der har ”sneget sig ind” og grebet om sig, er den norske professor usikker på. Han anfører, at undersøgelser fra de seneste 40 år tyder på, at menneskers ensomhed er ret konstant, og at velfærdsstater med en høj tillid som den danske og norske er kendetegnet ved en ret lav grad af ensomhed – til trods for, at andelen af aleneboende er rekordhøj.

”Når man studerer, hvad der giver mennesker oplevelsen af livsmening, er det tydeligt, at tæt tilknytning til nogle ganske få mennesker er allervigtigst. Men samtidig har det stor betydning, at man i sin egen indstilling til livet kan gøre sig personligt disponeret for ensomhed. Man må tage ansvar for sin ensomhed ved at være åben og tillidsfuld over for andre,” siger Lars Fredrik Svendsen.

I de seneste år har flere landes regeringer søsat indsatser mod ensomhed. Storbritannien fik i 2018 en minister for ensomhedsbekæmpelse. Samme år afsatte den danske regering 400 millioner kroner til en indsats mod ensomhed blandt ældre, og Norge har haft lignende tiltag, oplyser Lars Fredrik Svendsen.

”Den slags indsatser tror jeg er en forkert idé. Jeg tror, det politikere i stedet bare skal sikre, at der er en solid retsstat med lav korruption og derfor høj tillid,” siger han.

Jakob Brønnum, forfatter og teolog, er enig i, at ensomhed er et eksistentielt grundvilkår. Men han mener samtidig, at der netop i vor tid er, hvad han kalder en påtrængende ”strukturel ensomhed”.

”Siden oplysningstiden har det at være menneske været noget, den enkelte skulle definere for sig selv. Allerede her ligger der en kim til ensomhed. I mange år har vi så haft demokrati, fremtidstro og modernitet som fælles pejlemærker, men de har fået et skud for boven de senere år. Samtidig har vi en teknologi og samfundsstruktur, som driver os stadig mere i retning af at leve for helt alene at tilfredsstille vores egne flygtige behov og impulser,” forklarer han.

Selvom Jakob Brønnum har respekt for den danske og norske regents opfordring til samtale, tror han derfor ikke, at samtalen i sig selv er nok til at være løsningen.

”Det er svært for den enkelte at blive set, når det store fællesskab ikke er der. Når det hele handler om individets udviklingsmuligheder. Når det at have et parforhold og et arbejdsliv er blevet en proces, hvor man som individ hopper fra det ene til det andet. Så er det ikke overraskende, at ensomheden indfinder sig, og at den især boner ud hos ældre og hos børn og unge.”