I Dansk Folkepartis præsentationsvideo op til valget stod den danske malkeko fuldstændig stille. Det fortalte partiformand Pia Kjærsgaard muntert under Danmarks Radios tv-afslutningsdebat i søndags.
Referencen var ikke til at tage fejl af. Mens alle andre politiske partier i helt uhørt grad har skiftet standpunkter for at bejle til vælgerne eller hinanden, har Pia Kjærsgaard og hendes tropper trodset tidsånden og stået fast i den samme position. Partiets valgkampstrategi gik ud på at slås for de såkaldt danske værdier. Den eneste nyhed fra partiets side var forslaget om en dyrevelfærdsminister og et dyrevelfærdspoliti måske med den snedige bagtanke at kunne slå hårdt ned på alle dem, der op til folketingsvalg forsøger at hive arme kaniner op af hatten eller vende stakkels køer i én uendelighed.
Når man skal opsummere forløbet af de 21 dage, der er gået, siden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskrev valg, er der ét ord, som står tilbage.
Ordet er kovending. Men hvad er en kovending, og har den overhovedet noget med en ko at gøre?
Både ja og nej, oplyser Dansk Sprognævn. En kovending er et søfartsudtryk. Populært sagt betyder det, at man lader vinden vende et sejlskib næsten helt rundt om sig selv for at skifte sejlretning. Det er angiveligt en temmelig kluntet manøvre, heraf inspirationen fra det kløvergumlende landdyr. En kovending er ikke nær så elegant som den såkaldte stagvending, hvor skibet i stedet får fremdrift ved at krydse eller zigzagge op mod vinden.
Politisk blev udtrykket allerede brugt i 1800-tallet. I dag forbinder man det især med daværende statsminister Jens Otto Krag (S), der i 1966 sagde de berømte ord om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Han havde få uger inden valget afvist at danne en regering byggende på SFs stemmer, men dannede alligevel sit røde kabinet med støtte fra SF.
Nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skrev i 1993 sin berømte bog om minimalstaten, men er siden blevet en af velfærdsstatens varmeste fortalere.
I denne valgkamp har politikere fra alle sider nærmest stået i kø for at vende holdninger 180 grader.
Statsministerens parti lagde ud med allerede dagen før valget blev udskrevet at skifte standpunkt i forhold til 60 irakiske børnefamiliers tvungne ophold i danske asylcentre. Siden fandt Venstre også ud af, at partiet støtter lægeordineret heroin til stofmisbrugere, og umiddelbart efter at have afvist tanken i en tv-duel med Helle Thorning-Schmidt (S) lovede statsministeren, at kommuner ikke ville blive straffet for at have brudt skatteloftet.
Thorning-Schmidt har på sin side præsteret at meddele, at hendes parti vil bryde skoleforliget fra 2002 uden dog præcist at sige, hvilke konkrete vendinger af skolepolitikken hun er villig til at foretage for at imødekomme De Radikale.
Margrethe Vestager red heller ikke konstant i samme retning på sin ko. Det gav en vis murren i de radikale kroge, da partiets nyvalgte leder slagtede de sidste af forgængeren Marianne Jelveds hellige køer de ultimative krav om nej til 24-reglen for familiesammenføringer af udlændinge og ønsket om hårdere beskatning af boligejere.
SF anført af Røde Villy Søvndal slagtede de samme to hellige køer og lagde sig holdningsmæssigt usædvanligt tæt op ad Socialdemokraterne og høstede en mægtig mandatgevinst fra vælgerne i belønning.
Men spørger man, om det er VKO-blokken eller S, R og SF, der tager prisen for den mest gennemførte kovending, er svaret naturligvis: Ingen af dem! Enhver, der blot sporadisk har fulgt valgkampen, ved, at Ny Alliances formand, Naser Khader, tager prisen med sit vilde ridt på en rundtosset ko NA-lederens mildt sagt omskiftelige forhold til, hvilke krav og forventninger hans parti vil stille til statsministeren efter valget.
I svundne tider har socialdemokratiske formænd flere gange kritiseret de radikale for vægelsind. Anker Jørgensen sammenlignede partiet med et stykke vådt håndsæbe, og Svend Auken mente, det var lige så let at fastholde de Radikale som at sømme en budding op på en væg. Hvis statsministeren sagde alt, hvad han tænkte, højt, ville hans formulering om Naser Khader formentlig klinge i samme dur.
Men NA-formanden har selv haft sit at se til. Da Ny Alliance blev stiftet den 7. maj, havde partiet ingen nedskrevet politik. Det var det lige med nød og næppe lykkedes at få, da valget blev udskrevet den 24. oktober, men kandidaterne manglede.
Ud af det blå dukkede en kreds af kendte folk, som har det til fælles, at de alle er vant til at være den, der bestemmer. Røde Kors-generalsekretær Jørgen Poulsen havde end ikke været NA-spidskandidat i Sydjylland i et døgn, før han undsagde sin formands udlændingepolitik, og erhvervsmanden Lars Kolind havde vist nok ikke taget sin skattekyndige partifælle Anders Samuelsen med på råd, da han lancerede ideen om at sænke skatten til 40 procent lokalt på Fyn. Men det kan ikke udelukkes, at ideen har været gavnlig for Kolinds personlige valg. Han var opstillet i Fyns Storkreds.
Hvis kandidaterne som helhed har vendt køerne eller ladet vinden ændre sejlretningen i ét væk, har undtagelsen, der bekræfter regelen, ikke kun været den stillestående DF-ko, men også det stædige Enhedslisten-æsel. På den yderste venstrefløj har markeringerne ligget rimelig fast. Det gælder også opstillingen af den tørklædeklædte Asmaa Abdol-Hamid, som den borgerlige blok gennem hele valgkampen har forsøgt at give en status som fundament for en S-ledet regering til trods for hendes placering langt nede på listen hos et af Folketingets små partier. Da valgkampen blev skudt i gang, forsøgte hun sig selv med om ikke en kovending, så et signal om at ville komme de af DF så højt besungne danske værdier i møde. På forsiden af dagbladet Politiken poserede hun med klaphat.
Det er muligt, at DFs kommende dyrevelfærdspoliti skal hindre kovendinger og kaninophivninger, men måske ville det være mere passende at gribe ind over for svinestregerne i dansk politik. Eller rettere i danske medier.
Ugebladet Se & Hør formåede at tilføre sin faste mærkesag smuds om de kendte en politisk dimension med anklagerne om, at den allestedsnærværende NA-formand, Naser Khader, havde fået udført sort arbejde. Chefredaktøren ringede personligt hjem til Khader og hans kone, hvilket fik Khader til at betegne redaktøren som et svin. Med til historien hører, at entreprenøren bag det påståede men ikke beviste sorte arbejde var Ekstra Bladets bagsideredaktør, Michael Jeppesen.
Senere forsøgte Ekstra Bladets chefredaktør, Bent Falbert, sig med en sag om, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i 2005 skulle have forrådt sin tidligere formand, Mogens Lykketoft. Igen var det småt med dokumentationen for påstanden, som den tidligere V-politiker, nu radiodirektør, Jens Rohde angiveligt var ophavsmand til. Begge sager førte til, at et par travle mediemennesker dermed havde kompromitteret sig selv så meget, at videre deltagelse i valgkampdebatten måtte opgives.
Anderledes urban var tonen i såvel de to tv-dueller mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt som de to afslutningsdebatter mellem alle ni partiledere. Selvom retorik-eksperter og politiske kommentatorer sædvanligvis kritiserer tonen i debatten, var det slut med de seneste par folketingsvalgs hadske angreb mellem vrede kandidater i kogende idrætshaller med sideudrivning af minimalstatsbøger under brøl og hujen fra tilskuerne.
I stedet så vi noget så usædvanligt som kandidater, der talte nogenlunde pænt og civiliseret, smilede til hinanden og indimellem ligefrem lod hinanden tale ud.
Måske den vending, som valgkampen i 2007 for alvor fortjener at blive husket for. En vending så elegant, at den nærmere er en stagvending end en kovending.