Prøv avisen

Kampen står ikke om massegraven eller afgrunden

Forhandling i Folketinget om beslutningsforslag om militær indsats i Libyen. Her statsminister Lars Løkke Rasmussen i samtale med Socialdekraternes formand, Helle Thorning Schmidt. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2011) Foto: Keld Navntoft

AFSTEMNING Regeringen og oppositionen vil bruge Reformpakken 2020 til at føre skræmmekampagner mod hinanden. Men selvom der er større ideologisk forskel end tidligere, er begge skræmmebilleder langt fra virkeligheden

 
 
Var det den sociale massegrav, regeringen åbnede, da den i går præsenterede sin Reformpakken 2020?

Eller var det tværtimod oppositionen, som satte kursen direkte mod den økonomiske afgrund, da den helt som forventet vendte tommelfingeren nedad til pakken?

LÆS OGSÅ:Danskere i en krisetid: Offervillige og spareparate

Svaret er ingen af delene, men det bliver de påstande, vælgerne kommer til at høre igen og igen i de gensidige skræmmekampagner fra nu og frem til valgdagen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og justits- minister Lars Barfoed (K) forsøgte i går at lancere 2020-planen med de to modsatrettede budskaber, nemlig at vi er kommet godt ud af krisen, men at vi alligevel skal spænde livremmen ind for at kunne klare de store økonomiske udfordringer forude: Vi bliver færre erhvervsaktive, flere pensio- nister, og Nordsøolien slipper op.

DOKUMENTATION:Læs regeringens 2020-plan

Regeringen har opgjort regningen til 47 milliarder kroner om året i 2020. 24 milliarder kroner er skaffet ved genopretningspakken fra sidste år, og yderligere 23 milliarder kroner skal skaffes gennem den aftale, regeringen håber at indgå med partierne bag velfærdsaftalen fra 2006 – men som i realiteten bliver en sag mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og muligvis Liberal Alliance.

Men er det 47 milliarder kroner, der er brug for om 10 år? Det ved man ikke. Som tidligere overvismand professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet forklarer, kan det rigtige tal lige så godt være 40 eller 55 milliarder kroner.

De kommunistiske planøkonomiers femårsplaner var berygtede for at slå fuldstændig fejl, og meget lettere er det ikke at skrive tiårsplaner i en blandingsøkonomi som den danske. Det begyndte med 2005-planen, som blev skrevet i 1997, og siden har vi haft både en 2010-plan og en 2015-plan, men de har ofte ramt forkert. Eksempelvis har væksten i det offentlige forbrug de seneste 10 år været dobbelt så høj som forudsat i SR-regeringens 2010-plan fra 2001.

Usikkerhedsfaktorerne og fejlkilderne er mangfoldige. Der kan komme nye krige, som Danmark må engagere sig i, og som øger forsvarsudgifterne uventet. Beskæftigelsen blandt udlændinge kan vise sig at blive højere eller lavere, end man havde troet.

Det samme gælder væksten i det private forbrug, og renteniveauet er nærmest umuligt at spå om blot et halvt år frem. Fremtidens huspriser eller erhvervslivets konkurrenceevne har det også med at tage uventede svinkeærinder. Selve årstallet for planen er fuldstændig tilfældigt valgt, og man kunne lige så godt have sat 2017 eller 2023 som skæringspunkt.

Ifølge Torben M. Andersen er der imidlertid en tendens til, at positive og negative udviklinger udligner hinanden, og derfor går prognoserne sjældent helt fejl i byen. Det væsentlige er, at tallene kan bruges som pejlemærke for politiske beslutninger. At der bliver flere ældre og færre erhvervsaktive, og at olien slipper op, er der nemlig ikke den store usikkerhed om.

Så når partierne bag velfærdsaftalen fra 2006 og Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne på fredag går ind bag en lukket dør for at forhandle om Reformpakken 2020, er de enige om, at de forhandler på grundlag af regeringens tal.

Oppositionen vil hurtigt forlade lokalet igen og fortsætte sangen om, at regeringen kører den offentlige velfærd ned i den sociale massegrav til skade for børn, unge, ældre og handicappede. Uanset at en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent er præcis det samme mål, som den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen satte i sin 2010-plan.

Socialdemokraterne og SF har i deres plan en målsætning om, at de offentlige udgifter højst må vokse 1,4 procent om året frem til 2015, og det er en smule mindre end væksten de seneste 10 år.

Helt grundlæggende er de to oppositionspartier som nævnt enige i, at de også skal skaffe de 47 milliarder kroner – eller hvor meget det nu er – og derfor vil de om kort tid give deres eget bud på, hvordan det skal ske.

Foreløbig er deres budskab, at der skal skabes mere vækst i økonomien, og at de vil gå vækstvejen i stedet for sparevejen som regeringen.

Der er ingen tvivl om, at vælgerne for første gang i 10 år reelt får to alternative økonomiske ruter at vælge mellem, når valget udskrives.

Men på begge sider af midten vil man overdrive konsekvenserne af modpartens politik. Når både de blå og de røde har forpligtet sig til samme mål, er spillerummet reelt ret begrænset, og vi ender hverken i massegraven eller afgrunden.

hoffmann@k.dk

leder side10