Kina går fra kulsort til lysegrøn

En tredjedel af verdens drivhusgasser udledes i Kina, der er klodens største miljøsynder. Men der er håb forude, for Kina satser i disse år på en grøn omstilling til miljøvenlig energi, og dette skifte går langt hurtigere end forventet, siger ekspert

Kina er den største synder, når det kommer til miljøforurening.
Kina er den største synder, når det kommer til miljøforurening. . Foto: AP/Ritzau Scanpix.

Kina er verdens største miljøsynder og udleder 30 procent af verdens samlede drivhusgasser. Den internationale ngo Coalswarm, der følger alle kulkraftværker på kloden, konkluderede i en rapport fra slutningen af september, at Kina i øjeblikket bygger nye kulkraftværker med en kapacitet, som svarer til USA’s samlede kulkraftproduktion.

Men samtidig med, at Kina er dybt afhængig af kulkraft, fører kineserne også an i udviklingen af grøn energi, lyder vurderingen fra to danske Kina-eksperter.

I sidste uge præsenterede FN’s klimapanel en rapport, der konkluderede, at den globale indsats for at nå målet om, at klodens temperaturstigninger skal holdes nede på 1,5 til 2 grader i dette århundrede, er helt utilstrækkelig.

Spørger man Ole Odgaard, der er Kina-rådgiver for Energistyrelsen og medlem af tænketanken Think China på Københavns Universitet, så vækker udviklingen i klodens mest CO2-forurenende land dog håb. Han forklarer, at Kina er i gang med en omfattende grøn omstilling. Kina råder i dag over 32 procent af verdens vindmøllekapacitet, 34 procent af verdens solceller og udgør samtidig klodens største marked for elbiler.

”Kina udbygger fortsat kulkraftværker, men det er værker, der er lige så effektive som de danske. Derudover investerer kineserne nu fire gange så meget i vedvarende energi pr. enhed i deres bruttonationalprodukt som EU,” siger Ole Odgaard.

Han henviser til, at Kina i den nuværende femårsplan vil fordoble antallet af vindmøller, tredoble solcellekapaciteten og 10-doble antallet af elbiler.

”Og det er noget, der batter globalt. Energistyrelsen har igennem flere år samarbejdet med de kinesiske myndigheder om at indpasse vedvarende energi og udvikle kinesiske modeller for, hvordan den fremtidige udvikling kan foregå. Om kort tid vil Energistyrelsen sammen med vores kinesiske partner under den magtfulde Reform- og Udviklingskommission offentliggøre en samlet analyse, der viser, at Kina er ved at overopfylde femårsplanens mål for vedvarende energi. Kina er ved at opstille flere vindmøller og i særdeleshed markant flere solceller og biomasseværker, end femårsplanen foreskriver,” siger Ole Odgaard.

Udviklingen hænger ifølge Ole Odgaard sammen med, at det kinesiske styre er under voksende pres fra middelklassen, der er træt af den voldsomme forurening. Samtidig ønsker Kina at blive uafhængig af olieimport, og desuden er en del kulkraftværker økonomisk urentable.

Ole Odgaard understreger, at udviklingen er præget af mange modsætninger. Mens centralregeringen er fortaler for grøn energi, er lokalområderne ofte modstræbende, fordi de frygter, at afvikling af kulkraft vil betyde tab af arbejdspladser.

Lektor ved Copenhagen Business School Nis Høyrup Christensen, der forsker i kinesisk energipolitik, fremhæver, at Kinas energi både er kulsort og meget grøn.

”Kina vil være fanget af en kulkraftfælde i mange år. Men i forhold til, hvor landet befinder sig rent udviklingsmæssigt, er det imponerende, hvad de har opnået,” siger Nis Høyrup Christensen.

Mens EU, der står for mindre end 10 procent af det globale udslip, i klimaftalen i Paris 2015 lovede at reducere CO2-udslippet med 40 procent inden 2030, så har Kina, der står for næsten 30 procent af det globale udslip, først forpligtet sig til at lade udledningen af drivhusgasser falde fra 2030.

”Kina har indtil for få år siden ikke haft lyst til at tale om et fast loft for CO2-udslip. Kina er et land i udvikling, og det er forståeligt, at dets økonomi er nødt til at vokse, så de kan afskaffe fattigdom. Det er også det, Kinas Kommunistiske Parti har lovet befolkningen. Men retningen er der ikke tvivl om. Den bæredygtige udvikling er blevet en del af kommunistpartiets ideologi. Og i modsætning til USA flytter de sig ikke på det område,” siger Nis Høyrup Christensen.

John Nordbo, der er klimarådgiver i den humanitære organisation Care, advarer mod for stor optimisme.

”Det er godt for verden, hvad der er sket i Kina de seneste år. Landet har gennem flere år haft et decideret fald i udledning af drivhusgasser. Desværre steg udslippet sidste år. Men hvis FN’s klimamål skal nås, skal også Kina stramme kraftigt op,” siger John Nordbo.