Ketty kæmper for sin afdøde mand og for Grindsted

Rapport afviste først, at forurening fra Grindstedværket kan have noget med ALS-sygdom at gøre. Men nu er der nyt i sagen

Ketty Hjøllunds ægtefælle Thorkild Hjøllund i 2014 døde af muskelsvindsygdommen ALS.
Ketty Hjøllunds ægtefælle Thorkild Hjøllund i 2014 døde af muskelsvindsygdommen ALS. Foto: – Privat.

For at undersøge om forurening efter Grindstedværket gør grindstedborgere mere syge end andre, gennemførte Region Sydjylland en analyse, som blev offentliggjort sidste år. Konklusionen var, at der ikke er grund til bekymring. Men nu viser en aktindsigt, som DR har fået, at to af rapportens eksperter med viden i neurologiske sygdomme opfordrede til, at der blev forsket videre. Den oplysning blev bare ikke omtalt i den politiske behandling af sagen, og det chokerer Ketty Hjøllund, hvis ægtefælle Thorkild Hjøllund døde af muskelsvindsygdommen als i 2014.

Vil du fortælle om din personlige interesse i sagen?

Jeg var i 40 år gift med jordens dejligste mand, Thorkild. Han var frisk som en havørn, men fik så diagnosen als i 2011. Det er en meget sjælden sygdom, som kun omkring 350 mennesker lider af i Danmark. Men det næste, jeg fandt ud af, var, at der her i Østbyen i Grindsted, hvor vi bor, var fem, som havde fået als, og vi er kun omkring 2000 personer. Så blev jeg bekymret.

Vi fik taget blodprøver på Thorkild, og det viste sig, at der var forhøjet indhold af kviksølv. Da Thorkild døde, kunne jeg ikke finde ro for den tanke, at forureningen havde noget med sygdommen at gøre. Vores tre dejlige børn og seks børnebørn bor jo også her i Grindsted.

Hvad gjorde du så?

Jeg fik taget et fotografi af Østbyen og begyndte at sætte en rød cirkel om de huse, hvor der havde boet als-patienter, og en blå cirkel om dem, hvor der havde været andre neurologiske sygdomme. I min meget lille husmorundersøgelse fik jeg i alt 11 markeringer bare inden for de seneste 10 år. Og det var bare de mennesker, jeg kendte, hvis familie jeg har talt med. Folk dør jo omkring mig, havde jeg nær sagt! Den bekymring gik jeg til regionen med. De tog det meget alvorligt og sagde, at det ville de selvfølgelig undersøge.

Hvad tænkte du, da rapporten sidste år konkluderede, at der ikke var grund til bekymring?

Jeg vil kæmpe for, at vi får en oprensning i gang efter Grindstedværket. Det var staten, der gav værket tilladelse, og det er staten, der skal rense op.

Ketty Hjøllund

Jeg blev bare så glad og lettet, for jeg kunne næsten ikke bære, hvis det var nogens skyld, at vi mistede Thorkild. Men jeg havde også en fornemmelse: ”Kan det nu passe i forhold til incidenstallene?”. Men jeg var nødt til at tro på det, for regionen havde jo brugt lang tid og en million kroner på undersøgelsen. I tiden efter blev jeg stadig kontaktet af journalister, men jeg svarede, at jeg havde lænet mig tilbage i stolen, at sygdomstilfældene måtte være tilfældighedernes spil. Indtil en journalist fra DR for en lille uge siden sendte mig nogle papirer, han havde fået fat i, som slog benene væk under mig.

For to af rapportens 11 eksperter, som netop har speciale i blandt andet als, blev ved med at opfordre til at forske videre i forekomsten af als og Parkinsons sygdom i Østbyen, og de skrev en mail til embedsmændene i Region Syd om deres bekymring. Det kan godt være, at de var et mindretal, men det chokerer mig, at de ikke fik lov til at få deres synspunkter fremlagt for beslutningsmyndighederne. Hvordan skal politikerne kunne beslutte noget, når de ikke har fået alle sandhederne med?

Hvad vil du nu gøre?

Jeg vil ikke stikke hovedet i busken, sådan som nogle lokalpolitikere gør af skræk for, at huspriserne falder, og ingen vil flytte hertil. Men Grindsted er en fantastisk by, og jeg vil kæmpe for, at vi får en oprensning i gang efter Grindstedværket.

Det var staten, der gav værket tilladelse, og det er staten, der skal rense op. Kunne man bruge 19 milliarder på mink, kan man også betale for at rense Grindsted op.