Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

KD frygter: Homovielser vil tømme kirkerne

Per Ørum Jørgensen, Kristendemokraterne, mener, at vielse af homoseksuelle er i strid med Grundloven. Han frygter, at den nye lov vil tømme folkekirken for medlemmer og truer derfor regeringen med en retssag Foto: Leif Tuxen.

Vielser af homoseksuelle er i strid med grundloven, mener Per Ørum Jørgensen, som truer regeringen med retssag

Regeringen vil blive mødt af juridisk tackling, hvis den gennemfører lovforslaget om, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken.

Kristendemokraternes formand, Per Ørum Jørgensen, frygter, at den kommende lov vil tømme folkekirken for medlemmer, og han truer derfor regeringen med en retssag.
LÆS OGSÅ: Større åbenhed over for kirkelukninger

- Det er meget svært at gradbøje Bibelen, så det passer ind i en rettighedskamp, og det er det, der sker her, forklarer landsformanden til Ritzau.

Han mener, at lovforslaget er i strid med grundloven.

- Det her handler ikke om at være for eller imod homoseksuelle. Det handler om, at det er et brud på over et århundredes praksis, når Folketinget og regeringen vil blande sig i ritualerne, argumenterer Per Ørum Jørgensen.

Forslaget om, at homoseksuelle fremover skal have krav på at kunne blive viet i deres lokale kirke, strider ifølge Kristendemokraterne imod paragraf 66 og 67 i grundloven.

Her fremgår det, at kirkens forfatning fastsættes ved lov, og at alle har ret til at dyrke gud efter deres overbevisning.

- Når vi ikke har en kirkeforfatning, må man kigge på, hvad der har været praksis i over 100 år, mener Per Ørum Jørgensen.

Han henviser desuden til, at en rundspørge, Epinion har foretaget for DR, viser, at hver tiende overvejer at melde sig ud af folkekirken, hvis loven bliver vedtaget.

- De mennesker, der overvejer at melde sig ud, er nok i høj grad dem, der er engageret i kirkens liv, og så får vi et serviceorgan i stedet for en kirke, der er baseret på tro, frygter Per Ørum Jørgensen.

Han mener godt, at homovielser kan komme på tale, men det skal ske på kirkens - og ikke politikernes - initiativ.

- Staten skal ikke blande sig i de her ting, og regeringen skal trække lovforslaget tilbage. En løsning kunne også være helt at fjerne vielserne fra kirken, siger det tidligere medlem af Folketinget.