Prøv avisen

Kapitalisme hjalp en milliard fattige – har den nu spillet fallit?

Traditionen tro udgav udviklingsorganisationen Oxfam Ibis som optakt til Davos-topmødet sin årlige ulighedsrapport, der også i år kunne berette om meget stor ulighed i verden. 2153 dollarmilliardærer ejer mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker tilsammen, lød det blandt andet. Arkivfoto fra slumkvarter nær Argentinas hovedstad, Buenos Aires. Foto: Agustin Marcarian/Reuters/Ritzau Scanpix

Uligheden i verden falder, og en milliard ekstremt fattige er hjulpet ud af deres fattigdom på 25 år, lyder det fra Cepos. Desværre vil det blive meget sværere at hjælpe de sidste 700 millioner, som lever under eksistensminimum, primært i Afrika

Er det frie marked den sikre vej til velstand og større lighed i verden? Eller har kapitalismen tværtimod spillet fallit som redskab til jævnt fordelt og stigende velstand på hele kloden?

Udlægningen af verdens sande tilstand er mildt sagt ikke entydig, når regeringsledere, erhvervslivets og organisationernes spidser i denne uge mødes til det årlige økonomiske topmøde i Davos i det østlige Schweiz.

Traditionen tro udgav udviklingsorganisationen Oxfam Ibis som optakt til mødet sin årlige ulighedsrapport, der også i år kunne berette om meget stor ulighed i verden. 2153 dollarmilliardærer ejer mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker tilsammen, lød det blandt andet.

Den fortælling provokerer den borgerlige tænketank Cepos, hvis cheføkonom Mads Lundby Hansen mener, at sammenstillingen er manipulerende. Især fordi organisationen ikke fortæller, at dollarmilliardærernes formuer kun udgør omkring 2,4 procent af verdens samlede formue.

”Hvis man har fokus på de ekstremt fattige, så har markedsøkonomien og kapitalismen i den grad været inkluderende,” siger han.

Verdensbanken har opgjort antallet af ekstremt fattige, det vil sige mennesker, som må leve for under 15 kroner om dagen (målt i faste priser) fra 1990 til 2015. Over de 25 år faldt antallet af ekstremt fattige fra 1,9 milliarder mennesker til 700 millioner. Målt som andel af verdens befolkning var godt og vel hver tredje person ekstremt fattig i 1990, mens det 25 år senere blot var hver 10.

”Hovedårsagen er, at en række lande med Kina og Indien i spidsen har indført markedsøkonomi og har åbnet deres grænser for udenrigshandel. Det er blevet legitimt at tjene penge i de lande, det har trukket udenlandske investeringer til, og det har trukket flere hundrede millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom,” siger Mads Lundby Hansen.

”Udviklingen er gået hurtigere, end man havde forventet. Så min hovedpointe er, at verden er blevet et bedre sted, når man ser på udviklingen de sidste tre årtier, i hvert fald for verdens fattigste.”

Han peger desuden på, at uligheden i verden, målt ved den såkaldte gini-koefficient, også er faldet næsten uafbrudt i flere årtier. Tal fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser, at den globale gini-koefficient faldt fra 0,68 i 1988 til 0,62 i 2015. Igen er hovedforklaringen den enorme økonomiske fremgang i Kina, Indien og Sydøstasien i det hele taget, som har bragt flere hundrede millioner mennesker ind i middelklassen.

Den knap så gode historie er, at det ser ud til at blive langt sværere at få de sidste 700 millioner ekstremt fattige bragt på fode.

IMF forudser, at der i 2030 stadig vil være 480 millioner, som må leve for 15 kroner eller mindre om dagen. Det er blandt andet, fordi der stadig er betydelige udfordringer i Afrika. Her er der i mange lande markedsøkonomi, ligesom en del af dem også har haft pæne økonomiske vækstrater, men alligevel er det åbenbart langt sværere at udrydde den ekstreme fattigdom her. Så hvad skal Afrika stille op?

”Man skal blandt andet kigge på de erfaringer, man har gjort sig i Sydøstasien. Man skal i Afrika bestræbe sig på at få sunde institutioner op at stå. Man skal få et retsvæsen til at fungere, man skal håndhæve den private ejendomsret, man skal få gjort kål på korruptionen. Korruption er et kæmpe problem i forhold til investeringer og økonomisk vækst. Og så er det vigtigt, at man åbner sig for udenrigshandel og udenlandske investeringer,” siger Mads Lundby Hansen.

Generalsekretær Kristian Weise fra Oxfam Ibis medgiver, at der er sket meget store fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom de seneste tre-fire årtier.

”Det er den gode nyhed, men der er også en anden side af historien. Fattige er ikke en homogen gruppe, men består af mange forskellige befolkningsgrupper. I Afrika syd for Sahara har de ikke fået det bedre, og i absolutte tal er der kommet 135 millioner flere fattige de sidste 25 år,” siger han.

”Det andet er, at ifølge Verdensbanken er hastigheden, hvormed vi sænker den ekstreme fattigdom, blevet halveret siden 2013, så der forestår stadig er stort arbejde.”

”Den tredje ting er, at det er godt, at vi har fået reduceret den ekstreme fattigdom, men folk er jo stadig fattige. Vores ambitioner er større end, at en stor del af verdens befolkning skal leve for 15 kroner om dagen,” siger han.

Han peger på, at der stadig er næsten en milliard mennesker, som sulter hver dag. Derfor er det relevant at nævne de mest velhavendes formuer, og hvad de kunne udrette, hvis de blev brugt på at udrydde fattigdommen.

Men hvad er efter hans mening årsagen til, at det åbenbart er sværere at gøre det i Afrika, end det har været i Kina?

”Det er der mange årsager til. Men den dybeste er, at politikerne i Afrika ikke har den rigtige indstilling til at gøre deres samfund bedre. Enten lader de sig snyde i forhold til skat, eller også ser de gennem fingre med det. I hvert fald prioriterer de ikke, som de burde, at opbygge institutioner, som kommer de fattige til gode,” siger Kristian Weise.

Han afviser Cepos’ kritik af organisationens sammenligning mellem dollarmilliardærer og de mange uden formue.

”Det er relevant, fordi de rige vinder på den globale økonomi. Strukturerne, der gør, at de rigeste kan blive rige i Afrika, uden at resten af befolkningen får fordel af det, er de samme, som man ser i Nordamerika og Europa,” siger han.