I 2008 stod flere prominente mediekvinder frem og manede til besindighed over for kritikken af den daværende socialdemokratiske folketingspolitiker og udenrigsordfører Jeppe Kofod, efter at han erkendte og undskyldte, at han under et kursus i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom havde haft et ”moralsk upassende forhold” til en 15-årig pige.
Siden dengang er Jeppe Kofod blevet udenrigsminister, verden har lært MeToo-bevægelsen at kende og flere aktuelle omstændigheder, blandt andet tv-vært Sofie Lindes afsløringer, har været med til at rette fornyet fokus på den gamle sag. Især fordi Radikale Venstres ligestillingsordfører Samira Nawa har udtalt, at hendes parti ikke havde givet Kofod en ministerpost med sådant et forløb i bagagen.
Flere af de mediekvinder, der dengang ikke ville være med til at ”fordømme” Jeppe Kofod, som det hed på forsiden af formiddagsbladene, har i dag ikke lyst til at udtale sig om sagen, eller hvorvidt de stadig mener det samme, og det forstår professor i antropologi ved Københavns Universitet Bjarke Oxlund godt.
I sin forskning beskæftiger han sig med køn, ligebehandling og kropskultur, og han pointerer, at nu, hvor MeToo-bevægelsen, der vil sætte fokus på seksuelle krænkelser, for alvor har vokset sig stor, er tiden en helt anden.
”Episoden med Jeppe Kofod gik jo ikke stille af dengang, men som udgangspunkt havde man det sådan i 1990’erne og 2000’erne, at hvis det var lovligt, pigen var over den seksuelle lavalder, og der ikke forelå tvang og politianmeldelse, så var det tilladt. Den forståelse har ændret sig i dag, hvor det forløb næppe havde været gangbart,” siger han.
Kristeligt Dagblad har kontaktet et antal af de prominente mediekvinder, som i 2008 gik imod ”fordømmelsen” af Jeppe Kofod, men kun få ønsker at svare, og flere angiver tonen i debatten som årsag. Journalist og forfatter Leonora Christina Skov udtrykker det sådan i en mail:
”Jeg er blevet hatet på hele weekenden på grund af den udtalelse, og det er rimelig chokerende, for jeg erindrer ikke at have udtalt mig i den sag tilbage i 2008. Jeg genkender ikke ordlyden eller synspunktet, og derfor kan jeg heller ikke svare på de spørgsmål, jeg har fået omkring, hvorvidt jeg er blevet klogere eller mener noget andet i dag.”
Forfatter Hanne-Vibeke Holst, som dengang udtalte, at ”hvad der foregår mellem to mennesker til en fest – også til en politisk ungdomsfest – det synes jeg ikke rager offentligheden”, står gerne ved sin udtalelse. Men erkender samtidig, at sagen i dag har fået en helt anden betydning, fordi MeToo-bevægelsen har kastet nyt lys over tidligere forulempelser.
”Jeg var selv ude for noget, som jeg ikke dengang havde ord for. Jeg vidste ikke, det var sexisme, men det kan jeg se nu, at det var – næsten 40 år senere. Og det er den oplevelse, rigtigt mange kvinder får i lyset af MeToo-vækkelsen. Så nej, tiden læger ikke alle sår, men jeg er lidt ked af, at Jeppe Kofod skal med i den her pakke. Der var ikke tale om en forbrydelse, han har sagt undskyld, han blev udskammet og frataget poster,” siger Hanne-Vibeke Holst.
Journalist Paula Larrain, som i 2008 blandt andet udtalte, at ”(…) man har måske lov at til at dyrke sex med en 15-årig, men i forhold til en 34-årig mand, er en pige på 15 stadig at betragte som et barn. Når det så er sagt, så tror jeg ikke, at nogen af parterne kommer til at tage varig skade.”, ville i dag have ændret den sidste bemærkning.
”Jeg bliver også i dag ked af det, hvis menneskers op- og nedture bliver genstand for en offentlig gabestok. Kun den sidste bemærkning vil jeg rette på: Jo, jeg tror faktisk, at de involverede kan tage varig skade. Men det er lige så meget på grund af offentligheden i sagen. Ingen sår heler godt i spotlys, og med SoMe (sociale medier, red.) er tonen blevet så arrig, at man risikerer at gøre ondt værre for mennesker, hvis liv bliver endevendt og bedømt af folkedybet,” siger hun.
Journalist og forfatter Lone Kühlmann, som dengang udtalte, at ”det er dybt, dybt dumt gjort af Jeppe Kofod at opføre sig på den måde”, oplever også, at tiden og indstillingen har ændret sig.
”Jeg tror for eksempel ikke, at Jeppe Kofod ville gøre det i dag, det er jeg altså ret sikker på. Jeg syntes dengang, at det var dybt forargeligt, men samtidig var jeg jo udmærket vidende om, at der var masser af andre, der kunne have kvajet sig. Måske ikke lige med en 15-årig, men der var ikke nogen, der var egnet til at smide den første sten, så det var nok derfor, at de ikke gjorde det,” siger hun.
Bjarke Oxlund mener heller ikke, at tiden læger alle sår. Tværtimod kan en sag som den med Jeppe Kofod vokse sig større med tiden, også fordi der ikke var tale om forbrydelse, straf og renselse.
”Det havde næsten været nemmere, hvis der havde været tale om en forbrydelse i juridisk forstand. Det kan man jo se, når man iagttager det danske kommentatorkorps; her sidder flere, som har udstået deres straf: Hans Engell for motorvejsklodsen og Henrik Qvortrup, som sad i fængsel i forbindelse med Se og Hør-sagen. Men i tilfældet med det, der skete på DSU-seminaret dengang, har der ikke været nogen ’renselse’,” siger Bjarke Oxlund, som langt fra tror, at sagen er død, og pointerer, at det ”altid er et problem for en minister ikke at have et støttepartis fulde opbagning” med henvisning til, at det er De Radikales Samira Nawa, der har taget sagen op igen.
Også professor Anette Borchorst, som forsker i køn og seksuel chikane ved Aalborg Universitet, hæfter sig ved, at tidsånden er en helt anden end i 2000’erne.
”Vi er ovre i et helt nyt fokus i dag, og meget mere stålsatte på, at der ikke finder uønsket seksuel opmærkomhed sted. Det skyldes påvirkningen udefra – hele MeToo-bevægelsen,” siger hun.