Kan kirsebærtræer blomstre i januar?

De kirsebærtræer, der blomstrer i øjeblikket, opfører sig helt normalt. Træerne er en særlig gruppe af prydkirsebær. Blandt dem er oktoberkirsebær og kirsebærkornel

Oktoberkirsebær i blomst netop nu. Træet gemmer på flere blomsterknopper, og de vil springe ud efterhånden, men kun i mildt vejr. –
Oktoberkirsebær i blomst netop nu. Træet gemmer på flere blomsterknopper, og de vil springe ud efterhånden, men kun i mildt vejr. –. Foto: Mette Østergaard.

Kirsebærtræer med blomstring i januar, hvilken uorden! Det kunne man læse om i landets aviser for nylig. Naturen er af lave, vinteren er grøn, og træerne kan ikke hitte rede i årstiderne! Så galt fat er det nu ikke, faktisk opfører de blomstrende kirsebær sig helt normalt. Træerne er en særlig gruppe af prydkirsebær. Lige siden efteråret har de ført sig frem med rosahvide, let frynsede, let fyldte kirsebærblomster på nøgne grene. Kirsebærtræet kaldes oktoberkirsebær, og dets botaniske navn er Prunus subhirtella Autumnalis. Begge navne sætter fokus på det særlige blomstringstidspunkt fra oktober gennem efteråret. Men oktoberkirsebær fortsætter med at blomstre, lige så længe vejret er mildt, og der er blomsterknopper tilbage.

LÆS OGSÅ: På jagt efter naturen

På Bispebjerg Kirkegård ved Grundtvigskirken i København vokser en hel allé af oktoberkirsebær. Niels Ranvig, gartner på Bispebjerg, fortæller, at træerne gennem mange år har blomstret i efterårs- og vinterperioder med mildt vejr. Det er tilmed sådan, at oktoberkirsebær-træerne bliver mere og mere vitale med årene, ligesom vi andre!, siger gartneren med et glimt i øjet. At det forholder sig sådan, kan man forvisse sig om på kirkegården ved at kigge forbi skovafdelingen, hvor der står unge træer af oktoberkirsebær. De har endnu ikke nogen videre blomstring. Men altså, det kommer med årene!

Oktoberkirsebær holder hus med blomsterknopperne, den satser absolut ikke alt på ét bræt. At blomstre fra oktober til forår er en risikabel affære. Frosten kan når som helst slå til og ødelægge blomsterpragten. Derfor satser træet kun nogle af blomsterne og holder resten i reserve til senere.

I min have har jeg et enkelt, nu 10 år gammelt oktoberkirsebærtræ. For to år siden blomstrede træet storslået i begyndelsen af maj, fordi vinteren ikke havde levnet mange perioder med milde dage. Hovedparten af blomsterknopperne var i behold frem til foråret. Sådan kan det også gå.

I denne sæson har mit træ været med blomster siden november, men med meget blæst og regn bliver blomsterne ofte noget ramponerede at se på. I december klippede jeg grene ind med blomsterknopper, der var på vej til udspring og altså endnu ikke ramponerede. Det blev til smukt blomstrende kirsebærgrene på spisebordet. Den slags overrasker de fleste i julemåneden. I lørdags ved regentjubilæet i DR Koncerthuset kunne man på tv-skærmen se strejf af grene med hvide kirsebærblomster. Jeg er næsten sikker på, at det var oktoberkirsebær, der var med til festen.

Der er stadig blomsterknopper på mit træ, der venter på udspring. Jeg vil klippe nye grene ind og give januarmørket et formildende modspil.

Fra nu af og de næste måneder kan man lokke blomster og blade frem fra en række af havens træer og buske ved at klippe grene ind og drive dem frem i stuevarmen. Man snyder planterne til at tro, at foråret er her! Ikke alle kan snydes i januar, men kirsebærkornellen kan. Det er et af havens først blomstrende træer, når mildheden kommer i marts. Blomsterne er små og gule, men der er altid masser af dem, så planten bliver ganske gul at se på. Hele vinteren står kirsebærkornel med kuglerunde blomsterknopper, der ser ud, som kunne de springe ud når som helst. Det tager da heller ikke mange dage at drive blomsterne frem inden døre. Sæt grenene i en spand med vand, brus dem over et par gange om dagen, så knopperne ikke tørrer ud. Er der plads på badeværelset, er det et godt sted til blomsterdrivning. I øvrigt er kirsebærkornel ikke nogen kirsebær, det er en kornel, en Cornus mas, et dejligt lille træ eller stor busk. Det får fine, røde kirsebærlignende frugter i sensommeren, deraf navnet!

Et gammelt og smukt eksemplar af kirsebærkornel står i den gamle præstegårdshave ved Herslev Kirke nær Roskilde.

Kirsebærkornel er en dejlig forårsbebuder, en af havens første, der ofte blomstrer sidst i marts. Lige nu er grenene fine at drive i blomst inden døre. –
Kirsebærkornel er en dejlig forårsbebuder, en af havens første, der ofte blomstrer sidst i marts. Lige nu er grenene fine at drive i blomst inden døre. – Foto: Mette Østergaard.