Kan koma-patienter føle smerte og glæde?

Den menneskelige hjerne producerer altid bevidsthed, også når man ikke er klar over det. Meget tyder på, at selv personer uden for bevidsthed kan mærke følelser og registrere, hvad der sker omkring dem. Det rejser etiske spørgsmål om, hvordan de skal behandles, siger neuro-etiker

Bevidstheden stikker dybere, end man hidtil har troet, tyder nyere hjerneforskning på. For hjernen skaber altid bevidsthed, medmindre den er død, og måske kan selv personer uden bevidsthed for eksempel mærke følelser i kroppen. – Tegning: Morten Voigt.
Bevidstheden stikker dybere, end man hidtil har troet, tyder nyere hjerneforskning på. For hjernen skaber altid bevidsthed, medmindre den er død, og måske kan selv personer uden bevidsthed for eksempel mærke følelser i kroppen. – Tegning: Morten Voigt.

Enhver, som har haft mareridt om blive levende begravet og følt lemmerne sitre af klaustrofobisk desperation, bør stoppe læsningen nu. For det var (tilsyneladende) skæbnen for den unge canadier Scott Routley, inden én af neurovidenskabens pionerer (måske) fandt en vej ind i hans fængsel.

I 1999 kørte Scott Routley som 26-årig galt og fik en hjerneskade, der var så alvorlig, at han endte på et hospital som vegetativ patient. Han åbnede sine øjne, men reagerede ikke på stimuli udefra, spørgsmål, berøringer, lyde og lugte prellede af som vand på en gås: Bevidstheden var tabt. Indtil den dag den britiske hjerneforsker Adrian Owens kom forbi, 12 år efter ulykken, og lagde Scott Routley i en såkaldt fMRI-scanner (functional magnetic resonance imaging).

Det er en teknologi, der kan spore hjerneaktivitet, som er forbundet med tanker, følelser og intentioner. Mere aktive dele af hjernen modtager mere iltet blod, og scanneren viser, hvor aktiviteten foregår, og dermed i hvilken udstrækning hjernen fungerer.

Adrian Owens gik gennem sin sædvanlige rutine med sin patient. Han bad ham for eksempel om at forestille sig, at han spillede tennis. Når et uskadt menneske forestiller sig, at det svinger med armene som i et spil tennis, er der aktivitet i en særlig del af hjernen, den præfrontale cortex. Det var der også hos Scott Routley. Så bad lægen ham tænke på, at han navigerede rundt i sit hus. Dén tanke skaber i normalt fungerende hjerner øget aktivitet et andet sted i hjernen, i den grå masse omkring hippocampus. Det gjorde den også hos Scott Routley.

Over de næste måneder kommunikerede patienten med sine omgivelser: ”Nej”, han havde ingen smerter, svarede han ved at forestille sig, at han spillede tennis, når lægen spurgte. ”Ja”, han kunne godt lide, når hans forældre viste ham en hockey-kamp i tv. Han vidste, hvor han var, og hvilket år det var. Han kunne ”svare” på, hvad han hed, og han vidste, hvad den sygeplejerske, der især tog sig af ham, hed.

”Scott havde været tavs i 12 år, låst inde i sin krop, mens han stilfærdigt så verden glide forbi. Nu afslørede fMRI-teknologien en person: en levende, åndende sjæl, som havde et liv, holdninger, overbevisninger, minder og erfaringer,” skrev Adrian Owens i efteråret i en artikel i den britiske avis The Guardian om sit møde med Scott Routley, som døde i 2013 af en infektion.

Men var han nu så bevidst, som hjerneforskeren hævder, tvivler Michele Farisco, moralfilosof og tilknyttet forskningsgruppen for neuroetik ved Uppsala Universitet samt del af det team, der forsker i neuroetik og filosofi under det enorme EU-forskningsprojekt, The Human Brain Project, på.

Han arbejder blandt andet med at udrede de etiske og juridiske problemstillinger, der opstår i kølvandet på neurovidenskabens stadig dybere forståelse af, hvad bevidsthed er, og hvilken bevidsthed tilsyneladende bevidstløse patienter har.

Selvom han ikke tror, at Scott Routley var bevidst lige som en rask person, er beviserne efterhånden solide for at mene, at bevidsthed stikker dybere, end man umiddelbart tror.

”Scott Routley var fejldiagnosticeret. Han var ikke i en vegetativ tilstand, men havde minimal bevidsthed. Det er sandsynligt, at de patienter kan føle smerte og lide, og der er forskning i gang, der undersøger, om de også kan have positive følelser,” siger han og pointerer:

”Jeg ønsker at sige én vigtig ting: Selvom folk tilsyneladende er helt ude af stand til at føle noget som helst, når du ser på dem, så kan det være vildledende. Måske foregår der noget, du ikke kan se. For hjernen kan gøre ting, vi ikke er bevidste om.”

Han har oplevet det selv, da han fulgte lægernes arbejde som led i sin forskning på et af verdens førende koma-centre i Liège i Belgien. Han fik et chok, da han første gang så en patient i vegetativ tilstand, og patienten pludselig åbnede øjnene og så ”vågen” ud. Det var kun en fysiologisk mekanisme, beroligede den erfarne komalæge ham, patienten var vitterligt fuldstændig passiv.

”Men for mig var det en bekræftelse af, at overfladiske undersøgelser af disse patienter ikke er nok: Det, du umiddelbart kan se, er ikke nødvendigvis retvisende for, hvad der foregår,” siger Michele Farisco.

Hans forskningsgruppe ved Uppsala Universitet arbejder med en teori om ”den iboende bevidsthed”. Ifølge den giver det næppe mening at tale om, at et menneske kan være helt uden for bevidsthed, medmindre hjernen simpelthen er død. For lige som hjertets opgave er at slå, og hjertet slår, medmindre det er dødt, så er hjernens opgave at være bevidst.

Uanset hvor skadet den er, producerer den bevidsthed i det omfang, skaden tillader.

Talemåden om ”toppen af isbjerget” gælder i høj grad hjernen som bevidsthedsproducerende organ. Det er kun den yderst flig af dens aktivitet, som selv en person med en uskadt hjerne opfatter bevidst, forklarer han.

I et studie viste et forskerhold for eksempel en række kinesiske skrifttegn til en række raske personer, som ikke forstod et ord kinesisk. Forskerne havde tegnet et humørikon ved siden af hvert skrifttegn. Bagefter blev humørikonet fjernet, og skrifttegnene præsenteret for forsøgspersonerne igen. De mærkede nu, uden at kunne forklare det selv, følelser som glæde og vrede, der svarede til, hvilket humørikon der før havde stået ved det skrifttegn, de nu så.

På samme måde kan også en hjerne, hvor personen tilsyneladende er uden for bevidsthed, bearbejde information og være ”bevidst”:

”Masser af empiriske studier viser, at denne ubevidste bevidsthed, som man kalder ’det nye ubevidste’, kan gøre stort set de samme ting, som vi sædvanligvis betegner som bevidsthed. Hjernen hos komapatienter kan undersøge og registrere omgivelserne, foretage matematiske beregninger og meget mere,” siger Michele Farisco.

Måske var det denne indre bevidsthed, der var på spil i tilfældet med Scott Routley, foreslår han:

”Jeg føler mig ikke sikker på, at han var en fuldt bevidst person. Det er muligt, at reaktionerne i hans hjerne på de spørgsmål, han blev stillet, skete under det bevidste niveau, for eksempel fordi han tidligere i sit liv er blevet spurgt om de her ting så mange gange, at hjernen leverer et ubevidst svar.”

De patienter, han taler om, lider af såkaldte ”bevidsthedsforstyrrelser”. De er komapatienter, men er ikke nedsænket i konstant bevidstløshed: De demonstrerer i det mindste lejlighedsvis en vis vågenhed, for eksempel ved at åbne øjnene, reagere på stimuli eller vise hjerneaktivitet på fMRI-scanninger.

De vegetative patienter har mindst bevidsthed. Dernæst kommer de minimalt bevidste, og en helt anden kategori er ”locked in”-patienterne, der har en intakt bevidsthed, men er ude af stand til at udtrykke sig, udover måske at blinke med øjnene.

”Studier med hjerne- scanninger af patienter med locked in-syndrom viser, at de har overraskende høje rater af positive følelser. De her patienter er godt nok ved bevidsthed, men låst inde i deres kroppe, og det må være en ekstremt dramatisk og ubehagelig situation. Alligevel kan de altså føle glæde og nydelse,” siger Michele Farisco.

Hans pointe er, om den evigt arbejdende hjerne producerer lignende tilstande for de patienter, der kun har af mindstemål af det, vi normalt forstår ved bevidsthed:

”Hvis teorien er, at hjernen altid er bevidst, så giver det ikke mening at skelne mellem bevidsthed og bevidstløshed. Det er mere korrekt at sige, at mennesket altid har en bevidst aktivitet i hjernen, som kan udtrykke sig på en måde, personen opfatter eller ikke opfatter. Vi er ikke sikre på, hvad en komapatient kan føle eller opfatte på baggrund af al den aktivitet i hjernen, han ikke opfatter. Men ifølge nogle studier kan man også ubevidst mærke gode og dårlige følelser, som en stemning i rummet eller kroppen,” siger han.

Lige som Scott Routley får 40 procent af patienterne i dag den forkerte diagnose og bliver behandlet som vegetative, når de i virkeligheden er minimalt bevidste, siger han. Bedre diagnostik er ”en prioritet”– og det samme er den omsorg og terapi, de bliver tilbudt.

Måske skal disse svært hjerneskadede patienter have spillet den slags musik på hospitalsstuen, som personen kunne lide, inden han eller hun blev patient eller stimuleres med dufte og berøringer, foreslår Michele Farisco:

”Mennesket er ikke bare et erkendende væsen. Det er mere end det, og følelser overskrider erkendelsen. Når vi ikke er sikre på, hvad disse patienter kan mærke, er det måske værd at prøve. Hvorfor ikke?”