Op til afstemningen om Danmarks tilslutning til Maastricht-traktakten den 2. juni 1992 erklærede daværende udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, at han var sikker på, at danskerne ikke bare ville sige ja. De ville sige ja tak til traktaten og unionen.
Som det vil være de fleste bekendt, gik det anderledes. Et lille flertal på 50,7 procent af danskerne sagde nej. Og på flere planer er det sporene fra denne afstemning, der skræmmer de fem gamle partier med tilsammen 102 mandater - Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, Konservative og SF. Det er disse partier, der op til afstemningen den 3. december anbefaler et ja til at erstatte retsforbeholdet med den tilvalgsordning, Danmark forhandlede sig til med EU i 2009.
At danskerne overhovedet skal stemme om tre uger, skyldes nejet i 1992. For nejet førte til de famøse fire forbehold, hvoraf det retlige er et af de fire områder, de regerende partier i 1993 så sig nødsaget til at skrive Danmark ud af for at få et ja igennem.
Lige siden Uffe Ellemann-Jensen tog så grueligt fejl af den danske folkestemning, har der været en stor skræk blandt danske regeringer for at lade befolkningen tage stilling til EU-spørgsmål. Det siger Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.
”Danske regeringer ønsker ikke EU-afstemninger, for de ved, det kan gå galt, og det kan give indenrigspolitisk bagslag. Så når vi overhovedet skal stemme 3. december, er det, fordi der ikke er nogen vej udenom. Danmark er trængt op i en krog. De andre lande ønsker os med i Europol-samarbejdet og forstår ikke, hvorfor vi ikke har gjort brug af den lukrative tilvalgsordning, vi har fået.”
Hun tilføjer, at en del af fortællingen om euro-afstemningen, som Poul Nyrup Rasmussen (S) tabte i 2000, var, at oppositionen sad med korslagte arme og lod ham kæmpe - og tabe - for et dansk ja.
”I hvert fald siden da har det været kendt, at en EU-afstemning kan få en regering til at nedsmelte, og derfor er det noget, man prøver at undgå,” siger Marlene Wind.
Hun peger på, at der ikke var folkeafstemning i forbindelse tilslutningerne til Nice-traktaten i 2001 og Lissabon-traktaten i 2008. Begrundelsen var i begge tilfælde, at Danmark ikke afgav suverænitet.
Men de skiftende danske regeringers modvilje mod folkeafstemninger er helt naturlig, mener EU-forsker og professor ved Aalborg Universitet Søren Dosenrode.
”I et repræsentativt demokrati vælges regeringen til at regere. Alle regeringer vil forsøge at minimere udefrakommende forstyrrelser som folkeafstemninger. Ved afstemningen i 1992 gik det helt klart galt for tilhængerne. Generelt er resultatet af folkeafstemninger uforudsigeligt, og vælgerne bliver påvirket af mange ting - også irrationelle ting båret af en følelse i et øjeblik,” siger han.
Søren Dosenrode peger på, at danskerne ligger i den øverste fjerdedel, når EU måler befolkningernes tilfredshed med Den Europæiske Union. Men folkestemningen for og imod EU har bølget frem og tilbage, lige siden næsten to tredjedele af vælgerne stemte ja til Danmarks indmeldelse i EF i 1972. I årene efter Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet var der krise og utilfredshed med, at Danmark ikke opnåede den velstand, som politikerne havde lovet. Tilfredsheden med det europæiske projekt voksede imidlertid mærkbart efter lanceringen af det indre marked i 1980'erne og frem til afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Og siden har danskernes holdning til EU været ambivalent.
”Danskernes holdning til EU er i høj grad et resultat af, at danske politikere aldrig har taget en overordnet politisk debat om, hvad de vil med det europæiske samarbejde. Der er ingen diskussion af visioner,” vurderer Søren Dosenrode.
Derudover har danskerne ifølge professorens opfattelse et ambivalent forhold til EU, fordi danske medier er for dårlige til at formidle de væsentlige hverdagsbeslutninger fra Bruxelles. Men også fordi politikerne er fanget af deres egen retorik:
”I årevis har de sagt, at EU var et økonomisk projekt, så er det lidt svært at sige, at det er et fredsprojekt. Mere end 60 procent af al dansk lovgivning kommer fra EU. Derfor er Folketinget ikke så vigtigt som for 50 år siden, men det er meget svært for folketingspolitikerne at kommunikere, at de mister magt. Tilhængersiden nedtoner konsekvent de politiske aspekter af integrationen i EU. På modstandersiden taler man hver gang om, at det er ”absolut sidste chance for at stoppe EU-processen” og glemmer at nævne de store velfærdsmæssige gevinster, som medlemskabet har bragt. Det er to meget unuancerede billeder,” siger han.
Virkelighedens EU-historie er fuld af nuancer og komplikationer, som blandt andet gør, at det bliver stadig sværere at placere ja og nej på en højre-venstre-skala. Søren Dosenrode vurderer, at den borgerlige fløj samlet set er blevet lidt mere EU-skeptisk, ikke mindst på grund af den nationalistiske indflydelse fra Dansk Folkeparti.
Til gengæld er et venstrefløjsparti som SF gået fra at være ubetinget modstander til i dag at være betinget tilhænger, mens Socialdemokraterne har bevæget sig fra at have et meget pragmatisk forhold til det europæiske samarbejde til at være mere ubetingede tilhængere.
Ifølge Marlene Wind står kampen i dag imellem på den ene side et nej, som er kategorisk, og som for Dansk Folkeparti og Enhedslisten på hver sin fløj er et nej til alt, hvad der udgår fra EU. På den anden side står et ja, som er forbeholdent, og som store dele af befolkningen kan have svært ved at stole på:
”Indtil Maastricht-afstemingen i 1992 var modstanden primært venstreorienteret. Mens de fleste borgerlige sagde ja af hensyn til økonomien og erhvervslivet. Men siden Murens fald har dette ændret sig, ikke mindst fordi EU har forandret sig ved blandt andet at optage de østeuropæiske lande. Nu er der skeptikere på begge fløje, og det har haft den effekt, at ingen længere tør kaste sig ud i den fuldtonede tilslutning til det europæiske samarbejde, som Uffe Ellemann-Jensen stod for. I dag er det hans parti, Venstre, der danner regering alene, men Venstres position er langt mere forbeholden end i 1992.”
Den 3. december skal vi stemme JA eller NEJ til, at retsforbeholdet ændres til en tilvalgsordning. Et JA vil være et ja til i hvert fald 22 EU-retsakter. Hvad går de ud på?
Klik på opslagstavlen
