Uligheden vokser, klimaet forværres, og siden finans-krisen i 2008 har flere samfundsdebattører kritiseret kapitalismen for at have virket for dårligt og have medvirket til ulykkerne.
Fra den franske økonom Thomas Piketty til Saxo Banks ellers liberale cheføkonom Steen Jakobsen, der for et par år siden konstaterede, at ”Karl Marx havde ret”. I hvert fald i sin analyse af, at kapitalismen trækker købekraft ud af arbejder- og middelklassen, fordi virksomhederne ikke vil investere nok i deres ansatte ved at give dem højere lønninger.
På en nytårskonference, som den norske investeringsvirksomhed Skagen Fondene forleden holdt i Skuespil- huset i København, lød der en anden kritik af kapitalismen. Den svenske forfatter, iværksætter og investeringsrådgiver Björn Weigel mener, at det er et stort problem, at virksomheder efterhånden i høj grad ejes af fonde, der ikke nødvendigvis lever og ånder for deres egen virksomhed.
Det kan være investerings- eller pensionsfonde, som er mere optagede af at skaffe et sikkert afkast til investorerne end af at løbe store risici. Vi har fået kapitalisme uden kapitalister. Kapitalister forstås her som virksomheds-ejere og entreprenører, der kun er optagede af at sikre deres egen virksomheds for-nyelse og succes. Kapitalismen har mistet sit ”mojo”, sin magi. Den er blevet ansigtsløs. Faktisk mener Björn Weigel, at kapitalismen er blevet grå.
Det er ifølge ham også grunden til, at væksten i hele den vestlige verden er faldet, og at vi ikke får løst de presserende opgaver med at skabe bæredygtige løsninger på eksempelvis energi- og miljøproblemerne.
Kristeligt Dagblad talte med Björn Weigel efter hans foredrag.
Hvordan kan du her kun 10 år efter finanskrisen sige, at kapitalismen er blevet grå?
”En af de vigtige ting er, at moderne økonomi er blevet til finansøkonomi. Det mener jeg bestemt ikke har været godt,” siger han og peger på, at forholdet mellem finansiel økonomi og ”virkelig økonomi” i produktion og virksomheder i dag er 10 til 1.
”Hvad der skete for 10 år siden, var meget komplekst, men en del af problemet var, at den finansielle økonomi blev spændt for hårdt op. Finanskrisen opstod ikke, fordi vi havde opfundet for mange nye ting eller havde investeret for meget i den virkelige økonomi. Det var den finansielle del af økonomien, som gik ned, og det måtte vi alle betale prisen for.”
”Faktisk blev vi sat tilbage i forhold til investeringer i ny teknologi, vedvarende energi og alt det andet, vi har så hårdt brug for. Jeg er bestemt ikke fortaler for rentier-økonomien (den er blevet defineret ved, at mindst 40 procent af samfundets indkomst kommer fra renter og afkast af formuer, red.). Jeg synes, det er et stort problem for os, der argumenterer for den frie markedskapitalisme, at rent ud sagt uansvarlige aktører gjorde, hvad de gjorde dengang,” siger han.
Mange mennesker vil nok sige, at grunden til, at vi ønsker mere sikkerhed og mere kontrol med kapitalismen, er de hårde konsekvenser af finanskrisen, for eksempel lav vækst og arbejdsløshed?
”Ja, og jeg er helt enig. Men jeg synes ikke, man skal rette vreden mod iværksætteres evne til at skabe fornyelse ude i det virkelige liv. Vi er endt med, at halen logrer med hunden. Vi har for stort fokus på virksomhederne. Det var bankerne, der blev reddet efter finanskrisen, ikke mennesker. Det var der flere grunde til, men kapitalismen har fået et dårligt rygte, og det er ikke helt rimeligt.”
Hvordan ville du få kapitalismen til at fungere bedre?
”Alt er muligt, når man har med mennesker at gøre, og vi må skabe bedre plads for iværksætter-kapitalisme. Der er måder, man kan fremme iværksættere i de enkelte lande.”
Björn Weigel nævner flere tekniske forhold omkring aktier, hvor man bedre kan sikre sig, at de oprindelige iværksættere og investorer beholder magten over virksomhederne. I gamle dage havde man for eksempel a- og b-aktier, der gav nogle aktionærer mere indflydelse på virksomheden end andre, i hvert fald i de nordiske lande.
Han ønsker dog ikke, at vi skal tilbage til 1960’erne, men meget kan opnås ved at bearbejde investorerne til selv at tænke mere langsigtet, når de investerer. Det har han selv som investeringsrådgiver gjort over for nogle af sine kunder.
Du lyder til at være kritisk over for mere regeringskontrol med kapitalismen. Hvorfor det?
”Der er bestemt et rum for offentligt ejerskab af virksomheder, og selvfølgelig har man brug for regler og regulering, men vi skal ikke have for meget af det. Når det handler om grøn energi, begyndte jeg at arbejde med solenergi for mere end 15 år siden, og jeg så store muligheder i den teknologi, men ingen ville investere i det, ingen var interesserede. Man kan bare ikke forcere det frem med reguleringer og lovgivning, man er nødt til at have økonomi i det. Det gælder altid om at holde om en balance, og nogle gange vælger man den kortsigtede løsning og siger ’lad regeringen ordne det’, men jeg tror ikke, det er løsningen.”
F orholder det sig ikke omvendt? At kapitalismen er for kortsigtet til at ville investere i grøn teknologi, fordi det er meget billigere at suge olie op fra havets bund, end det er at få økonomi i solpaneler?
”Men det er fordi, vi ikke har kapitalister. Vi har disse institutionelle investorer, som er meget kortsigtede. Vi bliver kortsigtede. Vi tænker ikke økonomi som noget langsigtet. Interessant nok ser jeg enorme investeringsmuligheder i næsten hvad som helst på dette område – i nye energiformer, i nye materialer – så hvis man tænker lidt langsigtet og har penge, så er mulighederne der, for vi har brug for disse teknologier i fremtiden. Men måske skal man have et perspektiv på ti eller femten år i stedet for to eller tre år.”
I Norge har regeringen støttet elektriske biler voldsomt, og nu er omkring hver tredje nye bil solgt i Norge elektrisk. Så er der ikke et behov for regeringsstøtte og -regulering, hvis den bæredygtige udvikling skal fremmes?
”Der er brug for regeringsstøtte, men jeg synes, det er gået lidt for vidt. Jeg taler om entreprenør-kapitalisme, og hvor passer regeringen så ind her,” spørger han og svarer selv. Nemlig at reguleringen på nogle områder var meget mere omfattende i 1970’erne og 1980’erne, men i dag reguleres andre områder, og derfor er det blevet meget svært for virksomheder at sikre sig, at de overholder alle regler, selv om de gerne vil. Bureaukratiet bremser også den udvikling, vi har brug for, mener han.
Ifølge Björn Weigel er et af vores problemer, at de økonomiske vækstrater i hele den vestlige verden er faldet siden 1950’erne. Men er det overhovedet realistisk at forestille sig fortsat og uendelig vækst på en klode, der trods alt rummer begrænsede ressourcer?
”Åh, det er et stort spørgsmål. Jeg har tænkt meget over det, og jeg kan sagtens se, at vi har begrænsede ressourcer og alle de problemer, der er. Men vi har jo end ikke opfundet en mikroskopisk del af alt det, vi som mennesker er i stand til at opfinde. Tænk på, hvad vi kan i forhold til at skabe ny medicin og bedre livsvilkår på så mange områder. Der er så mange mwennesker, der lever i fattigdom, og som ikke har strukturer, der sikre kan dem et godt liv. Der er så meget, vi kan forbedre, og der er så mange steder, vi kan tage hen, også i universet. Så jeg synes ikke, vi er ved afslutningen på en rejse. Vi er ved begyndelsen,” siger han.
Inden han selv haster videre til Stockholm.