Kampen om Jylland begyndte længe før Støjberg

Den danske statsmagt har historisk orienteret sig mod øst, hvorfor især Vestjylland blev en fjern periferi, skriver historiker Uffe Østergaard

Støjbergs kamp om Jylland er blot det seneste i en ellers historisk perlerække af eksempler på, hvordan magthavere har haft fokus på Jylland.
Støjbergs kamp om Jylland er blot det seneste i en ellers historisk perlerække af eksempler på, hvordan magthavere har haft fokus på Jylland. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

En lidt flad vits fra tiden før broen over Øresund gik på, at Asien begynder i Malmø.

Dette danske drilleri overfor det moderne Sverige bunder naturligvis i et mindreværdskompleks overfor den større nabo. Det forholder sig dog faktisk omvendt i forhold til denne danske myte. Trods det atlantiske rigsfællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland, har det danske rige næsten altid været allieret med det russiske rige i den modsatte ende af Østersøen.

Alliancen var rettet mod Sverige, der historisk i stedet har været allieret med det tyrkiske Osmannerrige mod Rusland. Det store russiske rige søgte til gengæld i 1700- og 1800-tallet at bevare en selvstændig dansk stat. Ikke for danskernes skyld, men for at bevare en svag magt ved indsejlingen til Østersøen med den russiske hovedstad Sankt Petersburg. 

Danmark er meget mere forbundet med landene i det østlige Centraleuropa, end vi har valgt at erindre. Det er ikke en kuriøs tilfældighed, at Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i 1219 i Estland. Rigtigt forstået er myten et resultat af en mange hundrede år gammel forbindelse mellem alle landene omkring Østersøen, hvor Danmark med København som hovedstad reelt orienterede sig mod øst og samtidig marginaliserede den vestlige del af den jyske halvø, der tilhørte den vesteuropæiske verden. 

Danmark har uafviseligt siden nederlaget i 1864 været en småstat, der må indrette sig efter de store nabolande. Men selv et lille land rummer geopolitiske forskelle og alternative udviklingsmuligheder. Det meste af det danske område vender geografisk mod øst, mod Østersøen, hvorfor det er logisk at hovedsædet for kongemagten efterhånden blev København ved Øresund, der var hovedpassagen til Østersøen. Her kunne kongemagten fra 1410 opkræve den øresundstold, der er forklaringen på den danske statsmagts relative styrke, som kombineret med enevælden i 1660 er årsag til, at Danmark skiftede fra en østelbisk storgodsøkonomi til en mere vesteuropæisk form for kapitalisme i 1700-tallet og undgik at blive opløst som det skete for Polen. 

Prisen for den centraliserede stat med København som centrum var, at Vestjylland blev en fjern periferi. Nordjylland var integreret i den sydnorske økonomi til 1814, mens Sønderjylland og Slesvig var en selvstændig provins sammen med det økonomisk fremskredne Holsten. Tidligere var man klar over disse realiteter, der i 1800-tallet blev kaldt “bølgen fra Vesterhavet”.

København var langtfra det selvfølgelige centrum. Vore dages fysiske infrastruktur er resultat af bevidste valg. Disse bevidste valg førte til, at Danmark blev ændret fra en nationalt sammensat helstat til en centraliseret nationalstat. Begge statstyper krævede et centrum. Men følgerne blev forskellige, idet centraliseringsgraden blev meget større i den nationale enhedsstat efter 1864 på grund af dens mindre størrelse. 

Undertrykkelsen af Jylland tog form af en ’udviklingsstrategi’ under sloganet “Hvad udad tabes, skal indad vindes”. En mere passende overskrift ville være “koloniseringen af Jylland”. Dens følger kan stadig studeres i plantager til jagt, som københavnske grosserere anlagde i de midtjyske egne. Det er baggrunden for dagens kamp mellem centralisering og decentralisering - en kamp, som har langt dybere rødder end Inger Støjbergs "jyskhedsbevægelse".

Uffe Østergaard er historiker.