Forbudt kærlighed: Steen kæmper for at blive accepteret af Süheylas familie

Süheyla har omsider fået fortalt sine forældre om Steen. De blev ikke glade, men inviterede alligevel Steen til Tyrkiet, hvor han skal skal ses an af hele familien. Læs eller genlæs fjerde kapitel i serien "Forbudt kærlighed"

Süheyla tager Steen med til Tyrkiet for at præsentere ham for sin familie. Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Læs fjerde kapitel her. Modelfoto.
Süheyla tager Steen med til Tyrkiet for at præsentere ham for sin familie. Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Læs fjerde kapitel her. Modelfoto.

Juli 2004
Steen har mest af alt lyst til at springe af bussen og tumle ud i vejkanten på vej til det sydlige Tyrkiet.

Eller i det mindste sætte farten ned, så der stadig er lidt tid, før han skal stå ansigt til ansigt med Süheylas forældre for første gang.

Han kan ikke lade være med at frygte, at de ikke kan lide ham. Måske vil de stille en masse kritiske spørgsmål. Steen smager næsten kvalmen ved tanken om, at Süheylas far kan banke ham til plukfisk og smide ham i rendestenen, overladt til de tyrkiske myndigheder.

Han havde egentlig regnet med at være mere rolig. Alligevel kan han mærke pulsen hamre afsted som et trykluftsbor. Måske skulle jeg have lyttet til min fars råd om, at et forhold til en tyrkisk pige er en dødfødt idé, tænker han og knuger Süheylas hånd endnu hårdere.

Han kan med det samme genkende hendes far fra billederne, da bussen stopper, og de træder ud i varmen. Det hvide hår og kortklippede skæg danner en blød ramme om et vejrbidt ansigt. Overkroppen er rank og kompakt, øjnene insisterende. En mand, der indgyder respekt, tænker Steen.

Süheylas far kysser sin datter på panden som velkomsthilsen. Steen bliver stående lige bagved. Hans klamme håndflader knuger om håndtaget på sin kuffert, da faderen kigger på ham for første gang.

"Goddag, og velkommen til Tyrkiet," siger han og rækker hånden ud til Steen.

Steen tager den og forsøger et smil. Süheylas far lader ikke til at genkende ham fra konverteringen i moskeen. Det havde Steen ellers håbet kunne være en fordel.

I bilen lader Süheylas far plastikkruset med sød kaffe gå rundt. Süheyla fylder stilheden ud med snak om rejsen, busturen og seneste nyt fra Danmark. Steen føler sig stadig usikker på, hvor han står. Alle har taget pænt imod ham, men hvor meget er ren og skær tyrkisk høflighed?

Pludselig afbryder faderen og henvender sig direkte til ham:

"Dette er en berømt handelsby," siger han og slår stolt armen ud mod de mange industrivirksomheder, som de passerer på vej ud af byen.

"Der ligger Tyrkiets største producent af tæpper, som du sikkert kender."

Steen nikker. Han må ikke dumme sig nu, hvor Süheylas far prøver at åbne op. Steen spørger om at få mere at vide om byen, de flade marker i dens udkant og kulturen i området. Efterhånden får de noget, der ligner en samtale i gang, imens de med høj hastighed kører ud mod bjergene, der tårner sig op forude.

Süheyla følger de tos samtale og har svært ved at holde tårerne tilbage. Hun havde drømt om, men langtfra forventet, at hendes far ville tage så godt imod Steen. Og nu sidder de her, alle sammen samlet for første gang, og det er ikke det ragnarok, hun havde forestillet sig.

Efter et kort visit hos faderens ven, Muzaffer, når de frem til det hotel, hvor Steen skal bo. Så længe de ikke er gift, kan han ikke sove under samme tag som Süheyla. Han vinker farvel. Så snart han er inden for døren, ringer han til sine forældre. Det har han lovet at gøre hver dag, lige som han har lavet en detaljeret liste med hotellets adresse, telefonnumre og informationer om, hvor han befinder sig hvilke dage. Bare for at være på den sikre side.

"Det går fint," forsikrer han dem.

"Han virker flink, og alle har taget godt imod mig."

Han går tidligt i seng. I morgen skal han se Süheylas forældres gård for første gang og møde resten af familien. Han er tung af udmattelse, og søvnen finder ham hurtigt.

Samtalen springer og danser hen over frokostbordet næste dag. Det er mest Süheylas far og hans gode ven Muzaffer, der fører ordet, og Steen forsøger opmærksomt at bide sig fast ved hjælp af den lille ordbog, han har haft med hjemmefra. Hver gang han gerne vil sige noget, slår han ordene op, og Süheyla hjælper ham med at sætte dem sammen til sætninger.

"Han er meget struktureret, hva?" bemærker Muzaffer, og Süheylas far nikker anerkendende tilbage.

Før måltidet havde han vist Steen rundt i sin lille plantage og forklarede om de enkelte afgrøder, som han dyrker: søde kirsebær, blommer, æbler og pærer. Steen havde igen spurgt interesseret og nydt den velvilje, som Süheylas far tilsyneladende havde besluttet at vise ham.

Efter maden går Steen ud i køkkenet til Süheyla og hendes mor.

"Skal jeg hjælpe med noget," spørger han, og moderen reagerer med et nervøst grin.

Süheyla rækker ham en karklud og siger, at han kan tørre bordene af. Da Steen er ude af syne, stopper moderen med arbejdet og vender sig mod Süheyla.

"Du skal ikke hundse sådan med ham," siger hun, uvant med at se en mand i et køkken.

"Jeg hundser da ikke. Han spurgte jo selv, om han kunne hjælpe," svarer Süheyla forarget.

Moderen tjatter grinende til Süheyla.

"Hvis det fortsætter sådan, tror jeg aldrig, du kommer i et køkken," siger hun med en hentydning til Süheylas manglende sans for husligt arbejde.

Men Süheyla har aldrig drømt om at gå i sin mors fodspor. Hun har forlængst indset, at hun ikke hører til i den traditionelle tyrkiske kultur. Det har hun flere gange gjort klart over for sine forældre. Senest sidste sommer, da hun afslog at blive forlovet med en dreng fra landsbyen. En søn af hendes forældres bekendte. Ud af det blå havde han og hans familie en dag banket på døren hos Süheylas forældre under deres sommerferie i Tyrkiet.

I deres øjne var et ægteskab med en pige bosat i Danmark vejen til evig velstand, men Süheyla have ikke tøvet. Hun havde kun Steen i tankerne. Og desuden vidste hun, at hun aldrig ville komme til at trives med en mand opvokset i Tyrkiet, der ville være uforstående over for danske forhold og forvente, at hun gav afkald på sin karriere for i stedet at gå derhjemme.

"Sig mig, er det fordi du har en kæreste hjemme i Danmark?" havde hendes far spurgt hende.

Hun havde sagt nej og kigget på ham med de ærligste øjne, hun kunne finde frem, og endnu engang i sit stille sind bedt om, at hemmelighederne snart fik en ende.

Muzaffer har inviteret dem alle på besøg den sidste dag af ferien i Tyrkiet. Der er noget, han og Süheylas far gerne vil drøfte med Süheyla og Steen, siger de.

"Et ægteskab er ikke bare en leg," indleder Süheylas far og kaster sig ud i en længere forklaring om forskellene mellem dansk og tyrkisk kultur. Süheyla oversætter, og Steen lytter koncentreret. Han har ventet denne tale og føler sig afklaret med, hvad han vil svare.

"Det er meget vigtigt for os, at I respekterer de tyrkiske traditioner. Eksempelvis ved at opdrage jeres børn til islam. Det håber jeg, at I har tænkt over," siger Süheylas far.

Steen rømmer sig og tager så ordet i den lille stue. Han forklarer, hvordan han og Süheyla har brugt meget tid på netop at diskutere konsekvenserne af deres forskellige baggrunde, og at de føler sig rustede til et liv sammen med både danske og tyrkiske værdier.

Süheylas far nikker forstående, og Steen mærker sig hver en bevægelse. Selvom han er kommet godt ud af det med ham hele ugen, kan han ikke lade være med at frygte, at et pludseligt vredesudbrud stadig kan få det hele til at smuldre.

Süheylas far tager igen ordet. Han har brug for at markere, at situationen ikke er ude af hans kontrol. At han stadig har noget at skulle have sagt, og det er helt fint, synes Steen. Så længe han får lov at beholde Süheyla.

"Desuden vil det gøre os meget glade, hvis jeres forlovelse og bryllup foregår på tyrkisk manér, og dine forældre kommer til os for at bede om vores datters hånd," fortsætter han.

Steen nikker godkendende. Han kan se sin fars ansigt for sig. Men den tid, det slagsmål.

Næste morgen står Süheyla på bussen i sin forældres landsby. Steen sidder der allerede, og han bliver derinde, mens Süheyla tager afsked med sin familie, så ingen i landsbyen får lejlighed til at se Süheyla i følgeskab med en mand.

Gennem ruden kan han se chaufføren åbne døren til bagagerummet for at pakke Süheylas kuffert, og han mærker sit hjerte slå fem takter hurtigere. Et sted i bussens dyb har han og Muzaffer gemt brudekjolen, som han har været inde i byen og købe sammen med Süheyla uden forældrenes vidende. De er jo ikke forlovede. Ikke endnu. Men Süheylas far ser ingenting.

De læner sig tilbage i sæderne og kysser skjult hinanden. Da de kom til Tyrkiet seks dage tidligere, havde deres forhold set næsten uoverskueligt ud. Nu var alt forandret. Süheylas far havde accepteret deres forhold, de havde købt brudekjole og det guld, som Süheyla ifølge tyrkisk tradition skal have i medgift.

"Det gik jo meget godt," opsummerer Steen med sin sædvanlige underspillede optimisme.

Süheyla lægger hovedet på hans skulder.

Det gik lige, som det skulle, tænker hun. Nu skulle de største forhindringer være overstået. Tilbage er alt det praktiske. Og selvfølgelig mødet mellem hendes og Steens forældre.

Süheyla kan ikke lade være med at smile for sig selv. Det skal nok blive nogle interessante sammenstød.

Men ikke noget, de ikke kan klare. Ikke længere.

Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Artikelserien blev produceret og bragt første gang i 2005. Dengang blev serien også udgivet som e-bog.