Også Odense Havn er midt i et byggeboom. Hundredvis af lejligheder i høje hvide tårne af stål, glas og beton dominerer allerede kajer og moler, mens flere boligblokke i op til 10 etager står klar i 2020.
Også den karakteristiske Siloøen har investorerne kig på, og By- og Kulturudvalget har nu godkendt at lade samtlige siloer rive ned. Det betyder, at kun facaderne på Muus’ røde Pakhus får lov at stå - og at Odense Bys Museers kulturarvschef Jens Toftgaard dermed overhøres.
Han havde ellers gerne set, at alle fire bygninger blev bevaret i en eller anden form for eftertiden:
”De er af stor kulturhistorisk betydning og en del af Odenses historie som handels-, industri- og havneby,” siger han.
Der har været store folkelige protester mod nedrivningstilladelsen. Og historiker Poul Sverrild, som forsker i efterkrigstidens arkitektur og dens fredningsværdi, mener, at man dermed gør – endnu – en havn fortræd.
”Det er typisk, at man bevarer den røde teglbygning fra 1800-tallet, for den kan enhver se er gammel. Men faktisk ligger der en fantastisk kronologi i hele den række bygninger, der udgør Siloøen, som viser tidens gang i både materialiteten, fra tegl til beton og til den yderste silo, som er overfladebehandlet på en måde, så man kan se, det er den nyeste,” siger historikeren, og tilføjer, at det er præcis sådan et miljø, folk valfarter til Englands gamle industribyer for at opleve.
”Det er bare ikke sevet ind herhjemme. Jeg har haft mange debatter med kommunalpolitikere om bevaring af industribygninger, og der er ikke meget forståelse. Man kan ikke kan få øje på anvendelsesmulighederne. Og så bliver man angst,” siger Poul Sverrild, som savner et fagligt organ med beføjelse til at gå i dialog med kommunerne om bevaringsværdige miljøer.
Og så har han et forslag til Odense Kommune helt gratis.
”Smid en elevator ind i hver af de store silorør, så de kan beholde deres udtryk, og man kan få adgang til boliger, der for eksempel kan hænges udenpå. Hvis Siloøen bliver erstattet med boliger med vinduer fra luft til gulv, er det bare så trist. For man fjerner stedets etos, og så er der intet, der fortæller, hvorfor vi har en kajkant her,” siger Poul Sverrild, og tilføjer, at stedet er et vartegn.
”Jeg ville også gøre meget ud af, at bogstaverne ikke skulle væk. Dem, der kom til at bo eller arbejde her, ville jo have den identitet med sig: Vi bor i FAF-bygningen.”
FAF står for Fyens Andels-Foderstofforretning.
Anders W. Berthelsen, som er gruppeformand for Socialdemokraterne i Odense Byråd, har været med til at beslutte at Siloøen, som tilhører Odense Havn, kan rives ned. Bortset altså fra det røde pakhus, som man bevarer skallen af.
Vil Odense da gerne have endnu flere nye, høje, hvide etagebygninger?
”Ha-ha! Det er jo rigtigt, som du er inde på, at vi nok har fået for mange boligblokke i hvid beton her i havnen. Det bliver monotont, og det er ikke sådan noget, vi vil have på Siloøen,” siger Berthelsen og medgiver, at kommuner kan have svært ved at stå fast overfor investorer med mange penge og hurtige byggeplaner.
”Der har været en periode, hvor mange byer, inklusiv Odense, ikke har været så attraktive for investorer, og derfor har givet lov til for meget. I dag kan vi heldigvis tillade os at være meget mere kræsne. Derfor stiller vi også meget større krav end før.”
Anders W. Berthelsen synes godt om kultur- og kirkeminister Mette Bocks (LA) planer om bedre samarbejde mellem stat, kommune og fagfolk, når det kommer til bevaringsværdige bymiljøer.
”Sådan en overordnet, national rådgivning, lyder fantastisk – hvor nogen, der har overblikket, kan fremføre, at der en idé i, at Køge bevarer det og det, mens Ringkøbing og Holbæk passer på noget andet. På den måde vil vi kunne bevare det, der skal bevares, uden at frede det hele,” siger Anders W. Berthelsen, som mener samtænkningen kommer som kaldet.
”Vi er midt i den situation, hvor vi får en masse overflødige landejendomme og industrianlæg på grund af samfundsudviklingen. Og vi er nødt til at trække en linje et sted, for vi kan ikke bevare det hele.”
Også Formand for Kommunernes Landsforenings Kultur- Erhverv- og planudvalg, Leon Sebbelin fra Det Radikale Venstre, medgiver, at kommunerne ikke har været gode nok til at stå imod store planer og hurtige penge.
”Jeg kan da godt genkende det pres.”
Han synes også om det forslag, Mette Bock er kommet med om en dialog om, hvad der er værd at bevare i de forskellige kommuner.
”Jeg ser ministeren række en hånd frem og sige, at vi skal have et tættere samarbejde mellem stat og kommune på det område, og det gør vi gerne. Lad os få noget faglighed med og bevare noget fra den og den epoke et antal steder i landet,” siger Leon Sebbelin, som selv for nylig var med til at ”træde koblingen i bund” overfor investorer i Rebild Kommune, hvor han er borgmester.
”Vi har en grund ved stationen i Støvring, hvor investorer har banket på for at bygge, og der valgte vi lige at sige ’hov, nu har vi chance for at tænke os grundigt om’, og har inddraget de lokale med hensyn til, hvad de synes, arealet skal kunne.”
Med hensyn til Siloøen er han dog enig med byrådet i Odense. Den gamle røde teglbygning skal bevares, mens de nyere siloer skal ned.
Kristeligt har spurgt tre personer, hvad de synes om, at Siloøen skal rives ned
Peter Friis, tømrer og bådejer
”Vi var til en høring om nedrivningen, men det var vist ikke, fordi vi skulle høres, for det var kun dem med byggeprojekterne, der talte. Nu kan jeg jo bare flytte mit skib, når det bliver for kedeligt på havnen. Det gør her nemlig, når alt miljøet er væk, og der kun er lejligheder for millionærer tilbage. Men gad vide, hvor mange, der om år gider kigge ud over et par vandbassiner uden både, og en tidligere havn, hvor alle vartegn er væk, fordi der var nogen, der skulle tjene hurtige penge.”
Ulla Windfeld, socialrådgiver
”Jeg synes generelt, det er ærgerligt, at man river de gamle havnemiljøer ned over hele landet og bygger den samme slags betonboliger i stedet for. Det er jo de oprindelige bygninger, der giver det historiske og ja, miljøet. Mit arbejde ligger her i havnen, og mine kolleger og jeg plejer at kigge ud af vinduerne og sige til hinanden, at det er godt, vi bare arbejder her og ikke bor her.”
Arne Henriksen, konsulent
”Det store røde pakhus fra 1885 håber jeg bliver stående. Det er vist også meningen, sådan som jeg har forstået planerne. At de lader murene stå og river det ud, der er indeni. Selve siloen og den anden grå bygning er jeg nok lidt ligeglad med. Men de er selvfølgelig en slags vartegn for havnen. Man kan i hvert fald se, at det har været en industrihavn engang, når man ser på dem.”