I silende regn stod 58-årige Karen-Rebekka Wiah stædigt foran Marienborg nord for København, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) i august gav en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene og børnehjemsbørn, der blev svigtet af systemet. Hun var taget fra Københavns vesterbrokvarter, hvor hun bor, med to store skilte, hvorpå der stod ”hvad med alle dem der bliver skilt fra deres søskende?” og ”der er stadig dårlig skolegang for børnehjemsbørn”.
For Karen-Rebekka Wiah er stadig skuffet over, at barndommens drømme brast, selvom hun møder verden med et glad smil og snakkesaligt væsen. Barndommen huskes kun fragmenteret i anbringelser, skiftende voksne og venner. Men med tiden lærte hun ikke at græde, for der var ingen trøst, de få gange tårerne strømmede.
”Livet har virkelig ikke været let. Jeg har følt mig så stemplet med en psykisk syg mor og en ukendt afrikansk far. Ingen, der ville hjælpe mig, bare hutle rundt alene,” siger Karen-Rebekka Wiah.
Hun er født med navnet Karen Wiah i 1961 i USA, hvor hendes mor på en ferie forelskede sig i en amerikaner. Da moderen vendte tilbage til Danmark med Karen-Rebekka Wiah og hendes et år ældre bror, boede de en kort periode i Brøndbyøster, indtil moderen blev indlagt på Glostrup Hospitals psykiatriske afdeling, mens den dengang 6-årige Karen-Rebekka Wiah og hendes bror blev placeret på børnepsykiatrisk afdeling. Herfra flyttede begge børn til Nebs Møllegård, et behandlingshjem i Jystrup på Midtsjælland.
”Der er store huller i min hukommelse. Ingen tidsfornemmelse. Men jeg husker, at vi legede meget, og så gik vi i en skole på behandlingshjemmet uden at lære noget.”
Der var ingen mennesker, der besøgte Karen-Rebekka Wiah og hendes bror på behandlingshjemmet. Som en form for trøst tog lederen hende med til Mallorca i det spanske øhav, som er den eneste ferie, hun har oplevet i sit liv.
”Det var meget moderne i 1970’erne, en rigtig chartertur,” siger Karen-Rebekka Wiah grinende.
Som 10-årig slingrede hun cyklende ud ad Jystrups landevej til sin første kommunale skole. Hendes bror var pludselig flyttet. Hvorhen vidste hun ikke. Samtidig havde hun fået det nye navn Rebekka-Karen Ema, hvor efternavnet stammede fra hendes far. Hun ved ikke hvorfor, men i dag mistænker hun sin mors familie for at have en finger med i spillet.
”Jeg følte det som at miste min identitet. Ingen forklarede noget.”
Men minderne fra den nye skole får et smil frem på læberne.
”Jeg kunne hverken læse eller skrive som de andre børn. Men de var søde. Det, jeg husker bedst, er, at jeg fik en masse af Birgit Lystagers singleplader med ’Smilende Susie’ i fødselsdagsgave. Det var det eneste, jeg ønskede mig.”
Den 1. august 1972 flyttede Karen-Rebekka Wiah til børnehjemmet ’Barnets Hus’ i Gilleleje sammen med sin kanin Sofus. Flytningen kom meget pludseligt for hende.
”Forstanderen hed Moster Erna, og hende turde man ikke sige imod. Hun var meget autoritær. Man levede lidt i en fantasi om en familie, som mine venner fra skolen havde. På et tidspunkt i løbet af de første år måtte min mor ikke længere komme på besøg. Jeg stoppede med at spørge efter hende, for hver gang fik jeg at vide, jeg skulle glemme det. Det gjorde ondt i maven.”
Hun husker børnehjemmet som et sted med masser af regler, og specielt som ung ”måtte hun ingenting”. Men det fik konsekvenser, da hun ikke måtte gå i biografen med en fyr, som var forelsket i hende.
”Så kørte han sin lille Morris Mascot ind i børnehjemmets stakit,” fortæller hun kækt.
Den 1. august 1979, da Karen-Rebekka Wiah netop var fyldt 18 år, tog hun nattoget til Jylland, hvor hun skulle på højskole. Det skulle nemlig ikke hedde sig, at hun havde været på børnehjemmet mere end syv år. Men da hun kom tilbage til ’Barnets Hus’ for at aflevere en kuffert, hun havde lånt, var skuffelsen stor.
”Moster Erna smed mig ud og sagde, jeg ikke skulle komme uanmeldt. Mit barndomshjem! Det gjorde så ondt, for det var jo min moster Erna. Men jeg kom der aldrig igen.”
Som 19-årig er hun på socialkontoret, da hun inspireret af en masse lægenoveller drømmer om at få en uddannelse. I stedet bliver hun tilbudt førtidspension.
”I virkeligheden sagde de ’vi gider ikke investere noget i dig’. I mine papirer fra børnehjemmet stod der, at jeg var datter af en psykisk syg mor, var introvert og havde indlæringsproblemer. Hvor er det grimt skrevet,” siger Karen-Rebekka Wiah.
Hun slår hænderne ned i bordet og er eftertænksomt stille.
Men hun gav ikke slip på drømmen om hvide kitler. Det lykkedes at få en uddannelse som social- og sundhedsassistent, efter at hun i en periode som hjemløs fik sin nuværende lejlighed.
”Man er statens barn, men bagefter skal man klare sig selv. Andre mennesker har en familie, men jeg var på egen hånd fra den dag, jeg blev myndig. Jeg fik aldrig en chance i livet.”
I København begyndte hun at støde på sin mor på gaden, hovedbiblioteket og til den årlige jazzfestival.
”Hun legede fin ’posedame’ på forskellige hoteller, hvor hun flyttede, før hun fik regningen, og gik rundt i sin egen verden. I starten turde jeg ikke hilse, for jeg var blevet hjernevasket med, at hun var en forfærdelig dame. Men efterhånden begyndte jeg at blive glad, når jeg så hende.”
Tanken om moderen får smilet frem hos hende, og i dag er det også lykkedes Karen-Rebekka Wiah at få en relation til sin bror, selvom hun kun ser ham til jul. Hun har valgt at skifte tilbage til sit oprindelige efternavn, og hendes terapi er blevet slægtsforskning.
”Jeg reflekterer meget over, hvor jeg egentlig kommer fra. Men nu har jeg fundet mine halvsøskende i Amerika, er begyndt at øve english og er generelt blevet klogere på, hvad jeg er gjort af.”
Hun smiler stort, pakker de mange papirer sammen, som hun har fra Forsorgsmuseet, og bevæger sig ud i Vesterbros formiddagsmylder.