Kasper Støvring: Man skal true med at blive

Mens flere er flygtet fra Trykkefrihedsselskabet, har Kasper Støvring valgt at blive

Kasper Støvring er fortsat medlem af Trykkefrihedsselskabet og ønsker, at det skal blive mere bredt funderet. -
Kasper Støvring er fortsat medlem af Trykkefrihedsselskabet og ønsker, at det skal blive mere bredt funderet. -. Foto: MOGENS LADEGAARD.

Trykkefrihedsselskabet er kommet i modvind, efter formand Lars Hedegaard har fremsat anti-muslimske udtalelser. Det har betydet, at en række medlemmer af selskabet har trukket sig - blandt andre sognepræsten Kathrine Lilleør og politikerne Søren Pind (V) og Naser Khader (Kons.). Imidlertid er der også de, der har valgt at blive. Næsten i trods.

- Man skal ikke true med at gå. Man skal true med at bliver, for så kan man forandre tingene indefra, siger Kasper Støvring, som både er medlem af det omstridte selskab og sidder med i det rådgivende organ Trykkefrihedsselskabets Råd.

Kasper Støvring arbejder til daglig i en stilling som post.doc.-stipendiat ved Syddansk Universitet med et projekt om kulturkritik. I 2008 modtog han Kunstrådets arbejdslegat for at skrive en bog om den nationale sammenhængskraft.

Kasper Støvring er ikke enig med Lars Hedegaards generelle karakteristik af muslimer. Men han mener, at det er vigtigt, at forskellige synspunkter indgår i en offentlig debat - også når det gælder diskussioner om for eksempel kvindeundertrykkelse.

- Vi må ikke være blinde for det, vi kan dokumentere - for eksempel at der er en overrepræsentation af kvinder med muslimsk baggrund på de danske kvindekrisecentre. Det skal vi kunne tale om, siger han og fortsætter:

- Men det gælder om at være meget præcis, når man kritiserer. Ellers fører kritikken ikke noget brugbart med sig, hvilket kan siges om den aktuelle sag.

Højt til loftet
Kasper Støvring mener, at Trykkefrihedsselskabet gør 'et godt stykke arbejde', når det arrangerer konferencer og foredrag, hvor ordet er frit. Det ser han som en kontrast til for eksempel forfatterselskabet PEN. Det har ifølge Kasper Støvring haft svært ved at finde sin rolle i debatten efter Muhammed-krisen.

- Man kommer ud i nogle dilemmaer, når man som PEN på den ene side vil forsvare ytringsfriheden og på den anden side betragter Muhammed-tegningerne som en slags had-tale. Dér, synes jeg, at Trykkefrihedsselskabet har valgt rigtigt ved at vægte ytringsfriheden.

Han er dog opmærksom på, at denne holdning kan betyde ekstreme synspunkter.

- Det klart, at der kan komme udmeldinger, som er for unuancerede, for generelle og for grove. Sådan har jeg det med Lars Hedegaards aktuelle udtalelser om muslimer. Men så må man tage debatten om den sag. Det skal ikke betyde, at man melder sig ud, siger han.

Fremtiden
Kasper Støvring understreger, at det ikke er nogen hemmelighed, at der i Trykkefrihedsselskabets Råd nu kun sidder folk fra centrum-højre i det politiske landskab.

- Det kunne være godt at få nogle fra venstrefløjen med. Men de, som Trykkefrihedsselskabet har spurgt har takket nej. Det er dog noget, man kan arbejde med, for selskabet er ikke et højreorienteret projekt. Det er et projekt, der burde have bred interesse, siger Kasper Støvring.

Siden han har valgt at blive, har han visse håb for Trykkefrihedsselskabets fremtid, blandt andet at det ikke overtager den pessimisme som formanden kan siges at repræsentere.

- Man skal passe på ikke at blive grebet af pessimisme. Det kan blive så mørkt, at folk opgiver håbet om forandring. Det vil sige, at det bare går én vej. Det er et dystert perspektiv, siger han og fortsætter:

- Jeg mener, at der er mange muslimer i Danmark, som gør et stort stykke arbejde for at fremme den demokratiske tanke og de vestlige frihedsidealer - blandt andre Naser Khader. Det giver håb for, at vi på sigt kan ændre udviklingen mod en bredere forståelse for de vestlige idealer for frihed.