Nu gik det lige så godt for De Konservative. Men Khader-sag kan koste dem dyrt

Det konservative folketingsmedlem Naser Khader risikerer med et opslag på Facebook at torpedere sit partis indgang til en ny politisk sæson

Selvom Naser Khader har meldt sig rask, har han endnu hverken fået sine ordførerskaber, udvalgsposter eller plads i den konservative gruppe tilbage.
Selvom Naser Khader har meldt sig rask, har han endnu hverken fået sine ordførerskaber, udvalgsposter eller plads i den konservative gruppe tilbage. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Nu gik det lige så godt for De Konservative. Fortsat medvind i meningsmålingerne og ro på de indre linjer. Og om en uge skyder partiet det næste folketingsår i gang på sit sommergruppemøde. Folketingsmedlem Naser Khader har imidlertid gjort sit til, at det kan blive svært at slå igennem med politiske budskaber efter det møde. I søndags meldte han sig rask efter sin sygemelding siden april med et opslag på det sociale medie Facebook. Poserende i bar overkrop meddelte han, at han er tilbage, rask og i god form. ”Jeg er ikke perfekt, men jeg elsker Danmark og er klar til kamp!”, skrev han. Opslaget blev af mange opfattet som provokerende på baggrund af de anklager om seksuelle overgreb, som seks kvinder har rejst i artikler på DR og i Berlingske. Overgrebene skulle have fundet sted mellem 1999 og 2019, men Naser Khader afviser alle beskyldninger og overvejer ifølge sin kredsformand Keld Holm at rejse injuriesager mod de kvinder, der er stået frem med navn.

Til dagbladet Politiken fortæller Keld Holm, at Khader vil samle penge ind for at kunne føre retssagerne.
Facebook-opslaget med raskmeldingen var hverken koordineret eller aftalt med partiledelsen, som nu står med den utaknemmelige opgave at få medierne til at interessere sig for politiske budskaber og ikke personsagen.
De Konservative har bedt advokatfirmaet Plesner om at undersøge anklagerne, men undersøgelsen er endnu ikke klar, og partiet ved ikke, hvornår den bliver det. Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har man foreløbig fået advokatregninger for op imod en million kroner, men som en indsigtsfuld kilde siger, er pengene ikke det store problem.
Det er derimod, at sagen trækker ud, og at den risikerer at ende i en ny konservativ krise. Foreløbig har anklagerne ikke påvirket meningsmålingerne, og internt har der indtil nu ikke lydt krav om, at Khader skulle smides på porten.

Hvis advokatundersøgelsen imidlertid sandsynliggør, at der er hold i nogle af anklagerne, er det svært at se, hvordan han skulle kunne forblive. Ekskluderes han af folketingsgruppen, vil han også automatisk blive ekskluderet af partiet. I den situation kunne han søge over til Nye Borgerlige, der ikke har meget tilovers for MeToo-bevægelsen, og som vil tage imod ham med åbne arme. Spørgsmålet er, om han så også kan trække vælgere med over fra sit nuværende parti, eller om sagerne trods alt vil være for stor en belastning for ham. Han fik ved sidste valg 7337 personlige stemmer.

I dag står de nationalkonservative stærkt i folketingsgruppen repræsenteret ved de tidligere Venstrefolk Britt Bager og Marcus Knuth foruden Rasmus Jarlov og Naser Khader selv. Umiddelbart vil den fløj komme i mindretal, hvis Khader bliver smidt ud eller selv går, og det forlyder, at han på de indre linjer især får støtte fra sine meningsfæller. En mildere sanktion kunne være, at han i en kortere eller længere periode fratages ordførerskaber. Den straf gav folketingsgruppen sidste år det nu tidligere folketingsmedlem Orla Østerby, da det kom frem, at han havde opført sig grænseoverskridende over for en kvindelig kollega. Hans forseelse var dog af en langt mildere karakter end dem, Naser Khader beskyldes for. Orla Østerby forlod efterfølgende selv partiet.

Endelig er der den mulighed, at advokatundersøgelsen peger i retning af, at der ikke er hold i anklagerne. Naser Khader har ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger selv argumenteret over for advokaterne ved flere møder for, at der ikke substantielt er noget at komme efter, mens det er uklart, om kvinderne er blevet hørt. Eventuelt også, om der er kommet nye anklager til i den whistleblower-ordning, De Konservative har oprettet tidligere.

I sidste ende må partiledelsen konkludere på advokatundersøgelsen, og det er svært at se, hvordan partiformand Søren Pape Poulsen undgår ballade, uanset hvad han når frem til. Foreløbig er pinen udsat på ubestemt tid. Og selvom Naser Khader har meldt sig rask, har han endnu hverken fået sine ordførerskaber, udvalgsposter eller plads i den konservative gruppe tilbage. 

Det må vente.