Da hun sad i Det Etiske Råd, afviste sognepræst Kathrine Lilleør idéen om at indføre aktiv dødshjælp. Og hun havde aldrig været tvivl om sit synspunkt.
Men i en klumme i Berlingske skrev hun forleden, at hun har ændret holdning. Hun har indset, at hendes argumenter imod aktiv dødshjælp slet ikke holder. Og derfor bør man gøre aktiv dødshjælp lovlig i Danmark, fortæller hun i dag til Kristeligt Dagblad.
Kathrine Lilleør, hvorfor er du blevet tilhænger af aktiv dødshjælp?
Min stålsathed er blevet rokket det seneste stykke tid. I sidste uge så jeg filmen “Lige før døden” og læste bogen ("Løftet", red.) om forfatter Kirsten Jacobsens mand, der som en reaktion på hans lidelser, sultede sig ihjel. Erkendelsen har anfægtet mig i længere tid, men dér blev det fuldstændig klart for mig, at jeg har ladet alle de principielle indsigelser gå forud for det, som ellers er en af mine opgaver som præst: At lade det enkelte menneske finde sin vej. Tiden er inde til at diskutere, hvor grænsen skal gå for aktiv dødshjælp.
Man taler om en risiko for “glidebaneeffekten”, hvilket betyder, at retten til dødshjælp efterhånden vil komme til at omfatte flere og flere mennesker. Er du ikke bekymret for det?
Det har jeg været i et helt liv. Jeg har altid ment, at lægeløftet skal virke til liv og ikke død. Men altså, vi har allerede love, hvor vi sætter hensynet til den enkeltes selvbestemmelse over andre hensyn. Abortlovgivningen er et fremragende eksempel - for heldigvis har vi fri abort. Det er, fordi vi prioriterer kvindens ret til at bestemme over sin krop med alle de dilemmaer, det indebærer. Aktiv dødshjælp er et voldsomt indgreb, men det er palliativ behandling altså allerede. Jeg ved godt, at vi dækker os ind med, at det er smertelindrende, men så spørger jeg bare: Jamen, hvor går grænsen så for, hvornår smerten er for stor?
Det er vanskeligt at vurdere, hvornår lidelsen er “stor nok”, til at det skal være tilladt at få hjælp til at tage livet af sig selv. Så hvordan forholder du dig til det problem?
Det er præcis lidelsen, det handler om. Den er grundlæggende i tilværelsen. Men det er at ignorere det enkelte menneskes lidelse, når det er staten, der suverænt bestemmer, hvornår vi kan få den behandling, som gør, at vi til sidst dør. Vi er blevet så gode til at holde folk i live, at der er mange eksempler på, at den døende ikke har anden mulighed end at sulte sig ihjel.
Hvordan kan du forsvare det ud fra et kristent synspunkt?
Svaret ikke er entydigt. Hvis jeg skal sammenligne det med et andet tema i Bibelen, kunne det være “giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Hvor meget skal vi så give Gud, og hvor meget skal vi give kejseren? Det skal man selv finde ud af. Vi er frisatte i dette liv til at tage beslutninger og risikere at måtte gøre de ting, som er forkerte. Det er et sandt etisk, men også kristent dilemma. Jeg er ikke ude i at sige, at vi bare skal legalisere aktiv dødshjælp uden begrænsninger. Jeg lægger op til en samtale og diskussion om nye grænser for palliativ behandling og uhelbredeligt syges mulighed for selv at beslutte, hvornår de vil dø.
Risikerer man ikke at reducere værdien af mennesket, hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed?
Jeg synes jo, at menneskets værdi er stærkt reduceret, hvis man har en stat, som insisterer på at holde liv i mennesker, som faktisk ikke ønsker at blive holdt liv i, fordi lidelsen er uoverstigelig. Det er en hårdhed i princippets hellige navn, fordi vi bange for en glidebane - som om vi ikke kan besinde os og tænke os om undervejs. Vi er nødt til at tage i ed, hvad det er for livsvilkår, vi pådutter den syge, når vi behjertet sørger for, at vi overlever for enhver pris.
Men det handler vel ikke kun om personen selv. I de fleste tilfælde vil beslutningen også implicere andre?
I mine 30 år som præst har jeg begravet flere, som har begået selvmord ved for eksempel at sulte sig selv, fordi lidelsen har været uoverstigelig. Flere gange har det været ud fra et tydeligt hensyn til de pårørende, en kærlighedserklæring fra den, som tog livet af sig selv. Igen er der ikke en entydighed på færde. Det kan godt være, at nogle vil vælge den udvej for at skåne pårørende. Men vi har jo heldigvis offentlige plejehjem, og man kan derfor altid få den pleje, man har brug for uden at belaste sine pårørende.